Skribenten er blevet inspireret af Goats dødtema på deres nye plade Requiem, og har på forunderlig vis tiltrukket sig afdøde Otto Leisners opmærksomhed. I fællesskab går de i dybden med Goats nye plade; for skal titlen (oversat til dødsmesse på latin) forstås som en afsked? Mærker man en træthed, og en snarlig afsked, i det svenske voodoo-bands nyeste udspil?

Af Kristian Haarløv (og Otto Leisners genfærd)

”Det er da dejligt” påpeger Otto Leisners spøgelse, ”at de ikke har så travlt med sådan at sætte af”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Vi var begge i tvivl om pladen var i gang – men fandt ud af at kvidderen, der omgav os ikke var egentlige fugleflokkes fortjeneste.

”Ha!” er det næste han udbryder hvorefter han længe er stille og reflekteret. Vi har bevæget os fra Djorolen og ind i anden halvdel af pladens første nummer. En revideret version af pladens lokkesingle Union of Mind & Soul – nu kaldet Union of Sun & Moon. Den hæse, skregne vokal er skåret fra, til fordel for en mere talt og instruerende vokal. Der er dog ikke skåret i de hidsige fløjter, der af forsangerne bliver spillet med en sådan iver at de sprutter og overstyrer, helt uden at vække associationer til en afhentning i børneren, hvor der har været kage til frugt og ungerne i ren roesukkerekstase har kastet sig over de udpinte BR-instrumenter indkøbt af en pædagogmedhjælper/selvudnævnt musikalsk ildsjæl i 1997. Tværtimod har det en akustisk charme, som skal vise sig at være en rød tråd gennem pladen. Det nærmer sig meget deres koncertstil, som foregår med et farverigt arsenal af percussion og en stoisk djembespiller der ubønhørligt lader gedeskindet buldre under de sympatisk ligevægtige stratocaster-figurer og trommesættet. ”Det er det rene nonsens” – Leisner kigger saligt frem for sig. ”Ja ja, det var ikke spydigt ment” undskylder han, da hans blik møder mit. ”Jeg  har selv gjort mig skyldig i MANGE vrøvleviser. Sågar i selveste Carnegie Hall”. Det er en invitation til en længerevarende anekdote, som jeg nyder at høre, men kender som bagsiden af min hånd, så jeg slår det hen.

Verdensmusik

Goat har selv bedt Pladegrebs undertegnede dime-a-dozen internetskribent om at styre uden om betegnelsen ”psykedelisk” men betegne genren som ”world music” i stedet og det tilfalder sådan set også deres musik enormt godt. Der er måske en mere principiel årsag bag udtrykket i Goats tilfælde, men derudover bliver der hentet inspiration ind til rock-arnestedet(og sandelig til bandets sceneoptræden) fra så mange leder og kanter af globussen, at HenrikMarstal.exe ville crashe af ren kulturel appropriation. Således bevæger vi os ind i I Sing In Silence, rig på griot-fløjte, et  nigeriansk trommegroove af den lethed, der kendetegner legender som Tony Allen og en kølig, men velmenende vestafrikansk rumklangsguitarfigur. Otto Leisners spøgelse ler igen og læner sig bagover. ”Det svæver næsten” understreger han. Siden sin død i 2008 har han ikke været tynget af en fysisk krop og de nye udfoldelsesmuligheder, har været udgangspunktet for en tidligere samtale. Vi ler og jeg sætter vand over.

Temple Rythms trampes igennem og vi mindes om bandets tidligere plader, hvor der ligeledes har været plads til den slags småtranscendente instrumentaler. Det er ikke noget, nogen af os finder super interessant, men vi bliver enige om at det er den slags numre, der må være sjovere at indspille, end at lytte til. Sådan kan det også forholde sig med TV-programmer.

Alarms angiver en mere dyster tone. En mere tilbedende ånd synes at præge nummeret, en rigtig 12-strengsslasker, hvori en hysterisk mandolinstemme fra tid til anden får taletid. Der bliver mumlet og munkesunget i overlappende småbedrøvede stemmer og hængt fra mørke træer.

Trouble In The Streets, kommer således til at stå i skærende kontrast til sin forløber. En fornuftigt chorus-mættet guitar åbner nummeret op i en igbo high-life figur der kun klædes af de råbende kvindestemmer og en trommefest der vækker minder om salig Dr. Sir Warrior. Der tilføjes en lille støvregnsbue af en Ry Cooder.

Læs også: Vores anmeldelse af Goats koncert i Den Grå Hal tidligere i år.

Det overtages af en af pladens anden enkeltstående feltoptagelse – en enkelt muezzin høres først, men optagelsen er fra en større by, man fornemmer mere end en salaat fra adskillige minareter.

Optagelsen overtages af Psychedelic Lover, en let bedrøvet men også belærende kærlighedssang, der duellerer med en hvepset strengesolo og de synes at smyge sig ned af og forsvinde i Marakesh’ gader sammen. Så jammes der videre i Goatband. Otto og jeg udveksler et indforstået blik og han smiler og undskylder men han må ganske enkelt forlade mig nu. ”Midt i det hele? Jeg tror vi er ved at være halvvejs.” spørger jeg mens fjern saxofon og bongotrommer bimler ud af stereoet, som udkæmpede Sonny Rollins og Gene Krupa en tvekamp i Peterskirken. ”Hvem der blot havde tid til det hele,” spøger han ”men jeg vil nu gøre en ting klart: det er en fryd for et gammelt gespenst at se, at disse overmåde energiske unge svenskere formår at forholde sig anonyme selv efter tre albums, og ikke fornedrer sig til den populære idoldyrkelse, der gennemsyrer musikken i dag. De spiller bare musik og så er det godt med det – man bliver ikke udødelig af at være kendt skal jeg sige dig” og inden jeg kan nå at pointere en af flere fordele ved berømmelse i det forhåndenværende liv, sløres han og går med et ”hopla!” i ét med omgivelserne – kun et signatursmil får lov at hænge en anelse længere end resten og vække minder om cheshirekatten fra Alice i Eventyrland.

