Roxy Jules bevæger sig over noget på én gang meget støjende og råt men samtidig fint og skrøbeligt. De dundrende trommer, guitaren med massere af distortion-effekt, de elektroniske inputs fra synthesizeren i kombination med den porøse og dog gennemtrængende vokal, formår at skabe et eftertænksomt, tungt og halvdystert rum, som til tider lader mig begejstre, og til andre tider lader mig døse lidt hen af kedsomhed. Dog er numrene meget ærlige, og man fornemmer at Roxy Jules i den grad har noget på hjerte.

Af Pernille Vingaard

Efter en intro med et tungt, pulserende beat serveret af trommerne, lander guitaren med en form for jet-lyde, og en scene af melankolsk, halvdyster stemning er sat. Albummets første nummer, Rubies and Blood, er skudt i gang. Med de indledende linjer, ”We’re walking through the city. Drinking red wine in color of rubies and blood”, får jeg da også en fornemmelse af, at hovedpersonen i denne fortælling bærer rundt på nogle frustrationer, der, efter at de er blevet gennemlevet og dyrket, skal ud af systemet, hvilket gøres ved hjælp af den rubin- og blodfarvede rødvin. Sangen er overordnet meget melodisk og simpelt bygget op. Omkvædet med de introducerende linjer ”Heart beats in the night, we are fallin’ through the light” er catchy, og jeg begynder hurtigt at synge med allerede efter bare én gennemlytning. Ligeledes har omkvædet en oplivende effekt, i det ellers tungsindige, eftertænksomme og smukke lydbillede, som versene maler. Julie Runa, der er stemmen bag Roxy Jules, synger på en slæbende facon i det dybe leje, indimellem i sammenspil med en overstemme.  Det giver en effekt af ubestemmelighed, rumklang og ekko, næsten som blev man forfulgt af nogen eller noget – måske hovedpersonens egne problemer. Dette vokalsammenspil skal faktisk vise sig at være gennemgående for pladen.

Hør Roxy Jules nye plade “Roxy Jules III” på Spotify her:

Den dystre stemning fra åbningsnummeret fortsætter i Strayed Ashes, men hvor det forrige nummer var mere melodisk med opløftende passager, kører dette nummer i samme gear hele vejen igennem. I det første halvandet minut hænger jeg på, men herefter bliver det meget ensformigt, kedeligt – og ja, alt for mørkt. Heldigvis fanges min opmærksomhed igen ved det efterfølgende nummer, ’Wires Cut Through the Sky’, hvor jeg nu hører Julie Runa synge i et andet leje – et leje, der virkelig klæder hendes stemme, og som får mig til at tænke på forsangeren fra The Cranberries. Nummeret er mere up-tempo og rocket end de foregående, og der fyres noget ’elektrisk spade’ af. Klimaks nås ved det fængende omkvæd med teksten ’I disappear into the night’.

Med et fade-out og larmen fra en guitar-forstærker, føres jeg videre til næste nummer, Tiny Pieces of Broken Glass. Her mødes jeg af en forførende og fin historiefortæller, akkompagneret af roligere strums på guitaren, flyde-synth, og en korstemme, der harmonerer lækkert med leadvokalen. Nummeret falder uden for den ellers karakteristiske støjende lyd, som Roxy Jules har påtaget sig, og det er faktisk rart med denne pause fra ’larmen’, for på den måde får man virkelig mulighed for at lytte til den smukke tekst, som Julie Runa har forfattet. Med den afsluttende linje, ’Longing for something that might never be’, er det igen tid til at bevæge sig videre. Her konfronteres jeg med When Massive Stars Explode, pladens måske mest rockede nummer. Igen fyres der op for spaden, og det slæbende, forfølgende sammenspil mellem den mørke og lyse vokal er på banen endnu engang. Nummeret er igen lidt mere up-tempo, og har suspense-momenter, hvor trommerne fungerer spændingsopbyggende, og fører hen til omkvædets lækre guitarriff og fede melodi. På den måde fremstår dette nummer meget kontrastfyldt til forrige nummer, og jeg begynder at sidde og rocke med.

Ved pladens sjette nummer, Fireflies, mister jeg dog lidt af min entusiasme. Her dyrkes det dystre for alvor, og det bliver endda en smule uhyggeligt med den indimellem halvviskende vokal samt guitarernes og synthesizerens mekaniske og nærmest tikkende lyde, der kører i ring.

Efter første omkvæd, føres vi ud i et meget elektronisk lydbillede, som bygges op af gradvist mere og mere instrumentation. Her kunne det faktisk have været fedt, hvis det kulminerede med en trommesolo, men det forbliver altså ved et (lidt for) langt, ensartet instrumentalstykke uden et egentligt højdepunkt – og således ender nummeret. I de sidste to numre har jeg lidt svært ved at holde koncentrationen, og er blevet en smule træt af guitarens distortion-effekt og vokalernes slæbende sammenspil. Sådan set er omkvædet i I’m Not Always Sure the World is a Place for Me fint og har en ok fængende melodi, men I Can’t Stay Around er en ærgerlig, ensformig og forudsigelig afslutning på et album, der ellers rummer en del potentiale.

TL;DR:
Genre: Alternativ rock
Bedste Tracks:Rubies and Blood’, ‘Wires Cut Through the Sky’, ‘Tiny Pieces of Broken Glass’, ‘When Massive Stars Explode’
Lyder som: The Cranberries feat. Blue Foundation.
Stemning: Eftertænksom, dyster, melankolsk

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s