Jake Bugg har netop udgivet sit tredje album “On My One”. Han er notorisk kendt for at hade journalister. Han bliver kaldt “den nye Bob Dylan”. Han skriver nogle solide guitar-pop-rock-sange. Han spiller koncert i Store VEGA d. 23 november.  Men lige nu og her svarer han på spørgsmål om hvorfor Danmark er verdens bedste land at spille koncert i og om at være “sin generations stemme” (eller ikke).

Af Jens Haag

Jeg kan egentlig meget godt lide Jake Bugg.

Den purunge Nottingham-knægt har (uanset om han har fået hjælp af Rick Rubin) formået at skrive en flok catchy melodier, der serveres med en tilpas mængde ærlig guitar, klassiske trommer og den slags rockpoesi som fortrinsvis handler om ensom kærlighed, livet-er-en-fest-mentalitet og stoffer. Jeg er ikke nødvendigvis blown away, men jeg er simpelthen varmet op til det. Da folk påstod at han var ”den nye Bob Dylan” synes jeg det var en smule uretfærdigt, fordi Bugg overhovedet ikke har samme poetiske projekt som Bob Dylan – og fordi Bugg simpelthen leverer en langt mere umiddelbar og tidssvarende popmusik end Dylan gjorde.

Jake Bugg, på den anden side, bryder sig efter alt at dømme ikke synderligt om folk som mig.

Han har en skikkelig voldsom track record for at bide af journalister, for at være umedgørlig og for ikke synderligt at have forståelse for, eller glæde ved, den del af sit arbejde, som består i at svare på spørgsmål, som stilles af fragmenterede ansigter, mennesker og stemmer som kommer og forsvinder igen for at skrive om det. Efter alt at dømme sætter Jake Bugg mest pris på at spille FIFA med sine kammerater, skrive catchy tunes, ryge joints i sin tourbus og spille koncerter.

Der er altså, for skribenten, en vis nervøsitet forbundet med opkaldet til det umiskendeligt udenlandske nummer jeg har fået leveret i en email (I ved, en af den slags numre som starter med +47746 og fortsætter med en meget lang række tal bagefter). Det lykkes, mod al forventning, at få indtastet det korrekte nummer (efter kun to-tre forsøg).

Biptoner.

Så en stemme:

”Yeah, ’ello?”

”Hello,” siger jeg med den dansk-engelske accent der kun kan opstå når udtaleren har et lidt højere blodtryk en sundt er. ”Am I talking to Jake? That Jake?”

”Yeah, you are, I guess,” svarer stemmen, med en lillebitte antydning af et smil.

Jake Bugg viser sig ikke at være særligt interesseret i at bide hovedet af mig. Måske er jeg en undtagelse. Eller måske er han blevet ældre og mere erfaren, siden han kaldte One Direction for skodpop og lidt surt svarede de fremmødte journalister i en-stavelses-ord.

Jeg spørger indtil ’angrebet’ på One Direction. Jake svarer:

”Altså, jeg sagde jo på et tidspunkt at alle mennesker kan få en hit-single nu om dage. Med det mente jeg ikke så meget at musikken er synderlig dårlig – jeg tænkte nærmere på det faktum at produktionen har fået så stor en rolle i moderne musik. Når vi på den måde fokuserer på en helt særlig lyd, så risikerer vi at numrene bliver ens. Altså, at det originale personlige udtryk bliver udvisket. Det synes jeg er en skam, ærlig talt. Musik er interessant i forskelligheden. Ikke i ligheden.”

Jeg spørger Jake hvilke bands han selv synes eksemplificerer den forskellighed. Han tænker et øjeblik, og vender tilbage i den skrattende telefon:

“Run the Jewels er fedt. Joey Bada$$ er også nice. Jeg er ret vild med rap. Der er faktisk et nummer på min nye plade (On My One) hvor jeg rapper. Jeg er elendig til at rappe. Men det passede på nummeret. Det var egentlig tanken at vi skulle skaffe en, øh, rigtig rapper til at klare den del af sangen, men det blev for presset, så det endte med at være mig selv, det gjorde det.”

Jake Buggs nyeste album On My One er på mange måder et eksperiment udi musik, der ikke er skarpslebet og ensrettet i sit udtryk. Bugg producerede selv pladen, en beslutning der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hans pladeselskab. For dem var det et kontroltab. For Jake Bugg var det en måde at komme ind til kernen af hans musik:

”Jeg sætter mig ned med en guitar og spiller. Jeg har ikke nødvendigvis en fast og solid idé om hvor det skal gå henad. Jeg har sjældent lyrikken klar før sangen er ved at blive skrevet. Mine sange ender tit med at handle om noget der lige optager mig for tiden. Andre gange opdager jeg først langt senere hvad det egentlig var der var pointen med det hele. Det er lidt irriterende, det føles som om man har taget fusen på sig selv. Sådan: ”Ah, det var der jeg ville hen, det var da irriterende målbevidst”, siger Jake Bugg.

Jake Bugg er af en del mennesker igennem sin karriere blevet hyldet som (eller, måske nærmere, beskyldt for at være) en ’generations stemme’. Han har ikke været særligt begejstret for det prædikat, men på hans nye plade handler sangene ofte om ensomhed (bare se titlen, som er Nottingham-slang for ”on my own”), og en fornemmelse af at have for mange valg, eller at være i tvivl.

Hør Jake Buggs nye plade “On My One” på Spotify her:

Jeg spørger ham, om der ikke kan være noget i hans tekster der, trods alt, er tidstypisk?

”Det er selvfølgelig fantastisk hvis folk kan se sig selv i mine sange. Hvis teksterne taler til dem, på en eller anden måde er det stort. Men det er ikke en tiltænkt situation. Jeg er ikke et generationsbillede, hvis det er det du mener, ikke med vilje i hvert fald. Det må være op til folk selv, hvordan de forholder sig til mine sange, ligesom det er op til mig hvordan jeg skriver dem.”

Du har tidligere sagt at du virkelig holder af at spille koncerter. Hvordan kan det være?

”Jeg lever mest til koncerter tror jeg, hvor den der intime forbindelse mellem musiker og publikum bliver helt tydelig. Det er det fedeste. Det og at rejse rundt og møde folk. Det føles klart som det tidspunkt man er mest levende.”

Interviewet nærmer sig enden. Jake Bugg har flere journalister at tale med i et kvarter af gangen. Flere stemmer uden kroppe at forholde sig distanceret til. Men jeg kan ikke helt nære mig for at stille et sidste spørgsmål: Nu han har rejst så meget rundt og spiller, hvad er så Jake Buggs yndlingsland – og hvorfor er det Danmark?

”Haha (griner den unge musiker afmålt), det vildeste sted jeg nogensinde har været har været Japan. Det er det tætteste man kan komme på at besøge en anden planet uden faktisk at gøre det. Men alright, jeg er glad for Skandinavien. Særligt Danmark. Hvorfor? Jamen fordi folk ser brandgodt ud i Danmark!”

Jeg siger tak for interviewet, lægger på og priser mig lykkelig for ikke at være blevet ristet. Er lidt overrasket over hans omdømme som journalisthader. Og jeg ser egentlig, i mit stille sind, lidt frem til at se det unge håb til hans koncert senere i november. Det er, som han siger, hans helt rette element.

Jake Bugg spiller koncert i Store VEGA den 23. november. Køb biletter her: http://www.billetlugen.dk/da/event/jake-bugg/billetter

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s