Et interview med albumaktuelle Goat (SE) om portaler, Kennedy, madlavning og Captain Beefheart

Af Kristian Haarløv

Prædikatet ’psykedelisk’ synes at have taget til i brug indenfor det seneste årfem.

København har fået sine egen Psych Fest og i dagbladet Information kan man læse arrangør Kasper Fjord og musiker/producer Andreas Pallisgaard reflektere over begrebet i samråd med Informations Anna Ullman.

Adjektivet psykedelisk i sig selv, vedrørende musik, synes i første omgang at trække tråde til elektroniske genrer fra halvfemserne – gerne rørt op med referencer til svampe eller ecstacy: egentlige psykedelika og de menneskeligt designede af slagsen. Men vi må længere tilbage for at finde ud af hvad psykedelisk rockmusik er for noget.

Særligt er det klart at da udviklingen af lydstudierne i 60’erne pludselig gav uendelige muligheder for efterproduktion af lyd og senere kogtes ned og blev let tilgængelige i form af keyboards og guitaristernes effektpedaler – der begyndte den psykedeliske lyd at tage fart.

Men dette er ikke en artikel om Jimi Hendrix, The BeatlesGrateful Dead eller The Doors. I dag skal vi møde svenske Goat. Et ungt skud upon that crooked tree – med deres World Music fra 2012 debuterede de med et sprødt brag og en heksekunstnerisk masse af koncerter komplet med bølgende mørke, lange gevandter, vridende soli, manisk dans og himmelske skrig.

Bloksbjärg. Totem.

Men det som, for ydmyge undertegnede, skiller dem særligt ud fra eksempelvis Tame Impala – der syntes at rendyrke The Beachles Boys-lyden – var et anerkendende nik til al den musik, der befinder sig uden for den store vestlige malstrøm, som ikke kun geografisk, men også historisk, synes at hvirvle om sig selv og sin konstant imploderende kerne af Kimye.

Malstrømmens forvirrede beskytterkorps har givet al andet musik i verden et navn: World Music. Pladens titel (som netop er World Music) er et klart opgør med den slags idioti, og en stikpille til det vestlige navlepilleri.

Den maliske spiritual “Diarabi” har en central placering på Goats debutplade “World Music”. Hør den her i en stærkt rocket og møgfed version.

Første nummer (hvis tema gør en genkomst på pladens sidste nummer) er et vip på baretten til en af Malis store spirituals ”Diarabi”. Legender som Toumani Diabate og Ali Farka Touré kan tælles blandt dens udøvere. Goats instrumentalversion er helt sin egen.

Halvvejs inde i pladen, hvor referencerne til The Doors og Jefferson Airplane ligger til højrebenet blev man pludselig forført af vestafrikanske rytme- og guitarmønstre, støvet af fra 60’ernes i Disco Fever og Golden Dawn – det er ren Orchestre Polyrythmo De Cotonou(Benin/Togo), vanvittig velspillet og et befriende ryk fra en genre, der er i fare for at ende i uinteressant støj.

Siden har bandet udgivet Commune (2014), hvor der prøves kræfter med nigerianske afrobeat såvel som etiopiske addis abbaba-jazz, der blev særligt eksponeret med de franske Ethipoiques-plader og senere Jim Jarmusch’ Broken Flowers-soundtrack.

Nysgerrig på etiopisk jazz? Hør Pladegrebs podcast om genren her.

Den 7. oktober udgiver de deres tredje fulde album Requiem.

Pladegreb Magazine har mødt bandet, der giver koncert i Den Grå Hal på Christiania d. 8 oktober. Billetter kan købes på billetnet.

Gedemandens afkom og de ægte musikportaler

Selv hævder bandet at have spillet og optrådt i diverse(men mere eller mindre oprindelige) konstellationer de sidste 30-40 år. Der er sågar vistnok afdelinger af orkestret i gang med at spille konstant – et eller andet sted i verden. Men at rejse er altså også en beskæftigelse, der ikke er så besværlig for Goat-medlemmer, som for os andre, idet de er istand til at rejse via portaler. Kanske det, der øger indflydelsen af afrikanske musikgenrer.

