Jeg var i tirsdags til en koncert, som føltes lidt som om den blev afholdt to forskellige steder. Det ene sted var i en dystopisk, stormombrust og tornebefængt virkelighed. Det andet sted var bare i Lille Vega.

Af Jens Haag

The Chairman på Lille Vega, d. 18. oktober

Jeg ved, fordi han har fortalt mig det i et interview, at Lucas Berner (som er ham, der er inde i the Chairman, så at sige):

a) ikke nødvendigvis bryder sig om rampelyset og
b) virkelig var beæret over det faktum at hans koncert d. 18. oktober som The Chairman blev afholdt på Lille Vega.

Han (og hans band) fortjener nu begge dele til fulde.

Jeg ved også, og det er ikke fordi han har fortalt mig det, det har jeg sgu selv konstateret, at The Chairmans musik er af høj kvalitet. Det er eklektisk, poppet (men ikke for poppet, gud forbyde!) og lækkert, og med et væld af idéer og inspirationskilder, der aldrig bliver fragmenteret, men slutter om sig selv.

Læs også: Vores anmeldelse af The Chairmans debutplade “2064”.

Og det skinnede klart igennem til koncerten. Alle tingene jeg her nævnte. Bandet spillede upåklageligt. Publikum blev serviceret både med klassikere fra debut-albummet 2064 (fra tidligere i år), og en håndfuld nye sange, der i den grad holdt niveauet.

Særligt når The Chairman i egen høje person, backingvokalisten og keysspilleren alle sang i kor, rejste hårene sig på samtlige mine lemmer, og jeg oplevede et glimt af den brusende kærlighedstragedie som blandt andet ligger til grund for projektet The Chairman. Og det tog mig med, dybt ind i musikken.

Det som skete på scenen blev afspejlet i publikum. Når musikken var størst og mest brusende på scenen følte jeg den stærkeste, og det forelskede par som havde placeret sig lige foran min person snavede også dybest og mest iøjenfaldende (samtidig med at jeg var pænt ligeglad med dem) når musikken blev stor og grum og lækker og ægte. Dystopisk, men fed.

Men undertiden fornemmede man en usikkerhed. En sådan ”kan det her nu virkelig passe”-benovelse henover bandet. Og den smittede simpelthen af på publikum. Vi glemte at være henførte. Vi klappede høfligt. Vi skulle have været holdt i et hårdt jerngreb.

Jeg har alt mulig forståelse for hvor svært det må være at skulle være den tragiske, diktatoriske og opmærksomhedenskrævende persona som the Chairman er. Men jeg savnede lidt mere teater på scenen. Jeg var klart mest henført og optaget når bandet virkelig gav sig hen, og når Lucas Berners stemme fik lov at runge ud i rummet, efterfulgt af en non-chalant ligegyldighed med publikummet. Jeg elskede dramatikken og ville inderligt ønske mere af den. Vi fik mange taksigelser fra bandet, mange pauser og smil (og guderne skal vide at den intet var i vejen med det, såmænd), og det rev mig ud af The Chairmans tornede, intrikante og tunge univers, og placerede mig midt i Lille Vega, hvor et lidt enerverende kærestepar snavede om kap med hinanden (og jeg lod mig distrahere af det), en meter foran mig, og nogen havde væltet en øl.

Dystopien var helt klart det fedeste af de to steder at være. Gid det havde fyldt bare 30 % mere.

Læs også: Vores anmeldelse af The Chairmans nye video til singlen “A Little Company”.

For the Chairman har et enormt potentiale. Her er idéer til en livstid. Og de består den sværeste af alle tests for et rockorkester – at have en koklokke med, der lyder fedt. 2064s dystopiske univers kalder på drama, på teater og på stemning. De nye sange lover kun store og gode ting for bandets fremtid.

Musikken holder. Denne ydmyge anmelder ville i al stilfærdighed ønske sig at blive opslugt endnu mere af den, når jeg oplevet den live.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s