Anmeldelse af Goat, Josefin Öhrn + The Liberators og The Wands i Den Grå Hal: Goat formåede, på trods af regnvejrskulde og ventetid, at fremkalde Voodoo-ånderne og hensætte anmelderen i en følelse af magi og trance. Den efterfølgende overgang fra koncert til den virkelige verdens meget virkelige og fugtige gader blev brat og, ja, uvirkelig. 

Tekst af Johannes Lund With. Fotos af enten Johannes Lund With eller Jens Haag.

Jeg har førhen set Goat to gange, begge gange på Roskilde Festival i hhv. ’13 og ’15, hvor de begge gange spillede fremragende koncerter – og begge gange formåede at fremmane hvad jeg, af mangel på bedre, vil kalde magi: Fornemmelsen af, at der er noget mere på færde end bare lydbølger, nogen uhåndgribeligt, som de fleste koncertgængere nok vil kunne nikke genkende til.

Goat er, for de uindviede, et svensk orkester der spiller en blanding af psych-rock og verdensmusik, klædt i masker og kulørte dragter. Netop når et band bærer masker, er det vigtigt at kunne sin trolddom – det er netop det, der adskiller et band som Goats landsfæller Ghost fra f.eks. Eurovision-vinderne Lordi.

Ghost formår, maskeklædte og med en veritabel antipave som forsanger, at sælge en totalteateroplevelse af satanisme, heavy og popmusik, at suge lytteren direkte ind, og tilskynder en til (næsten med vilje) at glemme det faktum at det faktisk bare er teater. Det er den faktor, der gør at man køber den og udklædningen ikke bare bliver overflødigt Fætter BR-lir. Goat beviste også i det interview Pladegreb Magazine lavede med dem, at de er dedikeret til mystikken, og ikke lader maskerne falde, bare fordi de ikke er på scenen.

Hvis vi tillader at genbruge Ghost-sammenligningen, så er en anden måde at sige det, at når en Ghost-koncert går som den skal, så står man og føler sig lidt som et satanisk kultmedlem i den times tid, showet varer. Tilsvarende er Goat allerbedst, når de kan få en halvvejs overbevist om, at man er en del af stammen og igennem sin dans er med til at opofre lovsang til solguden.

0abiwilAlle fotos er taget af enten Jens Haag eller Johannes Lund With.

Denne magiske stemning er af sin natur flygtig, og det kræver ikke mange skår i lakken, før illusionen bryder sammen. Derfor var det med en vis svag nervøsitet, at jeg, i midten af en af årets første rigtige efterårsaftner, drog til Den Grå Hal, hvor Goat, opvarmet af svenske Josefin Øhrn (+ The Liberation) og danske The Wand, indbød til ritual.

En ting er at føle magien på en varm sommeraften med halv kasse øl og en lidt for stærk joint indenbords, noget andet er en røvsyg, våd aften i oktober uden andet end den obligatoriske koncert-fadøl i systemet. Jeg var altså bange for, at koncerten kunne miste den fortryllende aura jeg forbinder med Goat – at oplevelsen, så at sige, bare ville vise sig at være en halvtom hal, to kulørte lamper og god, men ikke desto mindre dennesidig, musik at lytte til.

Den Grå Hal, d. 8 oktober. Status: Efterår og regnvejr

Det var en stille lørdag udenfor. Selv Christiania virkede til at være i en lidt lad stemning – hvad sådan set er forståeligt, vejret taget i betragtning. Folk på gaden lod mest til at have travlt med at nå steder hen, der var rarere end udendørs.

Indenfor blev der sat sejl til danske The Wand, der spillede en på alle måder tilstrækkelig psych-rock, hvis største kritikpunkt nok ville være, at det ikke ligefrem opfandt kanten om den dybe tallerken. Og al respekt for det.  Det varierede imellem klokkeklare, fængende riffs og mere lydmurs-agtige, støjende perioder. God variation, og det blev aldrig trættende. Et fundament blev lagt, hvorpå koncerten som helhed kunne tage mange retninger.

Næste levende billede var Josefin Øhrn, opvartet af bandet The Liberation. Mere psych-rock. Alle parter spillede godt, men kompositionerne var i sig selv ikke vildt spændende. Det havde perioder hvor det nåede op og blev rigtig godt, typisk når det havde en mere fri, ‘jammet’ karakter, men så faldt det hurtigt tilbage i lige-ud-af-landevejen riffs, der bar Josefins stemme igennem. En stemme der, for mine ører i hvert fald, bedst kan beskrives som, om end ikke inkompetent, så forglemmelig,

Den Grå Hal begyndte her mere at synes som, ja, en grå hal, hvor det sædvanlige psych-rock-crowd er mødt op til den sædvanlige psych-rock-koncert. Den femogfyrre minutter lange ventetid indtil Goat føltes lang, og hjertet sank en ganske lille smule i mig; hvad nu hvis det bliver dårligt? Eller, måske værre endnu, bare gennemsnitligt?

