Pladegreb Magazine var til stede på Det Gamle Grønttorv i Valby, da Bon Iver torsdag d.29. september i 11 storbyer, deriblandt København, holdt et mystisk event aftenen
inden release af det nye album, 22, A Million. Det var en besynderlig begivenhed i industrielle omgivelser, der bl.a. bød på street art, dåseøl, en forældet ghettoblaster, frugt-slogans og et ejendommeligt nærvær om musik, man ikke kunne høre.
 

 Af Kristian Emil Mariager

Bon Iver og efterår. Bon Iver og vinter. Noget i det musikalske univers der hænger uløseligt sammen med bladenes rødmen, blæsten i ansigtet og de korte dage. Noget i tonerne, der også findes i vintertræernes nøgne grene, frostens hvide landskaber og den langsomme sol.

Stiger ud ad S-toget på Ny Ellebjerg Station. Regnen er tiltagende. Efteråret har for alvor meldt sin ankomst med regn, rusk og mørke. Og timingen kunne ikke være bedre. For i morgen, d.30 september, udgiver Bon Iver ny plade. 22, A Million. Det er fem år siden sidste album, den selvbetitlede genistreg, hvis rigt orkestrerede til tider storladne lyd trak talentet i nye retninger siden den smukke indiefolk-debut, For Emma, Forever Ago, fra 2007. Singlerne, 22 (OVER S∞∞N), 33 ”God” og 10 d E A T h b R E a s T , har varslet et nyt stilskift. Alene de bemærkelsesværdige titler har sat gang i undren og spekulation. Og i går aftes kom det mystiske opslag på Bon Iver’s Instagram om events i 11 storbyer d.29, aftenen inden udgivelsesdatoen. Bl.a. i København, nærmere bestemt Det Gamle Grønttorv i Valby.

Efterårsregn og grillpølser

Jeg har taget en kammerat med. Han har et langt bedre kamera i sin mobiltelefon end jeg, så han skal skyde nogle billeder for mig. Undervejs i eventet skal jeg rapportere live til Pladegreb Magazine’s Facebookside, så en ekstra hånd kan blive relevant. Vi vader hen ad perronen på den mennesketomme S-togsstation i silende regn. Jeg havde ikke tid til at undersøge ruteplanen, inden vi tog af sted. På togturen har jeg ikke skænket det en tanke, hvordan vi finder vej, men har i stedet drømt mig væk i scenarier om, hvad der mon vil ske. Min ven spørger, hvilken vej vi skal. Ingen idé, svarer jeg, og han ser umådelig træt ud, da han hiver telefonen frem og slår GPS’en til. Han er 30, ni år ældre end jeg, cand.ling.merc. fra CBS, velklædt – og så er han sulten.

– Jeg håber, der står en og griller frankfurtere, siger han og holder en arm op mod regnen. Hvad har jeg mon narret ham med til? Men Grillpølser og grædekor ville nu ikke være en helt dårlig rubrik…

I kredsløb

GPS’en leder os hen til et industriområde. Må være derinde et sted. Ikke et øje at se. Kun lastbiler, et par entreprenørmaskiner og bunker af grus og gammel, oprevet asfalt, så høje som huse. Vi får øje på et skilt, KUNST- OG EVENTOMRÅDE, står der efterfulgt af en pil, der er umulig at tyde. Men vi kan næsten kun gå én vej. Et frugt-er-magilangt, bredt stræde flankeret af industrihaller med containere tilfældigt placeret rundt omkring, rigt dekoreret med graffiti-malerier. En ensom, fortabtudseende mand på cykel triller langsomt imod os.             – Undskyld? spørger vi.

– Leder du også efter Bon Iver-eventet?

– Ja. Har cyklet rundt herude i en halv time nu. Kan ikke finde det.

Han stiger af cyklen. Trækker ved siden af os, mens vi fortsætter og kigger ind ad de store, støvede vinduespartier for at se, om vi kan få øje på noget, der lugter bare lidt af Bon Iver. Omsider ser vi langt inde i en hal med beachvolleybaner et stort maleri, hvor der står: Bon Iver. Bingo! Men der er ingen mennesker at se i den enorme hal, ingen boder med øl, ingen lyd af Justin Vernon’s følsomme vokal. Der er helt tomt. En galleriejer på den anden side gaden informerer os om, at vi er for tidligt på den. Det passer mig godt. Så kan vi tage nogle billeder af området, og jeg kan sende nogle linjer til redaktionen på radioen om stemningen før eventet.

Vores nye bekendtskab giver os hånden. Han er fra P6 Beat. Trenchcoat, sneaks, cap, skæg. Jeg præsenterer mig selv som en ydmyg kollega fra Universitetsradioen. Vi tænder alle tre en cigaret.

– Ja, jeg er sgu bare med som påhæng. Jeg er ikke så kulturelt anlagt, siger min kammerat og griner.

– Indtil i går aftes troede jeg, Bon Iver var én person. Og jeg kender kun Skinny Love, som jeg i øvrigt ellers aldrig kan huske titlen på.

