Farveblinds “Jewels” er latterligt beskidt – og sindssyg lækker

Farveblinds “Jewels” er latterligt beskidt – og sindssyg lækker

Af Jens Haag

Jeg har i de seneste par uger aggressivt presset mine venner til at høre et nummer.

“I skal høre det her!” siger jeg mens jeg hælder ord og øl udover det hele. “Rapperen lyder SÅ sej – men mest går beatet direkte i blodet!”

Det drejer sig om Farveblind, der har deres udspring i Aalborg. De har i samarbejde med rapperen Paul Stephan (Fra Sydlondon) begået nummeret Jewels:

Nummerets genialitet består til dels i Stephans mekanisk mørke rap, men mest i er det musikken, der stjæler billedet.

Idet Stephans insisterende messen et øjeblik tøver og rytmisk bliver til det monotome “We drop jewels in ‘em”, højere, mere og mere, et ord ad gangen, indtil droppet for ham (og lytteren) til at forstumme, og en baslinje, der lyder som om den er steget op af en oliepøl hamrer ned.

En lyd som en hammer mod en armbolt æder ens krop rent op, og for mit vedkommende er det komplet umuligt at sidde stille. Ens tanker bliver banket ud af ens øjne, og man danser, en smule for vildt, henover et hav af grus og ædelsten, kogt af i rust og tjære.

Det er sygt, jeg sværger, skynd jer at give den nogle flere lyt!

Reklamer

Svenske Jenny Wilsons musikvideo om voldtægt er vanvittig stærk – og dybt forstyrrende

Svenske Jenny Wilsons musikvideo om voldtægt er vanvittig stærk – og dybt forstyrrende

Af Jens Haag

Jeg er ikke, tror jeg, i stand til at sige ord, der ikke er blevet sagt før eller bedre, når det kommer til #metoo.

Det betyder imidlertid ikke, at vi skal stoppe med at tale om den seksuelle vold, overgreb og magtmisbrug, der lader til at være normen i stort set alle brancher, og ikke kun i Hollywood, hvor den startede.

Det er faktisk essentielt, at vi bliver ved med at tale om den.

Svenske Jenny Wilson har netop udgivet RAPIN*, med en tilhørende musikvideo (tegnet af Gustaf Holtenas), der er ekstremt smukt animeret og efterlader mig med knitrende hallucinationer om glimtende neonvandpytter på mørke gader, blackouts og et stort tomrum i maven.

Se den her:

”Whatzupwitu” en duet mellem Michael Jackson og Eddie Murphy – det mærkeligste du nogensinde har hørt og set?

”Whatzupwitu” en duet mellem Michael Jackson og Eddie Murphy – det mærkeligste du nogensinde har hørt og set?

Af Pernille Vingaard Andersen

Jeg har fundet en duet frem fra populærmusikhistorieskuffen, som formentlig vil overraske, eventuelt få dig til at udbryde: ”aarhhh”, eller måske endda inspirere – i hvert fald vil det udvide din horisont for hvad du ellers troede var muligt i musikkens verden.

”Whatzupwitu” – Eddie Murphy feat. Michael Jackson (1993)
Jeg ved det godt. Medmindre du, på mirakuløs vis, allerede kendte denne sang i forvejen, så har du sikkert mange spørgsmål, der presser sig på allerede bare ved at have læst sangens titel, og set hvem der står bag: ””Whatzupwitu”… altså, er det en hyldestsang om wasabi?”, eller: ”What the what!? Eddie Murphy?? Ej nej nej, han er jo skuespiller!”. Men jo, den er altså god nok. ”Whatzupwitu” fra albummet Love’s Alright, der udkom i 1993, er et forsøg på at finde en lidt mere funky måde at sige ”What’s up with you” på. Hvor godt det er lykkedes må så være en individuel vurdering… Og på trods af Eddie Murphys vellykkede karriere som skuespiller (dette er ikke ironisk – jeg er fan!), har han også forsøgt sig som sanger (her er jeg så knapt så meget fan…). Faktisk er ovennævnte album nummer 3 i rækken, men samtidig også det sidste – indtil videre i hvert fald. Måske har dette noget at gøre med, at ”Whatzupwitu” blev kåret som den tredje værste musikvideo nogensinde af MTV’s seere i 1999… av av av.