Til ritual hos gedens klan

Og så, alligevel, før man vidste af det havde Goats rytme-sektion sneget sig op på scenen, hurtigt efterfulgt af bassisten og guitaristerne, alle iført hvide, ceremonielle kåber og masker. Trommeslageren og perkussionisten, der for det meste spiller på en djembe-tromme, går rigtig godt i spænd, og giver hele udtrykket en trance-inducerende tyngde og dybde.

lqudwph1

Sangerinderne, hvis entre er en hurtig, koncentreret energiudladning, er klædt i mere mønstrede gevanter og store, fjerklædte guldmasker. De har utrolige mængder krudt i røven og holder energien høj hele vejen igennem, imens de, ud over at synge opstemt, assisterer perkussion-afdelingen og/eller laver åndemaneri over publikum.

Og jo, magien er indtruffet – men igen, hvad skulle man forvente af et band der kaster voodoo?

Mange bands gør det, når de spiller live, at de lige ”rocker lyden op” med ti procent, lige giver pedalen noget mere fuzz og trommerne nogle hårdere tæsk. Hos Goat var det anderledes; her kan man nærmere tale om at de har ”trancet lyden op”, altså givet mere plads til lange, repetitive udskejelser over et riff, hvilket havde overraskende effekter på numrene. For Gathering of Ancient Tribes, en sang der på pladen har en meget euforisk ”dans om bålet”-stemning, betød det, at nummeret mistede noget af den maniske, opildnede energi til fordel for at dykke ned i hovedriffets dybe afgrunde. På Run To Your Mama, der i studiet er et meget skarpt skåret, koncist nummer, hævede det derimod nummeret til nye højder, og når sangerne til sidst i nummeret gentager titel-linjen mange gange er det ikke svært at overbevise sig selv lidt om, at der er vildere ting end bare musik på færde.

Hele oplevelsen, men måske især sangernes vilde udtryk, havde noget meget dragende over sig. Den oplevelse blev kun forstærket – hvis ikke i det hele taget muliggjort – af, at bandet var klædt i masker. Den distance det skaber imellem bandet og publikum er lige nok til at skyde et lag af make-believe ind. Selvom denne distance blev mere end kompenseret for af det livlige sceneshow havde det (ikke ulig Ghost) en nærmest forkyndende karakter – i ordets allerbedste, mest passionerede og oprivende forstand.

Der var enkelte ting der stak lidt ud. Sangen Trouble In The Streets havde en mærkelig, tropisk stemning over sig, der mest hensatte lytteren til at sippe drinks fra kokosnødder på en hawaiiansk strand. Ikke nødvendigvis skidt, men lidt mærkeligt. Det var dog ikke noget, der formåede at prikke hul i den boble af lys magi, som Goat formåede at spinde over Den Grå Hal.

Tre ekstranumre er som regel også ét over min smertetærskel (jeg mener, hvis man gemmer så substantiel en del af sin koncert, hvorfor så lade som om man går af scenen?), men Goat får lov at slippe denne gang, da de sluttede af med et virkelig fedt, mig hidtil uhørt nummer, der så vidt mine ører kunne fange ikke er på deres nye udgivelse, Requiem. Apropos Requiem, så var de nye numre spredt med nænsom hånd over setlisten, hvor de gik godt i ét med bandets ældre materiale.

Lang historie kort var det en af de koncerter, hvor man bagefter, i det man træder ud i den kolde luft, indser at verden udenfor findes, og det synes lidt absurd, at der er folk lige rundt om hjørnet har en ganske almindelig, kedelig oktober-aften. Den slags koncert som man er nødt til at lade falde på plads over en stille øl på det lokale vandhul, inden vejen går hjem – at tage direkte hjem ville være for abrupt et skift tilbage til virkeligheden.

Magien forblev intakt og mine Goat-fanboy-tendenser ligeså.

TL;DR:

The Wand var godt, omend ikke nyskabende. Josefin Øhrn og kompagnoner var gode til deres instrumenter, men spillede ikke nogen vildt spændende sange. Goat sad lige i skabet, meget magisk stemning. Vilde forsangere. Danse- og/eller trancestemning.

Hvor og hvornår: Den Grå Hal,  d. 8. oktober
Hvem: Goat, Josefin Øhrn + The Liberation og The Wand.
Genre: Psych-rock, verdensmusik
Højdepunkter: Run To Your Mama, Talk To God, det (så vidt vides unavngivne) sidste ekstranummer. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s