★★★★★☆

På Portalen i Greve demonstrerede Wardruna ikke alene, at de er et fremragende band, de blottede også den kerne, der hæver dem fra at være endnu et vikingeband til at være noget særligt.

Af Johannes Lund With

Der er mange bands, hvis lyd er helt deres egen – bands, som på den ene eller anden måde får positioneret sig på en ensom lille del af det musikalske landkort. Norske Wardruna er et sådant band. Hovedet bag bandet, Einar Selvik, har en fortid som trommeslager i black metal-bandet Gorgoroth (under pseudonymet ‘Kvitrafn’), men selvom hans berømmelse herfra nok har gjort en del for at bane vejen for Wardrunas succes, så kunne bandets lyd dårligt være længere fra kold ekstrem-metal.

Genremæssigt ligger det et sted imellem folkemusik, ambient og world, selvom ingen af de tre prædikater rigtig slår hovedet på sømmet. Lydbilledet er fuldstændig akustisk: sang og diverse mere eller mindre oldnordiske instrumenter (lyre, bukkehorn, træ- og messing-lur, violiner, skindtrommer, træblokke – og så videre). På indholdssiden er bandets tre plader tilsammen en esoterisk fortolkning af rune-alfabetet den ældre futhark.

Når den pre-kristne del af den skandinaviske kulturarv bliver behandlet musikalsk er det ofte enten igennem middelalder-markeds-musik eller over-the-top viking og/el. pagan metal . Intet ondt om nogen af delene, men de risikerer begge at forfalde til en art naivisme: på den ene hånd er det ideen om, at hvis man spiller ”Jeg så en ulv, en ræv, en hare” iklædt en hør-kittel, så er det ”autentisk”. På den anden bliver vikingerne til en slags skæggede Actionman-typer, der blodtørstigt dræber kristne og bæller mjød. Den ene udlægning er for tam, den anden er for meget, og begge har de et element af fantasy og/eller rollespil over sig. Selvfølgelig er det svært at undgå et eller andet element af rollespil når det handler om oldtidshistorie, men begge tilgange er nemme at afskrive som nørderi, der hører til i den kulturelle periferi – ikke altid med rette, men altså.

Portalen, Greve, den første december

Det bringer os alt sammen til Wardrunas koncert på Portalen i Greve, den første december i 2016. Opvarmningsbandet Krauka gik jeg til med en vis skepsis, mest af alt fordi at mit forhold til bandet indtil da var begrænset til at have en god vikinge-loller på efterskolen over Kraukas video Sælugaukur. Som videoen ret godt illustrerer bor Krauka solidt i ”filt-hat og blokfløjte”-siden af ovennævnte opdeling, og det var også den stil de lagde for dagen på Portalen.

Til deres ros skal det siges at de spillede solidt og helt tydeligt havde det sjovt med at spille musik sammen – noget der smittede af på mig, selvom de mere heavy metal-orienterede typer iblandt publikum ikke rigtig lod til at have fidus til dem. Og indrømmet, uanset hvor munter musikken så ellers var, så var det svært at komme ud over det lidt mærkelige i at sidde (nårh ja, det var en sidde-koncert – nummererede pladser og det hele) i en koncertsal og høre noget musik, der helt tydeligt er bedst egnet til at blive nydt med en flok fadøl i systemet på en støvet sommerdag. Og en lidt aparte måde at ”varme op” til et band som Wardruna.

Godt og vel tyve minutter efter, at Krauka havde takket af, gjorde Selvik og kompagnoner deres entré. Åbningsnummeret Tyr blev blæst ind med to messing-lurer, hvis dybe klange effektivt slog en tung, mystisk stemning an. Bandet gebærdede sig mere som klassiske musikere end rock-stjerner, med seriøse miner og en setliste, der helt tydeligt var blevet øvet til fingerspidserne. Settet var en blanding af materiale fra deres tre albums i omtrentligt lige andel, hvori meditative rytmer og lydflade-agtig korsang sætter dagsordenen. På en måde kan man sige, at bandet er et kor, hvori nogle af medlemmerne også spiller instrumenter – alle på scenen sang, heriblandt en violinist, to perkussionister, en der spiller folkeinstrumenter og så Selvik, der både spiller rytme- og folkeinstrumenter. Det lyder som en del, men når man tager i betragtning hvor stort et lydbillede de fik malet frem, så er det snarere overraskende få musikere der skulle til.

Hvis ikke det skinner klart igennem allerede, vil jeg krybe til korset og indrømme, at jeg ret godt kan lide Wardruna. Og de skuffede ikke på Portalen. Og det var ingen overraskelse – de er et solidt liveband generelt.

Jeg synes, at deres behandling af runerne som noget der på en gang er verdsligt og magisk er rigtig vellykket. Det handler altså ikke så meget om trolddom, jætter og aser, men mere om hverdags-”mirakler” som planter der gror eller solen der vender tilbage efter en lang vinter.