Læs også: “Shape of You” er den eneste troværdige sang Ed Sheeran har skrevet om kærlighed – og intet tyder på det var med vilje

Måske Michael Jackson herefter blev temmelig glad for, at det kun var Eddie Murphy, der lagde penge i projektet? Nuvel. Sådan set kan Murphy godt synge – men man har bare en lille smule svært ved at tage ham seriøst; i hvert fald lige på det her nummer og tilhørende musikvideo, der kommer til at virke lidt som en joke. Særligt med den karikerede klovn vi møder i starten, som udbryder: ”The elephant is dying!”. Herefter begynder musikken: en blanding af 80’ernes og 90’ernes musikstil med synthesizer og mekaniske trommer (der minder lidt om en intro til et quiz-Tv-program a la ”Hvornår var det nu det var?”), hvorefter en animation af jordkloden på ryggen af fire elefanter, som står ovenpå en skildpadde dukker op. Denne ”jordklode-ovenpå-elefanter-ovenpå-skildpadde”-konstellation har efter sigende en vis symbolsk betydning indenfor hhv. kinesisk, hindu- og indianermytologi, omkring noget med at holde Himlen oppe, så den ikke falder ned. Hvad det så lige har at gøre i denne kontekst er umiddelbart lidt svært at sætte fingeren på. Ikke desto mindre går Murphy herefter, svævende rundt foran en himmelbaggrund med et par smarte solbriller på, i gang med at synge om Jordens bjerge, floder, blomster og Solen, og hvordan mennesket ikke har nogen magt i forhold til disse naturfænomener, men blot er en kreation, som kun kan slå sig selv ihjel. Pludselig dukker Michael Jackson op ud af det blå (bogstaveligt talt) og går i gang med at synge omkvædet:

”Wazup, Wazup, Whatzupwitu?
Wazup, Whatzupwitu?
Whatzupwitu?”

Meget poetisk. Men hvis man nu lige skulle prøve at gå lidt dybere ind i hvad det egentlig er, der foregår i det her nummer og musikvideoen, kunne man blive fristet til at forestille sig, at omkvædet kunne betyde noget i stil med: ”Selvom mennesket er magtesløs i forhold til naturfænomenerne, hvorfor så være sur og ked af det? Smil da lige lidt i stedet” – særligt med de små hjerter med vinger, der samtidig flyver ud af Michael Jacksons hænder. Faktisk er der mange små, farverige animationer, der flyver rundt hele sangen igennem. Udover hjerterne er der nemlig også peacetegn, solsikker, noder, hvide duer, og blomstrede 9-taller, der sværmer rundt. ”9-taller?”, tænker du så måske. Hvis vi igen skal finde symbolik-luppen frem, så har 9-tallet en symbolsk betydning i form af ”fødsel” af ny indsigt. Om det er derfor Murphy har inddraget det her, kan vi jo igen kun gisne om. Animationerne er i hvert fald meget søde.
Men – det er nu lidt svært at få fat i hvad meningen med det hele er. Især hvor Murphy i andet vers begiver sig til at synge:

”We can’t stop this world
Cause’ it’s not our world
We can just
Jackie Chan it up
Even when we’re fallin’
He’s mighty patient
He’s got your number
Beat your disease”

“Jackie Chan it up”? altså hvad mener manden? Anyways. Vores uforståenhed bliver herefter hurtigt distraheret af de mange små Michael Jackson’er, der falder nedad, i takt med at der synges ”He knows you’re fallin’, you’re fallin’, your fallin’”. Der er virkelig en eller anden, der har haft friheden til at lege med massere af effekter i den her video. Det ser i hvert fald ud til, at man har haft det sjovt.