Den er også fremragende, bliver vi enige om. P6-fyren ved heller ikke, hvad der skal ske. Det hele bliver mere og mere mystisk. Efterhånden ser vi flere mennesker i kredsløb om de tomme industribygninger. Men forbløffende få, Bon Iver’s betragtelige popularitet taget i betragtning. Men det er en torsdag aften med kort varsel, det har silet ned – og så er det nærmest umuligt at finde. Der er en sfære af hemmelighedsfuldhed over foretagendet, der ikke er utiltalende.

Radio-battle

Regnen er holdt op. Aftensolen bryder langsomt men insisterende gennem de skiffergrå skyer, der hænger på en stor, vidstrakt himmel over beton, metal og jern. Jeg tager en dyb indånding. Man kan dufte de regnvåde materialer. Solens prismeagtige stråler flyder hen over haller, asfalt og containere og får de regnvåde flader til at frigive en metalgrå blankhed. Der er en på en gang brutal og sårbar skønhed til stede i dette medtagede, industrielle aftenlandskab.

atelier

En høj, ranglet mand med løse jogging-knickers, slidte dreadlocks og langt skæg går os i møde. Hans ansigt er arret med dybe furer, men noget siger mig, han er yngre, end han ser ud.

– Jeg går ud fra, I er fra Playground? spørger han på et bredt, let mumlende københavnsk og tænder en smøg. (Playground Music, der udgiver Bon Iver i Skandinavien og tilsyneladende står for aftenens arrangement). Nej. Vi er desværre ikke fra Playground. Men P6 Beat er åbenbart interessant nok, til at han bliver stående og ryger sin cigaret. Han er street art-kunstner. Er sammen med nogle andre blevet hyret til at male et vægmaleri til Bon Iver-eventet.

– Der findes et lignende maleri i de 10 andre byer, hvor eventet også holdes. Paris, London, LA, Eau Claire, Mexico City… siger han.

– Hvert vægmaleri illustrerer et track på pladen. Vi har illustreret andet track, 10 death breast.

Han fortæller, at Bon Iver gav en surprise-koncert i Berlin i går aftes. Siden da har et håb spiret om, hvorvidt Justin Vernon mon ville kigge forbi Grønttorvet. Berlin er jo ikke så langt væk igen.

Kunstneren begynder at berette om arbejdsprocessen, fuld af hemmelighedskræmmeri og tidspres, samt byfornyelse i Valby og Grønttorvet som nyt kunst- og eventsted. Til min ærgrelse primært henvendt til P6-manden, skønt jeg prøver at mase mig ind. Det bliver ikke bedre, da P6 spørger, om han har lyst til at gentage sin historie i en mikrofon? Selvfølgelig har han sådan en i sin taske. Uniradioen bokses elegant ud på sidelinjen…

Tændstik-toiletter

Min ven, der ligner en, der lige har set en alien, og jeg, går ned og ser på hippie-kunstnerens atelier imens.

– Shit, en type, griner min kammerat, mens jeg sender nogle linjer hjem til redaktionen.

Jeg sætter ham til at fotografere atelieret, der indenfor rummer et par lignende typer af ham, vi lige har mødt, et uoverskueligt rod af materialer, malergrej, færdige og ufærdige projekter, kopper, flasker og emballage. Udenfor står en række billeder på masonitplader tilfældigt rundt omkring lænet op ad vægge, træpaller og en varevogn. Vi går lidt rundt og kigger. Så åbnes dørene ind til den store industrihal, og som nogle af de første bevæger vi os derind.inside Det er et gigantisk rum. Hallen synes aldrig at ende men fortsætter i evindelige rækker af betonsøjler og store rør, der løber langs med loftet. Beachvolley-baner omkranset af bræmmer af frisk sand. En skurvogn med tre toiletter stillet op ved den ene væg. I det store tomme forekommer toiletvognen ikke større end en tændstikæske.

Enkelte steder på det grå betongulv ligger små ophobninger af knust glas. Søjler og vægge malet i grøn, gul, blå. Malingen slidt. Flere steder skaller den af, og det nøgne pus kommer til syne bag de skrigende farver, der andre steder nedtones af snavs og støv. Vi går ned gennem hallen. Hvor føler man sig lille. Midtvejs nede er sorte tæpper hængt op fra loft til gulv.

– Jeg tror, hende blondinen synes jeg er rimelig interessant, siger min ven.

– Men jeg er totalt på udebane her. Jeg ville slet ikke vide, hvad jeg skulle sige til hende. ”Vidste du, at Bon Iver faktisk er et band, ikke én mand?” Hun ville jo grine mig ud… Sådan er I.

– Sådan er vi?

– Kulturhipstere…

– Må jeg være fri.

– Sjovt som alle ligner nogen, der lige er trådt ud ad en Frelsens Hær-butik.

Og det er sådan set ikke helt forkert.