Øjeblikket får lov at vare lidt på pladen også. Vi er ganske rigtigt midtvejs og nu er det som om der har været en smøgpause og Goat lige skal have lov at finde deres instrumenter frem igen.

Hør Goats nye album på Spotify her:

Part deux de part deux – midt i meditationen

Der sparkes gang i et mandolingroove der, som det så ofte er, ligger i det pentatone vortex, hvor meget folkemusik har sin oprindelse. Vi er ligeså meget i latinamerika, som i afrika eller Irland. Centralt er bålet og dansen. Det er Try My Robe – en klassisk hippiehymne om at dele, hvad man har, omend småt, og i øvrigt ikke glemme at tromme på trommen.

Næst op It’s Not Me er det kalimbaen, de afrikanske fingerklaver af kalabas og fladbankede søm, der sætter gang i et monotont og meditativt ostinat – det understøttes på Radioheadsk vis af bandet der leger med akkordernes timing så man alligevel vækkes til nysgerrig undren midt i meditationen. Dog slutter det før det rigtig får lov at tage fat, hvilket markerer en tendens på Goats Requiems anden halvdel. Nogle af disse numre har måske så at sige ”startet for godt” til at droppe dem, men de når aldrig helt at udfylde deres potentiale. Vokalstykket i It’s Not Me forekommer som sådan også som et unødvendigt skrål. Jeg sender en tanke til Otto.

All-seeing Eye tager trommeslageren fat og baserer hele trommebunden på et slags Ringo-fill, som får lov at ligge under hele nummeret; et ironisk griskhedskvad, ”I want your money”.

Vokalen afbrydes af en to-stemmig Fleetwood Mac-solo efter alle kunstens regler. Men ak, I dens forløsning fordamper også resten af nummeret. Endnu en lidt kort affære afløst af Goatfuzz: 7 minutters riff-rock i bedste Led Zeppelin III’eren stil  – som får lov at banke derud af med guitardialoger og hårsmoothie.

Læs også: Vores interview med Goat i forbindelse med den nye plade, om portaler og parkeringskældre.

Det ligner et farvel

Straks efter bliver kora’en, den vestafrikanske kalabasbaserede dobbeltharpe introduceret på nummeret Goodbye. Med en ensom og repetitiv tremolo guitar som underlægning, får den lov at fortælle og det er pladens største klassisk-fråderen udløsning, i det de resterende medlemmer af den anonyme possé sætter ind i et vidunderligt fattet og glitrende groove.

Et nummer der fortjener sine 8 minutter qua en fornemmelse af udvikling og dynamisk fortælling undervejs – modsat andre af Gedeflokkens andre passager – der hurtigt går i glemslen og ikke har en egentlig pointe. Disse fungerer meget bedre live, hvor publikum og band er sammen om øjeblikket og det er der, på scenen, de hører til.

Vi har nået Ubuntu et spoken word-nummer der er en lille ode til begrebet af samme navn, der indenfor de bantu(en sprogfamilie)-talende regioner(meget af Afrikas sydlige halvdel, Kenya, Zimbabwe, Mocambique, Congo, Sydafrika) beskriver den iboende medmenneskelighed, som alle indeholder. Vi komer også forbi Djorolen(”bekymring”, ”sorg”) – pladens åbningsnummer, og får så som det allersidste myntebolsje en lille snas af Goats første plade World Music’s første(og sidste) nummer, Diarabi, og søger vel at slutte en cirkel, der, tilsat pladens titel, behovet for at losse et par ufærdige numre med under frakken og sangtitler som Goodbye, uvægerligt leder tankerne hen på, at det svenske skovfolk hænger totemstaven på krogen og lægger konfettigevirerne på hattehylden. Det er spekulation, men i fald at det er sådan det forholder sig, ønsker Pladegreb de portalrejsende heksekunstnere fra Sveriges urskove et ærbødigt farvel. Det var fanden æde mig en fornøjelse. I gjorde World Music til en håndgribelig genre i stedet for et sløset begreb for ikke-vestlig musik, ofte med islæt af folkemusik. Et par af jeres numre vil jeg altid komme til at høre, jeres navne vil jeg aldrig komme til at kende – det er sggudda meget grineren.

Kort sagt:

Goat spiller fremragende og rager til sig af inspiration fra hele verdens folkemusikker.

De lange jams, der har været sjove at spille bliver kedelige på pladen. Det fungerer alt sammen bedre live, hvor fornemmelsen af sammenhørighed med orkestret er større.

Et par numre på pladen synes at have enormt men spildt potentiale. Flere udfylder dog det samme potentiale og stryger lige ind på urskovrockworldmusicbandets hitliste.

Man(pladegreb) fornemmer at bandet er ved at lukke projektet ned.

Man må give Otto Leisner ret: ”det er en frygtelig masse volapyk der bliver fyret af.”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s