Læs også: Dansk trio udgiver lille kosmisk EP om stjernernes tavshed

Hen imod slutningen går det hele op i en højere enhed, da der dukker et børnekor i skoleuniformer op, som, mens de synger, laver gadedrengehop i en cirkel rundt om de to herrer, mens de farverige animationer fortsat sværmer omkring, og man får næsten lyst til at hoppe og danse med og synge ”laaaa, la la la la laa”, mens Murphy og Jackson freestyler hen over omkvædet om og om igen. Alt er bare liv og glade dage. Til sidst virker det dog til, at Murphy har fået nok af al den lykkeeufori for nu, idet videoen slutter af med, at han sætter sin hånd op for munden af Michael Jackson, der lige en sidste gang når at synge: ”Whatzupwitu?”.

Der er muligvis meget man kunne sidde og tolke ud af alle disse flyvende animationer, sangteksten og børnekorets entré i forhold til budskab med sang og video. Mit umiddelbare bud er dog, at det kan tolkes som et budskab om, at vi skal huske at passe på hinanden og på Jorden, og ellers bare være glade, for ellers vil elefanten (eller elefanterne) dø, og Himlen vil dermed falde ned og Jorden vil… gå under… eller noget. Et politisk budskab eller ej, så er det nu en ret fin sang og musikvideo, som man altså bliver ret glad af at høre og se – især fordi det hele er så mærkeligt og fjollet.

 

 

Dansk trio udgiver lille kosmisk EP om stjernernes tavshed

Dansk trio udgiver lille kosmisk EP om stjernernes tavshed

Af Jens Haag

Der findes mennesker, der hårdnakket insisterer på at der er sket et begrædeligt skred i den musikalske virkelighed over de sidste tyve år.

Mennesker, der mener at autenticiteten i moderne musik er død, og at de elektroniske elementer, der i stigende grad har gjort deres entre, repræsenterer et tab for musikken. At virkeligheden er blevet mere dystopisk i takt med at de akustiske, rigtige, instrumenter er faldet i baggrunden, til fordel for computere og synthesizere og fruity loops etc.

Det er naturligvis det rene vrøvl, og har mere at gøre med en bestant (og evig) romantiseren af fortiden forstilte fortræffelighed, end med musikkens egentlige kvaliteter, at gøre.

Alligevel er sammenstødet og -smeltningen af de organiske ”gamle” instrumenter, og den nymoderne elektronika interessant og frugtbar grund at behandle, og det er præcis det der foregår på den første af fire udgivelser fra den nye danske trio Urmutter, ”The Stars are Mute I”. Måske endda som symboler på en anden, mere menneskelig og dybere problematik.

Læs også: Musisk Muse for 2018: SZA er sejrherre over sine selvbevidste hjertesorger

Trioens hovedsangskriver, Søren Bonke, betegner selv de fire EP’er som kulminationen på en femårig rejse, der har bevæget sig fra rene, akustiske klaver-kompositioner til ”henførende, elektroniske produktioner”.

Og selvom numrene på ”The Stars are Mute I” i udpræget grad er præget af sfæriske synthesizerflader og tørre, programmerede trommer, er klaverets organiske klang stadig det hjerteblod som numrene svæver og drejer omkring; der er ikke et af numrene, der ikke starter med, eller inden for få sekunder istemmer, en kold og tom klaverakkord, der får lov at hænge i luften.

De elektroniske elementer udfylder tomrummet omkring klaveret, men tager ikke selv en central placering i lydbilledet. Også Bonkes sangstemme er i modsætning til klaverets kolde organiske klang; den er ofte duplikeret eller modificeret, så en snert af stål, maskine og kulde farver hans sårbare vokal i mørke, neonblå farver.