De hævder at være påvirkede helt fra barnsben af en voodootroldmand der besøgte deres landsby, Korpilombolo; de er rejsende i musikkens dimensioner(et. al.) og har tydeligvis adgang til Det Magiske, The Visible Invisible, Trylledrikken eller hvad man har lyst til at kalde det.

Vi må liiiiige høre dem ad.

Pladegreb: Danskere fra deres flade markland tænker tit urskove, bjerge og floder ind i svensk, norsk, finsk og islandsk musik. Er jeres plader indspillet i et parkeringshus?

Goat Bendix Petersen: – Ja, vår studio ligger i ett Parkeringshus.

P: Sejt nok. Men vældig lavpraktisk når man har adgang til portaler. Akron Family åbnede i sin tid en portal gennem en fyr ved navn Ed. I jeres ”Gathering Of Ancient Tribes” skal man ind i bålet. Er levende ild nødvendig for at åbne en portal til åndeverdenen?

G: – Nej, porten kan öppnas på många sätt; musik, matlagning, bilkörning etc.

P: Havde Jerry Garcia, Ali Farka Toure og Janis Joplin noget “unfinished business” og har I hjulpet dem videre?

G: – Jo vi hjälpte dom avsluta ett parti majong (red: Mah Jong er et urgammelt kinesisk brætspil) dom höll på med.

P: I har tydeligvis været i Indien, Tyrkiet, Mali, Marokko, Nigeria, Etiopien og USA. Er der noget der har forhindret indgangen til Latinamerika og kunne folk som Trump eller Clinton være ansvarlige?

G: – Vi har gjort mängder av trumresor i Anderna. Såg inte varken Trump eller Clinton där tyvärr. Träffade Roosevelt och Kennedy dock.

P: Eller er ”Union of Mind and Soul” (ny single fra ’Requiem’) resultatet af en portal til Peru?

G: – Precis. En liten portal där som vi hittade.

P: Kan I finde på at misbruge det engang imellem og lige teleportere ned til kiosken efter smøger eller ud til vandet på en varm dag?

G: – Det gör vi hela tiden. Ingen vits att ha en portal om man inte ska använda den.

P: I har blandt andet kastet jer over en nigeriansk musikgenre, der er blevet kaldt afrobeat. Har I overvejet et samskudsgilde med stockholmske Music Is The Weapon?

G: – Nej, men det är ett fint gäng.

P: Navnet på pladen, altså World Music, synes at være en ironisering over den misvisende genre, et konservativt anmelderkor har givet det meste ikke-vestlige musik.

G: – Något sånt ja.

P: ‘Psychedelic Rock’. En passende beskrivelse eller et betydningsløst øgenavn?

G: – På vår musik eller? Känns inte riktigt rätt för mig. Kalla det Världsmusik bara.

P: Er Frank Zappas spøgelse med på Goatchild fra Commune?

G: – Vi försökte hitta Beefhearts (red: Captain Beefheart, legendarisk syrehoved – hør f. eks. Trout Mask Replica) spöke men fick tyvärr nöja oss med Zappas ja.

P: World Music var en magtdemonstration og et overraskelsesangreb. Commune var down-to-business brännvin og heksekräftor. Hvad kan vi forvente os af Reqiuem:

G: – En tillbedjan till jorden, smutsen, människan och för lugn och ro.

P: I er nogle helt særlige gearfreaks. Eller nogle af jer er ihvertfald. Kan man lokke billeder af instrumenter, grej, spader og pedaler ud af jer til vores facebook?

G: – Du vet inte hur fel du har. Om det är ett band som inte är gearfreaks så är det vi.

P: Atter en gang, tusind tak for jeres tid, og held og lykke med releasen af Requiem – vi ses i den grå hal!

G: -Tack ska du ha!

Hør her Goats første single fra deres nye plade “Requiem”, der udkommer torsdag d. 7. oktober.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s