Vi sidder bare her

Nogen begynder at stille et par borde op, sætter dåseøl frem, to gange 24 stk. Ikke prangende, de er revet væk på få minutter. Heldigvis er vi blandt de første. Til venstre for vægmaleriet placeres et lille jernstativ med tre hylder. På den øverste står en gammel ghettoblaster af den type, man havde på sit værelse, da man var lille. Hylderne nedenunder er fyldt med aviser. Jeg tager en avis. Vi sætter os ned med hver vores øl, som de fleste herinde gør, og blæser støvpletter på bukserne et stykke. Vi er måske 30-40 mennesker på gulvet foran det store vægmaleri. På den hvide væg til højre for billedet står med store bogstaver af sort graffiti: ELSK AGURK. Det er jo trods alt et grønttorv.

Her er tyst. En højtidelig stemning. Enkelte hvisker. Det pusler let af overtøj og sko mod betonens ru flade, når nogen bevæger sig. Der bliver sat et kassettebånd i ghettoblasteren, og ud af de små højtalere lyder 22 (OVER S∞∞N), første nummer på pladen. Den sidste snakken forstummer. Bon Iver har ordet. Jeg har skamhørt den single. Den er mere elektronisk, der er brugt mere autotune end sædvanligt. Men sangen har bibeholdt Bon Iver’s melankolske skønhed. Det er et vidunderligt og smukt nummer. Ufatteligt man kan trykke play på en forældet ghettoblaster i en falleret industrihal, og så standser verden. Som vi sidder her blandt disse Frelsens Hær-klædte kulturhipstere skabes et rum omkring os af de lavmælte toner, den karakteristiske vokal, den såkaldte folktronic-lyd, og vi bliver en enhed. Ude af verden, så dybt inde i den. Jeg får øjenkontakt med min kammerat, og der spores ikke længere nogen munter ironi i hans blik. Han smiler til mig. Som os andre i dette øjeblik sidder han og lader Bon Iver kravle helt ind under huden, drikker en lunken Carlsberg og er bare til.

igang

Husk at vende båndet

Der kommer flere mennesker. Track for track bevæger vi os gennem hele 22, A Million via det mikroskopiske lavkvalitets-stereoanlæg, der ikke formår at yde pladen retfærdighed. Af og til går kassettebåndet i stå efter et nummer. Enkelte sekvenser i sangene er helt umulige at opfange, andre gange går det klarere igennem. Ghettoblasterens lyde fortaber sig i betonhallens akustik og tomhed, og man skal anstrenge sig for at høre noget. Det gør folk. Om den uddaterede ghettoblaster skyldes et begrænset budget, eller om det er helt bevidst, er ikke til at gennemskue. I hvert fald bevares en hemmelighedsfuldhed og spænding, der først for alvor kan blive indfriet, når albummet udkommer i morgen.

Et nyt Instagram-indlæg, publiceret af Bon Iver, proklamerer: ”Husk at vende båndet”. Og da pladen er spillet til ende, vendes kassettebåndet, og 22, A Million spilles forfra. Nå, var det bare det? Enkelte rejser sig og går. Deriblandt fyren fra P6 Beat. Han har sikkert prøvet det mange gange før. Han ved, der ikke sker mere. Men jeg holder ud, som mange andre, i håbet om, at noget vildt og uventet vil indtræffe. Og fordi jeg nyder at høre pladen gennem denne dårlige ghettoblaster, der på en måde synes at stemme overens med produktionen, hvis elektroniske rumsteren i baggrunden, de umiddelbart fremmedgørende effekter og det sample-agtige lydunivers på til tider skånselsløs vis fragmenterer sangene, dog stadig med den så Bon Iver’ske skønhed i behold. Sangene minder mere om ufærdige skitser, øjebliksbilleder. Og noget magisk opstår i disse små musikalske forløbs møde med industribygningernes råhed, deres nøgne og slidte udtryk. Det store, tomme og distancerede – befolket af menneskelighed. Som Bon Iver’s musik.

 

Opbrud

pige-i-sand

Nogle børn har givet efter for den usigelige fristelse at betragte beachvolleybanerne som enorme sandkasser. Der sker jo ikke en skid, som en lille dreng siger og sender en herlig sky af sand gennem luften. Og der er da også begyndende lemmingeeffekt. Den støvede akustiks resonans af forventninger er kraftigt aftagende. Der sker vist ikke mere. Endnu en gang vendes båndet. De fleste rejser sig og går.

– Er du ved at være færdig med at live-rapportere? spørger min kammerat i en tone, der irriterer mig, men som jeg heller ikke kan lade være med at grine af.  For der er nok ikke synderlig meget mere at berette fra denne torsdag aften på Det Gamle Grønttorv i Valby. Ingen Justin Vernon er trådt ud ad den metalfarvede dør ved siden af vægmaleriet. Gårsdagens pludselige Berliner-koncert tændte håbefulde drømme i de fremmødte. Men vi må nok tage til takke med en Carlsberg på dåse og en forsmag på 22, A Million via et skrattende kassettebånd i et lavmælt stereoanlæg.

Vi bevæger os ned gennem hallen med resten af menneskemængden, ud i mørket og efterårsblæsten.

Nå, ingen Bon Iver. Det var sgu da også usandsynligt, at han pludselig ville springe frem med sin guitar… siger min ven.

Bag os hører jeg en sige:

Det er et band, for fanden…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s