Læs også: Anekdoter og rendestens-sax: Bohren & der Club of Gore indhyllede Vega i tvetydig noir-stemning

EPens indledende nummer ”Machine Love”’s tekst fungerer nærmest som en poetik for denne dragende og sarte cyborg-poesi:

” I   feel   my   heart   beat   rhythmic   and   machine   like and   it’s   like   you   know   me   and   my   deepest   secrets

my   predictive   love my   predictive   love”

Mennesket og maskinen, kærligheden og urværket, ramler harmonisk sammen, kødet vokser og flår sig selv til blods på skruer og gnistrende ledninger. Selv en cyborg må græde i de kolde sparepærers skær, for vi kan ikke helt (endnu i hvert fald) programmere os ud af, eller væk fra, det faktum, at menneskelivet er smertefuldt og uforståeligt.

Den stærkeste sang på EP’en er det særpræget navngivne ”Os to” (alle tekster er på engelsk). Ganske langsomt bygger nummeret oven på sig selv, et element af gangen, tetris-agtigt, og skræller derefter sine lag af sig selv, et af gangen. I anden halvdel af nummeret indtræder de sprøde noter af en guitar, umærkeligt oven på den ubønhørligt fremskridende spøgelsesmejetærsker af klaver og elektrotrommer.

I teksten berøres universets uendelige uforsonlighed:

“Interspersed among the infinite
You will always find these stories of us
Us
You will look me squarely in the eye
I will take a hint and give my name to you
You
You will call upon the fiercest gods
I will end up up against the wall again
Again”

Hvilket du er her tale om? Hvilken ubønhørlig maskinel intelligens kræver jeg’ets navn og påberåber de ”voldsomste guder”? Hvilke historier finder vi strøet udover uendeligheden?

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

I et spil jeg spillede for nylig (danske ECHO) optræder en ekstremt interessant vinkel på de uovervindelige kunstige intelligenser som menneskeheden siden tidens begyndelse har på mærkelig vis frygtet og begæret: Idet menneskeheden når singulariteten vil de resulterende computer-superintelligenser ikke være de kolde rationalitetsvæsener og morderiske overherrer vi har set i alt fra ”Terminator” til ”I, Robot”.

Nej, deres overmenneskelige og universelle overblik over kosmos vil i stedet resultere i væsener af brændende og uendelig empati og næstekærlighed. Autenticiteten er ingenlunde død, der banker stadig et brændende hjerte, midt i maskineriet.

Jeg finder den tanke, uanset dens måske naive håbefuldhed, trøstende, og på Urmutters lille perle af en EP aner man kærlighedens grænseløshed, også i det tomme rum mellem klaveret og de programmerede trommer.

EP’en hedder ”The Stars are Mute I” – men det er de faktisk ikke. Deres kosmiske lyde er godt nok umulige for mennesker og dyr at høre (de foregår på frekvenser der er millioner af gange for høje), men måske en fremtidig cyborg af kød og blod og dioder og kærlighed kan høre dem og skabe mening af deres utilgængelige stjernesang.

På Urmutters EP ser man måske en mikroskopisk gnist af håbet om det.

Fuld disclosure: Skribenten har drukket bajer med guitaristen, men er professionel nok til ikke at skrive pæne ting om noget han oprigtigt synes er noget lort.

Musisk Muse for 2018: SZA er sejrherre over sine selvbevidste hjertesorger

Musisk Muse for 2018: SZA er sejrherre over sine selvbevidste hjertesorger

Af Neel Rosenqvist

Jeg laver normalt ikke nytårsforsæt, men i år er en undtagelse. Jeg har fundet mig en musisk muse for 2018. En kunstner hvis musik, personlighed og attitude jeg forguder. SZA var ét af de store navne sidste år med sit debut album CTRL, og 5 grammy nomineringer i år. Mit nytårsforsæt er derfor at være mere som SZA. Hun er gudeskøn, har en fantastisk personlighed, og synger om usikkerhed, ulykkelig kærlighed og hvordan man tackler sine egne følelser. Hun tager ting op i sin musik der er så universelle, men stadig rammer én. Derfor har jeg opstillet tre grunde for hvorfor jeg vil prøve at være mere som SZA i 2018.

