★★★★★☆

VIRKELIGHEDEN KALDER: Der er noget uvirkeligt, noget otherworldly ville man sige på engelsk, over Musik til Mor og deres musik. Det er ikke dårligt. Men jeg kan nærmest aldrig forestille mig at det kan blive bredt populært. Og måske er det fint. 

Af Jens Haag (illustration af Johannes Lund With)

Jeg så en koncert med et orkester i går.

Jeg var forholdsvis overbevist om at jeg befandt mig i denne verden, og bestod af kød og blod (blod med en vis alkoholpromille godt nok) men det føltes grundlæggende som om bandet (der i øvrigt bærer det ikke helt let-forståelig navn Musik til Mor) var fra en paralleldimension.

Ikke en paralleldimension der adskiller sig radikalt fra denne, men de skæve klange, bratte stop, uventede rytmer og apatisk-klagende vokaler fremkaldte en spirende fornemmelse i mig, en fornemmelse af ikke at være hjemme. Hver gang jeg syntes jeg var ved at komme ind i rytmen, skiftede bandet den ud, hver gang jeg syntes jeg var ved at være hjemme i vokalerne blev de vraget, og startet op andetsteds, og jeg og mine ører haltede efter.

Halvvejs inde i koncerten trådte en sangerinde op på scenen, og forsanger (og bagmand) Rasmus Bak og en tredje mand fremførte tre numre som flerstemmigt kor.

Jeg fik gåsehud. En tåre pressede sig stærkt mod indersiden af mit kranie.

Læs også vores interview med Rasmus Bak

Jeg følte mig igen hensat til den anden virkelighed, hvor den slags musik som Musik til Mor spiller, er populær. En virkelighed hvor de skæve rytmer, de poetiske tekster og de (for mig) ufuldstændige melodier og melankolske korsatser fylder stadioner, bliver spillet i radioen, sælger tonsvis af plakater, får teenage-piger (med DNA, der er en lille smule forskellig fra min) til at dåne. En virkelighed hvor tyngdekraften er halvfems grader i en anden retning (ikke at nogen ville opdage det), hvor lysets hastighed er en smule langsommere, og en jordbo som mig ville få vand i øjnene og ikke føle mig hjemme. Kun kan udholde besøget en lille times tid før jeg bliver søsyg.

Den virkelighed mærker jeg stilfærdigt, mens Rasmus Bak og hans band fortsætter med at spille.

Den bliver opløst, og bliver til denne, genkendelige virkelighed med mig og tyve andre, der klapper, i det øjeblik Rasmus Bak og hans band stopper med at spille.

Jeg tror ikke Musik til Mor nogensinde bliver stort i den her virkelighed. Men jeg er glad for jeg blev inviteret på besøg i den anden virkelighed, hvor de gør, om end det kun var ganske kort.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s