★★★★☆☆

Torsdag aften, d.09. marts, gæstede den sydafrikanske singer-songwriter, Gregory Alan Isakov, Lille Vega. Med som support havde han canadiske Leif Vollebekk. Det blev en sand folkaften med stor intimitet i Stauning Salen. Pladegreb Magazine var til stede og anmelder her koncerten.

Af Kristian Emil Mariager 

Gregory Alan Isakov er et navn, der nok ikke siger de fleste herhjemme ret meget. Ikke desto mindre har hans største hit, Big Black Car, 22.633.855 lyt på Spotify. Torsdag aften indtog han et udsolgt Lille Vega, der viste, at nok er folk en genre, der har det svært i disse tider, nok er folk en niche – men det er en trofast niche, der er sin egen styrke. Intimitet er en sjælden befrielse i dag. Og netop intimiteten var i højsædet i Stauning Salen, hvis dæmpede lys, mørkglødende trægulve og –vægge, baren bagerst i lokalet og den nære scene forrest skabte en perfekt setting, der i allerhøjeste grad forankrede den atmosfæriske musik i en varm kulisse og dens publikum.

Canadisk charme

Aftenens opvarmning var den canadiske singer-songwriter, Leif Vollebekk, og en mere charmerende support skal man lede længe efter. Med et skævt smil og lystigt snakkende til publikum indtog han sin plads bag keyboardet, der til dels har erstattet guitaren som det bærende instrument på hans nye plade, Twin Solitude, hvis mere elektronisk islæt i forhold til de to forgængere trækker hans melankolske storyteller-folk i en interessant retning. Denne aften var lyden dog mere akustisk. Den spinkle, lille mand med strithår, hamstertænder og et sårbart glimt i øjet slog akkorderne an på keyboardet, hvis skramlende næsten industrielle klang på første nummer gav de vemodige balladetoner en dybtgående effekt, der i den grad fangede et publikum, der i starten syntes lidt forundrede over de heftige Ray Charles-lignende moves, Vollebekk kastede af sig bag tangenterne. Et lyttende, fokuseret publikum, men tavst. En tavshed der hurtigt blev påpeget af Vollebekk, der syntes at more sig over den lavmælte forsamling, da han atter delte ud af sit ivrigt snakkende lune: ”Here in Scandinavia people are just like, you know: – Don’t fuck with us. Just play the goddamn song, asshole…”

Efter et par sange med eminent guitarspil, der sugede publikum yderligere ind i den lykkeligt triste folkboble, sluttede Vollebekk en umådelig vellykket og nærværende opvarmning af med at spille den af publikum ønskede Elegy. De karakteristiske, langsomme trommer fra albumversionen savnedes, men Vollebekks herligt umiddelbare og skæve lyrik og særegne stemme bar ubesværet og dragende det hele igennem. Leif Vollebekk viste til fulde, at han rummer et enormt potentiale. Forhåbentligt kan man snart få fornøjelsen af at se ham på dansk grund som hovednavn.

Med lyset slukket

Kort efter trådte sydafrikanske Gregory Alan Isakov med band ind på scenen. Åbningsnummeret, den melankolske og smukke All There Is fra anden udgivelse, That Sea, The Gambler fra 2007, kunne ikke være mere velvalgt til et publikum, der efter Vollebekks opvarmning i den grad havde samlet sig, klar til en aften i folkens tegn, som en organisk lyttende puls. De mange kærestepar omklamrede hinanden, og som ensom anmelder manglede man hurtigt en kvinde ved sin side. For Isakovs sange er som små drømme. De har den fjerne, eftertænksomme, sært fortvivlede skønhed fra hans omstrejfende liv, hvor billederne fra hans rejser bliver sangenes fortællinger, og den lille mand på træk gennem landskabet musikkens underspillede, atmosfæriske klang. Dette mærkedes især i et af aftenens højdepunkter, hvor scenelyset slukkedes og bandet fra det røgfyldte mørke fremførte The Univers’ melankolske hyldest til tilværelsen: And the Universe, she’s whispering so softly I can hear all/the croaking insects, all the taxicabs, all the bum’s spent change/all the boys playing ball in the alleyways/they’re just folds in her dress.

Isakov fortalte da også selv med sin enorme ro under den karakteristiske folkhat, hvordan han i et telefoninterview om morgenen var blevet spurgt, hvordan han ville beskrive sin musik. ”Sad songs about space. Sad songs makes me happy…” Et udsagn, de fleste fremmødte denne aften kunne skrive under på.

Violin og cruise control

Særligt vaktes publikums begejstring, da bandet halvvejs gennem koncerten samledes om en 30’er-lignende rejsemikrofon, hvor Isakov omringet af banjo, kontrabas og Jeb Bows violin, der for alvor fik lov at folde sig ud denne torsdag aften, indhyllede Vega i folkens mytiske fortid og cementerede samtidig en stærk følelse af nuet. Med en dragende, banjobåret version af The Stable Song nåede bandet toppen på en aften, hvor Isakovs klare vokal strålede, som han varierede mellem sin almindelige dynamiske mikrofon og sin kondensatormikrofon. En flot duet med Leif Vollebekk i et cover af Springsteens Dry Ligthning var med til at afrunde aftenen, som Isakov dog selv satte punktum for med 3 a.m.’s catchy fingerspil og længselsfulde landevejslyrik. En stemningsbåret koncert i skræddersyede omgivelser med højt niveau. Isakovs musik er både smuk, gribende og oprigtig. Men sangene er svære at adskille, og settet manglede en form for dynamik. Isakov har sin egen lyd, men den kan være en kende ensformig og lidt for ’pæn’. Den ellers vellykkede koncert var derfor til tider præget af en lidt træg monotoni, og det kan euforien over violin og banjo, hvis genindtog i moderne musik man her må slå et slag for, og anmelderens varme hjerte for folk desværre ikke helt udligne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s