1. Hun er åben for spontanitet.

Et eksempel på SZAs spontanitet kan høres på nummeret Supermodel. Sangens tilblivelse har den fedeste historie. Hendes ven havde lige lært at spille guitar tre dage forinden, og sad og spillede tilfældige akkorder. SZA tog disse akkorder og improviserede hele sangen i studiet. Nummeret er råt, nøgtern men fuld af soul og følelse. Sangens følelsesrige tekster gavner af den underspillede guitar og minimale brug af trommer mod sangens slutningen. At kunne tage noget så enkelt og kreere et mesterværk i ren spontanitet udviser stor åben og kreativ indstilling hos SZA, og denne indstilling vil jeg tage med mig i det nye år.

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

2. Hun fokuserer på det positive

Selv om hendes sange er omkring indre konflikter med sine egne usikkerheder, og acceptering af disse, har SZA en positiv attitude mod tilværelsen, og prøver at skære alle negative indflydelser og energier fra sit liv. I et interview med Fireside Chat fortalte hun om hvordan hun havde tillært sig viden om hvad der påvirker hende negativt og positiv, og sammenligner det med mad. Den mad vi indtager, påvirker os alt efter hvad det er vi indtager. Mange af hendes sange maler et billede af negative forhold og indflydelser der får hende til at tvivle sig selv. Love Galore, Drew Barrymore, og The Weekend er alle eksempler på dette. Især Drew Barrymore tegner et billede at et forhold hvor den ene hele tiden sårer den anden, til det punkt at personen starter at tvivle på alt omkring sig selv. SZAs overgang fra rå til blød sang skaber illusionen af denne usikre person der ikke ved hvad hun skal gøre med sig selv.  På samme måde tror jeg at der er mange der klinger sig til ting i deres tilværelse som er dårlige for dem, som tærer på dem mentalt uden at de opdager det inden det er for sent. I 2018 vil jeg være mere standhaftig over for de ting der kun bringer negativitet i mit liv.

Læs også: “Wonky funk”, nostalgi og R’n’B: Sådan her får du det top-nice (en guide med fire trin)

3.  Gotta do me

SZA står ved sig selv som person. På trods af alt står hun ved hvordan hun er som person, hvordan hun ser ud og opfører sig. I et liv i spotlyset kan dette oftest føre til at blive karikeret som en vis stereotype; divaen, hipsteren osv., men SZA formår at bryde igennem dette med hendes indbydende personlighed når hun laver interviews. Hun er sig selv, hvilket er meget forfriskende. Hun er ligeså laid-back som hendes nummer Go Gina, hvor hun smører sin stemme på trommebeatet og  bare ridder bølgen. Det store kendis ideal skal SZA ikke have noget af, hun er sig selv, og dette kan vi alle lære noget af. I et skandinavisk samfund hvor Kähler vaser, sort tøjt og glansfuld blond hår bliver favoriseret, er det vigtigt ikke at lade sig blive revet med, men huske på at man ikke er hvad andre vil have én til at være. Husk at sæt farve på tilværelsen i 2018!

Læs også: Der er fucking ingen anden Annelise

Sagaen om Björk #10: Utopia findes, men kan det nås?

Sagaen om Björk #10: Utopia findes, men kan det nås?

Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, “Utopia”, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det tiende og sidste album, “Utopia”, fra 2017.

