Af Jens Haag

Det er en stor og mærkelig og sikkert forkert ting at erklære at man har en yndlingsplade.

Men det har jeg nu faktisk. Jeg havde bare glemt det i et par år.

Jeg genopdagede den for nylig, da vi skulle lave et program om Mark Kozelek (som er inde i Sun Kil Moon). Jeg var frygtelig stresset, jeg følte ikke jeg havde tid til at forberede mig ordentligt, alt var i vejen, og jeg sad og skumlede og skimmede en wikiside over Sun Kil Moons udgivelser, da jeg kom i tanke om Admiral Fell Promises – fra 2010.

Dengang i 2010 fik jeg den som CD (det gjorde man jo dengang) i julegave, og jeg kan huske at jeg, efter at have danset om juletræet og åbnet gaver og spist konfekt, og have fået en lille smule nok af menneskeligt samværd og hygge, trak mig tilbage på mit værelse, fandt en lille ghettoblaster, og satte CD’en på – sådan, lidt impulsivt.

Hele pladen udgøres kun af Mark Kozeleks stemme, og en akustisk guitar som akkompagnement. Og midt i al den der julestress og en overmætning af indtryk blev der helt stille inde i mig, og jeg lænede mig tilbage og blev eftertænksom og glad og rørt, og helt perpleks over at man kunne spille guitar på den måde.

Den bølger frem og tilbage, den plade, først er den varm, så kold, så er den i det urbane bybillede, og så er den i skoven. Jeg åd det hele råt.

Og så forsvandt den faktisk, uden at jeg helt kan forklare hvorfor, en lille smule ud af mit liv, og blev erstattet med indierock og black metal og Fleet Foxes og andre, mere aktuelle ting.

Men så jeg hørte den plade igen, da jeg fandt den på den der wikiside, og der blev helt stille inden i mig én gang til, og minderne kom tilbage. Og alle numrene viste sig at have ældet klædeligt med tiden. Jeg lå i min seng, og stirrede op i loftet, og lyttede intenst, og hver gang et nummer stoppede, var jeg spændt på hvad der kom bagefter. Den bølgede stadig. Jeg bølgede med.

Den har ikke den forpinte rocklyd fra Sun Kil Moons tidligere karriere, og den har slet ikke den anmelderdarling-kombi af autofiktion og moderne guitarer og drama som Benji og hans nye plader har.

Men der er en eller anden stemning over den. Som jeg ikke tror jeg har fundet noget som helst andet sted.

Den er en lille, mærkelige ener, og jeg elsker den højt. Jeg tror måske, jeg synes det er verdens bedste plade.

Jeg havde lyst til at anbefale den til alle jeg kender.

Og nu altså også til jer. Den er her, og den er noget af det fineste og bedste jeg nogensinde har hørt:

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s