Alcest leverede varen i Vega, hvis varen altså er en oplevelse der er meget tæt på albummet. Man kunne savne flere satsninger og mere håndgribelig virkelighed, men man kunne ikke sætte en finger på teknikken eller håndværket.

Af Tomas Vlk

Hvordan er fransk når det er bedst? Romantisk, ville de fleste nok være tilbøjelige til at svare. Det var i hvert fald tilfældet denne aften i Lille Vega, da det sydfranske black metal band Alcest lagde vejen forbi København for at promovere deres seneste skive, Kodama.

Og hvis romantik og black metal umiddelbart lyder som en atypisk sammensætning, er der her tale om et band, der har udtalt at være meget inspireret af den japanske tegnefilms-instruktør Hayao Miyazaki, kendt for bl.a. Chihiro og Heksene og Prinsesse Mononoke. Smukke, eventyrlige film, der til tider føles som en drøm, men som heller ikke er uden lidelse og melankoli.

De følelser formåede Alcest også at sætte igennem denne aften, hvor melankolien var til at tage og føle på. Især på numre som Oiseaux De Proie, hvor den intense outro nærmest ikke kunne spilles højt nok.

Særligt veludførte var også de skrig, der har været fraværende på bandets seneste par udspil. Netop skrig, eller en hvilken som helst anden aggressiv fremførelse af stemmen, plejer typisk at være et hit or miss til livekoncerter.

Hør Alcests seneste plade “Kodama” på Spotify her: 

Men Alcest missede ikke en eneste detalje. Det fik mig til tider til at tænke på, om der nødvendigvis ville være den store forskel fra at lytte til bandet på pladen derhjemme og stå på parketgulvet i Lille Vega denne aften. Der blev spillet tæt op ad studieversionerne, og setlisten var heller ikke udstyret med de store satsninger.

Det eneste, der på lydsiden mindede mig om, at det var live, var de til tider aparte backup-vokaler leveret af guitaristen Zero.

Det havde selvsagt været rart at blive mindet om at jeg stod til en livekoncert på en anden måde. Men hvis det ikke er godt nok, at et band spiller godt, præcist og tight, hvornår bliver det så godt nok? Det kan koges ned til et fundamentalt spørgsmål om, hvad man forventer af en koncertoplevelse: skal det kunne noget mere end studieoptagelserne, eller skal det være så eksakt en genopførelse som overhovedet muligt?

Denne aften var jeg ikke i tvivl. Alcests romantisk melankolske black metal lød som en drøm: men drømme er uvirkelige per definition, og det havde nu været rart med lidt mere liv og virkelighed.

Hvad: Alcest
Hvor: Lille Vega d. 22. november

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s