Af Neel Rosenqvist

Her er jeg så, på toppen af bjerget. Utopia. Björks tiende album der udkom den 24. november er enden på denne rejse jeg ser udspille sig for fødderne af bjerget. Jeg ser den sno sig gennem dale, klipper, gletsjere, under vandfald, over havet og under gud. Dette er Utopia. Men er det Utopi? Ti albums af Björk på 2 måneder er meget Björk, især for én der ikke har været udsat for hendes musik før, og derfor tror jeg måske også at mit syn på hendes musik har meget mere at gøre med indtryk end hvordan jeg normalt ellers knyttes til musik. For at kunne holde styr på alle hendes numre, der findes nu 111 i alt, har numre der virkelig skilte sig ud, dem som jeg fandt mig i at gå og nynne eller små-synge med på når jeg var ude og handle, eller som jeg lyttede til når jeg ikke skrev mine anmeldelser, har virkelig været ét og alt for at kunne overskue en så stor diskografi som Björks, og sågar nå at nyde noget af det på rejsen. Håndplukkede sange fra diverse albums er hvad der har skabt mit billede af Björk, et billede som jeg tror, varierer fra person til person, lige så meget som hendes musik varierer i sig selv. Derfor føler jeg at Utopia afspejler min rejse næsten til perfektion.

Læs også: Sagaen om Björk #9: Lækker lyd tager al for lang tid

De første otte numre ud af albummets 14 fangede mig ikke synderlig, hvilket jeg føler repræsenterer hvordan selve startprocessen på Sagaen om Björk var for mig, for jeg kastede mig hovedkluds fra 10 metervippen, og bad til guderne at der var noget jeg kunne dykke mig ned i, og efter Björk, det første album følte jeg ikke at der var meget at komme efter. Heldigvis blev jeg positivt overrasket af efterfølgeren Debut, og derefter blev jeg overrasket gang på gang af den diversitet Björk havde i sin musik, uden at det virkede som om hun anstrengte sig for meget at fremstå på én bestemt måde. Debut, Homogenic, Vespertine og Medulla, alle albums der vil følge mig efter min slut destination er nået. Volta og Post får nok lov til at ligge i rygsækken som souvenirer jeg kan kigge på om 20 år for så at putte dem tilbage. Samlet set har det været en fornøjelse at lytte til Björks diskografi. Der er gået mange aftentimer med at lytte, genlytte, skrive, reflektere og filosofere over hendes musik. Derfor blev jeg også lidt bekymret da jeg havde lyttet til 43 minutter af Utopia uden at føle mig synderlig inspireret af musikken.

Da jeg kiggede mine noter igennem af hvad jeg havde skrevet af indtryk til numrene var det oftest bare et ”okay” der var skriblet ned, et ”okay” der ikke lever op til Björks standard. Der var dog nogle numre der var mere end okay. The Gate, hendes første single som jeg også var så fræk at lytte til inden jeg gik i gang med anmeldelsen fanger mig stadig. Den er meget nøgen, Björks stemme er instrumentet der er i fokus, og hvor versene er meget stille bliver omkvædet himmelsk melodisk. Men hvad der virkelig skinner igennem på albummet er de sidste fem numre.

Læs også: Sagaen om Björk #8: Jorden ryster: “elsk mig”. Björk synger ode til verdenen.

Sue Me, og især Tabula Rasa er numre der både musisk men også lyrisk er spændende. Sue Me er elektronisk anlagt med et vanvittigt fedt beat, men især lyrikken er interessant. I denne tid fuld af #Metoo hvor flere og flere store mediemoguler bliver anklaget for seksuel chikane er Sue Me utrolig relevant, især af lyset af at Björk selv er én af de kvinder der står frem omkring seksuel chikane.

/Can’t take her suffer/ It’s so unfair/ The things of the father/ They’ve just fucked it all up/
They’ve fucked it all up/

/Sue me, sue me, sue me, all you want/I won’t denounce our origin/

 

Man kan fortolke teksten ud fra dette perspektiv, men dybere omhandler det sangen måske om at gøre vores liv og tilværelse god for alle. I Tabula Rasa kommer dette budskab stærkt frem:

/Clean it: Tabula rasa for my children/ Clean it:  Not repeating the fuckups of the past/

Derudover er nummeret proppet til randen med lækker panfløjte, hvilket er det dominerende instrument på mange af numrene på Utopia. Sangen er lidt som en himmelsk prædiken, Björk gør som hun tit har gjort før, givet sin stemme plads i midt og center af sangen, hvor melodien aldrig tager overhånd, men akkompagnerer så fint og blødt.

