The Elephant in the Room: Pladegreb Magazine anmelder, og skriver, mest om dansk musik. Men undertiden er der noget på den internationale scene vi bliver nødt til at forholde os til. Således med den nye Bon Iver-plade.

Anmeldt af Jens Haag

Bon Iver, 22, A Million, Jagjaguwar, 30. september, 2016 

Justin Vernon har netop udgivet sin tredje plade under navnet Bon Iver. Siden surprisehittet For Emma, Forever Ago i 2007 har han været en moderne rockstjerne. Udsolgte koncerter, Pitchforks velsignelse og – måske vigtigst af alt – en solid to’er: Bon Iver fra 2011.

Bon Ivers første album var en helstøbt, lukket og skærende verden. For Emma, Forever Ago er den ypperligste smerteplade. Resultatet af et musikalsk overskud, som flyder fra en leversyg og knækket mands bristede drømme, en skinbarlig, patetisk ærlighed, der blindt og uden forventninger trykkes i 500 sølle eksemplarer – og lykkes. Tager verden med storm. Så mange knuste hjerter sang i falset den vinter i 2007.

Den selvnavngivne efterfølger var en genopfindelse af konceptet. Stadig genkendeligt men med spor som rakte langt ud over den sårede indiefolk. Tilbage i firserne og ind i en fremtid med orkestrale arrangementer, jazz – kun fantasien satte grænser.

Siden fem års stilhed. Og nu, 22, A Million.

Jeg har hørt pladen mindst ti gange. Det er en god plade. Sågar en fremragende plade – hvis ikke der stod Bon Iver på coveret.

Men, mea culpa, 22, A Million slår ikke til.

Autotune, sampling og stemmemanipulation har gjort sit indtog. Og det fungerer, for så vidt. I samspil med Justin Vernons mastodontiske sans for lydbilleder, harmonik og melodik skinner albummet, som forgængerne også gør. Men jeg er ikke henført – og det er ikke med min gode vilje.

Bon Iver-projektet har altid været genkendeligt. Eller rettere, der har været et stærkt element af identifikation. Stærke følelser og tekster ladet med patos men aldrig i en detaljegrad, som udelukker lytteren fra at finde sig selv. Bon Ivers univers er farvede tåger, hvis dufte man genkender – men ikke faste konturer. Hvad handler re:stacks egentlig om? Hvilke tårne bestiges i Towers? Er Perth bundet til Australien? Teksterne beskriver en generel og uplacerbar tristhed, som i en eller anden forstand rammer noget universelt. Lydbilledet er intrikat og til at gå på opdagelse i. Men mest af alt – inddragende.

Den er også smuk sine steder, 22, A Million.

Åbningsnummeret og pladens første single, 22 (OVER S∞∞N), er en hjerteskærende og stærk åbning, hvor vi mindes, hvilke stemninger Bon Iver kan fremmane og beherske. Vokalen skinner, det bruser.

715 – CRΣΣKS er et underværk. En autotunet svanesang om tab, usikkerhed og om at huske et eller andet. De storladne orkestreringer og bombastiske trommer får vi også. For eksempel på 666 ʇ, hvor en moderne synthesizer har gjort sit indtog. Smurt ind i autotune er Vernons vrængende smerteskrig gåsehudsfremkaldende.

29 #Strafford APTS er vi næsten tilbage i sikkerheden fra Bon Iver, hvor guitar og falset smelter sammen med et skrøbeligt klaver. Smukt er det.

Men så, når Justin Vernons følsomme falset når sit højdepunkt, indtræder en del af denne plades nyskabelse: Stemmen knækker, digital støj indtræder. En hvid støj vibrerer, lige nok til at være irriterende, og river lytteren ud af det genkendelige Bon Iver-univers, og får en til at tænke på dårlige produktioner på Soundcloud.

Percussiondelen af 10 d E A T h b R E a s T   har jeg, trods talrige gennemlytninger, heller ikke formået at sætte pris på. Den er for mig uskøn. Den stikker udenfor, er distraherende. Lige under overfladen på denne plade findes en strøm af skurrende mislyd. Jeg ved, Justin Vernon bevidst har bygget sin plade over denne strøm. Den er en motor. Et eksperiment. Værktøjet med hvilket Bon Iver skal genopfinde sig selv.

Er det også fra den strøm, de kryptiske, grænsende, uforståelige titler kommer? Eftersigende er alle numrene (for alle sangtitlerne har et nummer tilknyttet) meget betydningsfulde for Justin Vernon selv.

På trods af min egen hang til koder, symboler og tolkning står de ubevægelige foran mig. ____45_____ virker ikke som et levende tegn, lytteren kan læse sig selv ind i. Det virker som en tyranisk og hermetisk forseglet hemmelighed. En titel som 715 – CRΣΣKS ligeså. På samme måde virker den lejlighedsvis overstyrede lyd, de bevidst skurrende elementer, som en hemmelighed jeg ikke må få del i.

Titlerne er ikke smukke. Den overstyrede mislyd er ikke fed. Hvad er hemmeligheden? Er der en dybde her, jeg ikke ser? Eller kun overflade og spejlinger og en meningsløs paradokssætning?

Er dette i virkeligheden et banalt raseri mod det faktum, at denne plade ikke lyder som de to foregående? Ser jeg simpelthen henover pladens kvaliteter? Det tror jeg ikke. For denne plade er langt hen ad vejen genkendelig og hjemlig. Justin Vernons falsetvokal er, som den plejer. Vi ser glimt af den første plades guitar-singer-songwriter-udtryk og den anden plades orkestrale lydmur. Men hvad er der egentlig af nytænkning? Skramlede trommer, autotune og sære titler?

Jeg havde forventet mere. En større udvikling. De satsninger, Justin Vernon laver på denne plade, virker mislykkede – og for små. Den strøm af skurrende disharmoni, pladen er bygget over, bliver ikke til en ny poetik for Bon Iver. Den falder impotent til jorden. Eller distraherer – når den en sjælden gang viser sig.

22 bliver ikke en million. 22 er bare 22.

TL;DR:

Genre: Folktronic

Lyder som: Bon Iver

Stemning: Store harmonier, understrøm af støj, melankoli

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s