Båret af bundsolid musik, der bruger gamle instrumenter uden at begrænse sig til at ”lyde gammeldags”, bliver de to dele af bandets projekt tilsammen en helstøbt enhed, der både er seriøs og lødig, men også holder mystikken intakt. På den måde er Wardruna et godt bud på, hvordan man kan behandle den nordiske oldtidshistorie i en nutidig sammenhæng uden at forfalde til nogen af de to grøfter, jeg var efter ovenfor – hverken for meget eller for lidt.

Jeg har aldrig synes, at Wardruna forfaldt til rollespil og fantasy, men jeg må indrømme at jeg har haft lidt svært ved at retfærdiggøre over for mig selv, hvorfor netop de virkede ægte, imens andre bands med lignende projekter blev fundet mere platte (jeg kigger på dig, post-fængsel-Vark Vikernes). Men det er i forhold til netop det spørgsmål, at koncerten fik rykket ved min opfattelse af bandet.

Menneskets stemme

Det, der hæver Wardruna fra at være pastiche til at berøre noget ægte, er deres brug af den menneskelige stemme. Der var et eller andet over at høre musikken live, der gjorde mig klar over, hvor vilde ting lyden af menneskets stemme kan gøre ved musik. Eller, det vidste jeg jo nok godt i forvejen, men det var virkelig iørefaldende hvordan Wardruna berørte en eller anden art ur-empatisk forbindelse, menneske til menneske, som kun rigtig fungerer i levende live. Teksterne er på en art oldnordisk, så jeg forstod ikke meget af, lige hvad der blev sunget, men jeg tror at de vigtigere, underliggende budskaber gik klart igennem alligevel. Denne levende, umiddelbare nerve blev kun forstærket af, at den ledsagende musik var begået af naturlige lyde: træ, horn og skind.

Jeg siger ikke, at alle bands burde begynde at spille bongotromme – det meste af min yndlingsmusik er enten elektrisk-forstærket eller elektronisk – men det er rart at have ét band i ny og næ, der undersøger, og går i dialog med, oldgamle formsprog, for det har nu engang noget dragende over sig.

Et godt eksempel er sangen Algir – Stien Klarnar, som de spillede godt to-tredjedele igennem koncerten. Algir (ᛉ) er beskyttelses-runen, men bliver i Wardrunas udlægning en fortælling om selvindsigt og ensom meditation. Da alle på scenen i slutningen af nummeret hæver armene (så de således imiterer runens form) og messende istemmer ”Algir, algir, algir” er det for en kort stund, som om jernalder-forfædrenes mystiske verden er tæt på. Sangen Runaljod (”Rune-sang”), afslutningsnummeret fra deres nyeste plade, var et andet højdepunkt, hvor død/genfødsels-tematik bliver ledsaget af en af bandets mest helstøbte kompositioner.

Påfaldende nok var det eneste nummer der faldt igennem det næst-sidste, Odal (ᛟ, ”Arv”), som ellers er et fremragende nummer på pladen. Selvom kompositionen ikke fejlede noget, så var det som om, at sangen ikke havde samme slående kraft, som på pladen – jeg mistænker at det var fordi, at de var nødsaget til at bruge playback-stemmer på netop det nummer: Selviks børn synger på det, og de var (rimeligt nok) ikke med på turnéen.

Afsluttende vil jeg bringe et par af de ord, Selvik sagde inden de spillede det sidste nummer, Helvegen. Det var det eneste tidspunkt der blev talt til publikum, og ud over at fortælle os at der ikke ville være ekstranumre og at det i øvrigt var vidunderligt at være her, havde han disse ord om Wardruna-projektet, der nok siger tingene kortere og mere koncist end jeg ville kunne det anyway. Citeret fra hukommelsen:

”Wardruna is about making something new from the old – it is not about romantizising about the past. We have lost many things since then, like all the songs. Songs for when we are born, when we sow the fields, when we reap them, when we pick apples and when we spin thread. So now we have to make new songs.”

Det er netop dér, at jeg mener at Wardruna hæver sig over de to typer oldnordisk-inspireret musik vi gennemgik før, selvom de har rødder i begge. Fordi at det er menneskelig sårbarhed, og ikke udklædning, der er på scenen. Musikken skuer tilbage i tiden, men viser det der er ens, ikke det der er forskelligt.

TL;DR: Opvarmningsbandet Krauka var malplacerede, men hovednavnet Wardruna leverede en super koncert. Skribenten bliver klar over, at det er bandets brug af sang og stemmer, der er med til at give det den levende nerve, der adskiller det fra middelalder-markeds-musik og vikingemetal.

Højdepunkter: Runaljod, Algir – Stien Klarnar og Helvegen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s