Saint kommer denne utopiske klang af mekanisk fuglekvidder og panfløjte endnu engang. Björks stemme er et kærligt rumvæsen der kærtegner hver note hun udstøder fra sin strube. De fem sidste numre bringer mig virkelig tæt på Björksk Nirvana, det er smukt, det er blødt og himmelsk, fyldt med emotion.

Det utopi som udkommer af Utopia kan meget vel være fremtidens utopi, det vi gerne vil kunne give vores kommende generationer, et utopi hvor mennesker er gode mod hinanden, et utopi som allerede nu egentlig burde være realitet.

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

Utopia var en fantastisk afslutning på min rejse gennem Björks musik, og jeg kan nu sige at jeg har læst det tiende kapitel i sagaen. Et åben slutning der vender mod fremtiden, mod forhåbentligt lysere tider og mere musik. Jeg begav mig på denne rejse helt grøn på Björk, uden at vide noget om hende eller hendes musik, men jeg slutter min rejse som fan af Björk!

Jeg kigger en sidste gang over landskabet mens solen går ned. Utopia findes på dette sted.

Sagaen om Björk #9: Lækker lyd tager al for lang tid

Sagaen om Björk #9: Lækker lyd tager al for lang tid

Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, “Utopia”, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det niende album, “Vulnicura”, fra 2015.

Af Neel Rosenqvist

Jeg er der næsten. Jeg kan se toppen af bjerget der tårner sig over mig. Min rejse er snart slut. Passende flyder musikken fra Björks niende album Vulnicura fra 2015 gennem mine høretelefoner, der sjovt nok egentlig opsummerer min hidtil rejse gennem Björks musik.

Læs også:Sagaen om Björk #8: Jorden ryster: “elsk mig”. Björk synger ode til verdenen.

Der har været oppe og nedture, og jeg har til dels måske stadig et ambivalent forhold til Björk. Noget af hendes musik er vildt fedt, andet giver mig lyst til at kaste ting gennem lokalet eller skrige af fortvivl ud i tomrummet. Sådan har jeg det også med Vulnicura. Björk har siden sine tidligere album fundet en mere kohærent lyd, der stadig får lov til at variere inden for sit spektrum. Til stor glæde er den længeventede Alien fra Homogenic tilbage for fuld blæs! Lionsongs dramatiske forvrængede accapella intro lægger op til storslået musik. Personligt finder jeg det som værende det bedste nummer på albummet. Fra Björks lidt off-beat sang til de bløde strygere og det diskrete technobeat der pludselig får lov at tage lidt overhånd.

En anden gammel kending optræder også på albummet. Den islandske sangerinde Anonhi som tidligere samarbejdede med BJörk på Volta, bringer sin røst på Atom Dance. Det lange nummer bringer masser af overnaturlig dramatisk flair, og samspillet mellem Björk og Anonhis stemmer er fremragende, præcis som sidste gang de to kollaborerede, men nummeret bliver trættende i længden.

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

Albummets største udfordring er nok længden på numrene, som gennemsnitligt er over de seks minutter, og det kræver en hvis dedikation, at sætte sig og lytte til Black Lake eller Atom Dance, der ligger mellem de otte til ti minutter, og desværre tror jeg ikke at jeg er nok superfan til at kunne klare den most.

Men lyden på albummet er en stor trøst, for der er nogle vildt flippede numre, som Notget, hvor staccato strygere udveksles med elektroniske beat og så tilbage igen, hvilket jeg efterhånden kan tillade at kalde ”Björksk”.

Alt i alt er Björks niende album ligeså tvetydig som min kærlighed til hendes musik. Der er numre man enten hader, eller elsker.

Jeg har nu læst niende kapitel af sagaen, og slutningen på min rejse nærmer sig med hastige skridt. Hvad venter der mig på toppen af bjerget?

Læs også:Anekdoter og rendestens-sax: Bohren & der Club of Gore indhyllede Vega i tvetydig noir-stemning