Bande De Los Apaches selvnavngivne EP er en sprød lille gang solid surf-rock – men hjælper den med at holde liv i surfen som genre eller er det bare med til at forlænge dens endeligt?

Af Johannes Lund With

Instrumental surf-rock har længe levet et mærkeligt dobbelt-liv som genre. På den ene hånd er det længe siden, at surf havde nogen form for bred appel – det gjorde ’68 og det dertilhørende paradigmeskift inden for musikken en effektiv ende på. Samtidig har genren overlevet som en slags musikalsk kuriositet i mange menneskers erfaring, mest udtalt i forbindelse med den ikoniske titelmelodi til Pulp Fiction, Miserlou. Filmens store succes betød en opblomstring af (mere eller mindre vellykket) neo-surf i løbet af 90’erne, og siden da har forskellige bands løbende taget genren op igen. Surf-ånden nægter at dø, men når genren besidder en sådan position imellem populærkultur og niche er det værd at være opmærksom på, om et givent surf-orkester spiller tomme form-øvelser eller engageret, overvejet musik.

Hør mere:  Plade Podcasts lange interview med Bande de los Apache om surf, pulp, cigarer og andet sjov her.

Det bringer os alt sammen til Bande De Los Apaches og deres selvnavngivne EP. Det er en hurtig plade: guitaren går hurtigt, sangene går hurtigt, pladen går hurtigt; seks numre på lige under et kvarter. Det er en stang dynamit af lige-ud-af-landevejen, no nonsense surf-rock.

At bandens EP er en velskåret, catchy godbid er der ikke nogen tvivl om. Men, når man støver en gammel, veletableret genre som surf af på ny, så skriver man sig også ind i en tradition, man får en masse forbilleder at spille op imod og uundgåeligt blive sammenlignet med. Spørgsmålet er så, om man slipper godt fra det – der findes mange middelmådige surf-bands i verden, der udtærsker de samme klicheer og får musik der er vellydende, men ikke særlig interessant ud af det. Omvendt er det heller ikke altid heldigt at mutere genrens DNA alt for hæftigt, som man ser det i surf-punk, et (i min optik) ikke vanvittigt vellykket forsøg.

Lang historie kort: lykkes det at tilføje nok til genren til at det forbliver spændende og relevant i det 21. århundrede, samtidig med at der bibeholdes det, der netop gør genren værd at lytte til?

Hør hele Bande de los Apaches’ nye plade på Spotify herunder:

Jeg synes ikke det er urimeligt at påstå, at Apaches-banden har kommet nogle af deres egne krydderier i den klassiske surf-stuvning. Især er brugen af blæsere mere omfattende – og mere vellykket – end i meget af den mere ”konventionelle” surf rock og sangstrukturerne er mere varierede end man ser det i meget 90’er-surf, hvor det kun er melodien/riffet der er i fokus og alt andet træder i baggrunden. I modsætning hertil skriver Bande De Los Apaches sange der er mere helstøbte, til trods for den korte spilletid, med en god sans for opbygning og udladning. Der er ting at skulle blive sagt for hver måde at gøre det på, men Bande De Los Apaches slipper rigtig godt fra de fornyelser, de har gjort til formlen.

Man kunne godt argumentere for, at Bande De Los Apaches, hvis navn endda er et skud ud til surf-rock-standarden Apache, er mere pastiche end indhold, med bryster og cigarer på pladecoveret og pulp-agtige titler som ”Danger Cologne” eller ”Slam Fire Shotgun”. Imod den påstand ville jeg imidlertid argumentere at pastiche altid har været dagsordenen for surf – for, at det ikke er en genre der handler om (eller, måske nærmere, bør handle om) ærbødighed over for de gamle dinosaurer, men snarere går ud på sjov og ballade, fed spade og glæden ved at spille musik.

Det er dét, der er den pulsende livsåre, der holder surf-rocken ude af graven, og den synes jeg bestemt at Bande De Los Apaches har fat i. Det er definitivt surf-rock, men i stedet for at betragte genrens kendetegn som et gravskrift bliver det brugt som en platform til at lave musik, der hører hjemme i vore dage – og altså, den rette surf-stil indebærer også at smide manualen over skulderen på et eller andet tidspunkt, hvis man spørger mig.

TL;DR

Bande De Los Apaches selvnavngivne EP er velskrevet surf-rock uden så meget pis, seks numre på lige under et kvarter. Bandet formår at leve op til arven fra surf-rockens lange historie uden at blive fortabt i fortiden.

Højdepunkter: Danger Cologne, Slam Fire Shotgun, Dogfight.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s