Roly Porter aktiverede hyperdrive og styrede Jazzhouse mod fjerne galakser med hjælp fra VJ-artisten MFO.

Af Tomas Vlk

Elektronisk musik i liveformat bliver ofte klandret for ikke rigtigt at være live. Behind-the-scenes videoer af DJs, der trykker play på en laptop og lader som om de laver noget, tilføjer heller ikke ligefrem til den elektroniske musiks live-omdømme. Og det faktum, at man sjældent kan se, hvad der foregår bag pulten, gør det svært at overbevise den almene lytter om, at der reelt bliver skabt noget live.

Men spektret af elektronisk musik breder sig naturligvis (heldigvis!) ud over de ubarmhjertige danse-festers assimilerende menneskehorder. Ikke desto mindre står man som elektronisk musiker, uanset genre, overfor den samme udfordring: at bringe den computerskabte musik til live på overbevisende vis.

Og Roly Porter brillerede. Sammen med Marcel Weber aka MFO stod de bag et kontrolpanel af knapper og kun én (!) laptop og omformede store scene i Jazzhouse til et rum, hvor grænserne mellem virkelighed og drøm blev sløret. Det velkendte blev bøjet ind i det ukendte. Støj og stilhed blev forenet i en kraftig symbiose, hvor ethvert stille sekund var en øredøvende varsel om det nært forestående støjbombardement.

MFO lagde ud med at akkompagnere åbningsnummeret med drone-videoer fra et islandsk landskab. Blikket bevægede sig over den våde, pletvis snedækkede jord, mens Porter langsomt men sikkert byggede sangen 4101 fra albummet Third Law, op. Som den skred frem, kom der mere til syne oppe på lærredet. Jeg husker at tænke over, at det var i fare for blot at være båret af sin nyhedsværdi. At det ville blive kedeligt i længden. Men det tænkte jeg kun en gang. Porter vævede sangene ind i hinanden, og det var svært ikke at miste sig selv i det elektroniske marskland. Han formåede at holde en balance mellem genkendelighed og organiskhed i kompositionerne, for det var tydeligt, at støjinfernoet var skabt i samme øjeblik, som vi hørte det.

Hør Roly Porters seneste album “Third Law” her: 

Publikum stod tryllebundet til lærredet som var det en transmission fra Store Broder i en orwelliansk dystopi. Billederne på lærredet blev voldsommere, mere manipuleret. Det islandske landskab var nu inverteret, så det lignede to planeter der kolliderede. Lyden skiftede mellem intense stykker og omfavnende, landskabelige droner. Det var på sin vis ikke for sarte sjæle, for støjelementerne blev til tider så kraftige, at det kunne mærkes på huden. Især på nummeret Mass, hvor den rolige, ambiente stemning bliver destrueret af en pulserende bas.

Men det var ikke kun det lydmæssigt intense, der var tilstede denne aften. Porters musik er gennemvævet af en sær melankoli. Den kom for mit vedkommende allertydeligst til udtryk da nummeret Departure Stage foldede sig ud: her var rummet blevet fyldt med røg, og projektoren kæmpede med at få et billede af et skydække op på lærredet. Blikket fløj gennem luften, hvor let pulserende lys gennemtrængte skyerne. Et orkestralt stykke af blæsere badet i støj kommer ind hen mod slutningen af sangen. Der er noget over det stykke, jeg har svært ved at placere, men det har for mig mange konnotationer til musikken i episke katastrofefilm. Menneskehedens sidste øjeblikke fanget på minimalistisk vis: over skyerne anes eksplosioner på landjorden, en civilisations sidste hjerteslag.

Pludselig blev skærmen sort: “For the next part please close your eyes – until the blinding light fades. Don’t be afraid. You will see with your eyes closed”.

“Åh nej”, hørte jeg en lavmælt stemme sige i blandt publikum.

Nu indsatte Porter og MFO deres sidste sansevåben i form af adskillige stroboskop-lamper rettet direkte ud mod publikum, ledsaget af en intens opbygning af det afsluttende nummer fra Third Law, Known Space.

MFO bragte lærredet helt ind i hovedet på alle, der var kloge nok til at lukke øjnene. Lærredet var mine øjenlåg. Det var alt der var. Det var den verden, jeg kunne se. Og Porter gav den verden et fascinerende soundtrack, der i et kort øjeblik fik mig til at glemme, hvor jeg befandt mig. Det eneste der ærgrer mig ved koncerten var dens lidt for korte varighed.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s