AyOwAs nye single Newcross er sårbar, veltænkt og skarpt leveret. Og amerikanere, der synes dansk er et uskønt sprog, skal klappe i.

Af Jens Haag

En særlig sårbarhed gør sig gældende når danske musikere skriver deres lyrik på dansk. Vores musikalske indtryk er i høj grad formet af den angelsaksiske musiktradition. Kigger man på de danske radiokanalers fordeling af kunstnere, er det DR’s kanaler, der holder fanerne højt med et mål på 39 % dansk musik. De kommercielle kanaler spiller i bedste fald 25 % dansk musik. Og en stor del af danske bands vælger at skrive deres lyrik på engelsk, måske fordi sådan gør man bare, måske med håbet om at opnå international anerkendelse.

Det er ikke som sådan nogens skyld. Radiokanalerne spiller i vid udstrækning det, folk vil have. Og gør jeg det op, er langt de fleste af mine egne yndlingskunstnere er også fra enten England eller USA.

Desto gladere bliver jeg for, at den elektroniske Valby-duo AyOwA har turdet satse på dansk lyrik i deres musik. Det fungerer stadig upåklageligt på deres spritnye single Newcross. Indtil nu har AyOwA haft betragtelig succes i det store udland, selvom Vice Noisey er gået så langt som til at beskylde det danske sprog for at være uskønt i deres anmeldelse af AyOwA (et lidt vovet udsagn fra et amerikansk-sproget medie), men giver allernådigst et fripas til bandet (det manglede også bare), som beskrives som “skinnende”. Jeg er enig i halvdelen af Noiseys pointe:

Newcross kombinerer en besnærende musikalsk lydflade med en poetisk og drømmende lyrik. Lydsiden er sirlig, interessant og af den slags, som bliver ved med at være interessant, selvom det bliver hørt igennem flere gange.

Hør AyOwAs nye single her. 

Nicolai Kornerup skaber en musikalsk bygning, hvor akkorder og harmonier i verset kun sparsomt titter frem fra konstruktionssøjler af percussion og en skvulpende underlyd af knas, som i mindre erfarne musikeres hænder ville risikere at blive enerverende. Et spøgelsesagtigt synthhorn. Verset virker som en nøje planlagt men med vilje ufuldendt skitse af en bygning. Et skelet af knitrestål og spånplader, som Hannah Schneiders lækkert drævende vokal ubønhørligt hjemsøger.

Og så omkvædet. Trommernes reverb, et bastant beat som en hammer med ekko og bassens power-tool-agtige dominans indtager scenen – og det er simpelthen et velsammensat harmonisk forløb. En bygning manifesterer sig pludselig, bygget af vokal og lydmur, dets skelet folder sig ud til glasvægge og stålplader og etager. ”Var der et højhus her, lige før?” spørger man sig selv.

Hannah Schneiders vokal er lige så spøgelsesagtig, som Kornerups sparsommelige og tomme synthesizerlydhuse kalder på. Den forfølges af sit eget ekko, og står som den røde tråd gennem bygningsskitsen i verset. Og når omkvædets højhus siden springer ud ad den hjemsøgte byggeplads, som verset synes at være, smelter Schneiders vokal sammen med lydmuren på berusende og overvældende vis. Hvis versbyggepladsen er hjemsøgt af vokalen, er omkvædets højhus besat.

Men når man ser omkvædets højhus igennem i sømmene er det tomt tomt.

Der er, som Schneider begræder i lyrikken, ingen hjemme. Omkvædets store højhus er ikke virkeligt. Det findes kun, når Schneider lukker øjnene, og drømmer sig tilbage. Og det er netop dette billede som AyOwA til punkt og prikke formår at kommunikere i deres nummer – når sangen slutter tilbage på virkelighedens byggeplads, sidder lytteren tilbage med den samme følelse af tomhed, som Schneider maler frem.

At skrive musik på engelsk (som dansker) er farligt territorium. Når man skriver på engelsk, skyder man en sprogbarriere ind foran sig selv (og lytteren med) – hvor mange sætter sig ned og læser lyrik til engelske radiosingler? Vi går ud fra, de nok handler om det, de plejer at handle om. På dansk, derimod, står man blottet og for skud – alle lægger i langt højere grad mærke til tekstens indhold. Men, modsat, bliver lytteren også langt mere grebet (eller frastødt) af sangens tekstlige indhold, når den er på modersmålet.

AyOwA formår (på lidt samme måde som Panamah, et andet fremmedstatsnavngivet og dansksproget band), at mønstre det danske sprog til dets yderste, og sætte den i en cool kontekst. Jeg gribes. Jeg medrives. Og jeg har solid respekt for at de tør vise den sårbarhed – og for at gøre den til et skarptslebent og virkningsfuldt værktøj.

Noisey er, mildest talt, lidt forkerte på den, hvis de vitterlig mener, at det danske sprog skulle være synderlig uskønt. AyOwA gør yankeernes “real talk”-arrogance til skamme, når de lader drømmehøjhuse skyde frem fra hjemsøgte byggepladser.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s