★★★★☆☆

Vi har ingen dårlig samvittighed over denne anmeldelses rubrik – her følger Pladegrebs Melih Erdems langforms-anmeldelse af tyske Bilderbuchs seneste udgivelse Magic Life. Læg mærke til at vi er så ekstremt akademiske, at vi endda har TO fodnoter! 

Af Melih Erdem

Om et øjeblik anmelder jeg en plade, men inden da og af grunde, som vil blive klare senere, vil jeg først redegøre for den romerske digter Horats udtryk Carpe Diem.

Med betydningen “grib dagen” lå Horats filosofiske ståsted i epikuræismens (Red: det går kort sagt ud på at nyde livet mens du har det, og ikke tro alt for meget på guder og magi)betoning af livsnydelsen som livets højeste gode, opnåelig gennem et simpelt liv defineret ved refleksion og selvdisciplin. Grib dagen, men grib den nænsomt.[1]

Begrebets tætteste pendant på moderne sprog er muligvis det udskældte YOLO (“You Only Live Once” fra Drakes The Motto), som særligt på internettet er blevet en metonymi for ureflekterede handlinger eller hovedløs adfærd, der vendes til en meningsdannelse for livets gang: “Jeg lever kun én gang – hvorfor ikke køre denne indkøbsvogn ned af disse 400 trappetrin!?”

Muligvis kan det også siges at være et passende motto for en skruppelløs finanskapitalisme, der vil gør alt for et hurtigt skud ekstra profit eller det konkurrencesamfund, hvor vi træder hinanden over tæerne i vores stressede iver efter at opnå en hoverolle i det skuespil og teater samfundet gemmer sig bag.

Carpe/Diem er også den definerende titel på introen for det seneste album Magic Life af det østrigske band Bilderbuch. Tidligere ville de blive kategoriseret som punk-rock, men med den nyeste udgivelse bevæger de sig snarere i retning af noget cremet og flødeagtigt pop og R&B. De gør det dog ikke uden at miste deres flabede og punkede laidback-attitude. Bilderbuch både griber dagen, men giver samtidigt slip på et publikum med høje forventninger oven på det succesfulde og hits-prægede album Schick Schock fra 2015, der tilbød ørehængere som Maschin, OM og Spliff.

Det er den klassiske problemstilling om den gode efterfølger, som Bilderbuch dog ikke lader sig genere af. Magic Life er ligeglad med det stilrene og let fordøjelige, og der optræder både spændende interludes flere gange i albummet samt et gennemgående formmæssigt, rytmisk og musikalsk kaos i samtlige numre på et ellers 80’er- og R&B-poleret lydbillede. Albummet skaber således en del paradokser eller synes i hvert fald kontrastfyldt. Gennem de mange lytninger gik jeg fra at synes det var et mislykket forsøg på at følge med de musikalske trends til at forstå det i punkens ånd som en afvisning af samfundets status quo.

Det 4-mand store band med en klassisk rockopsætning af guitar, bas, trommer, lidt mere syntetiseret guitar plus en masse digitale og elektroniske effekter lægger ud i introen med et sammensurium af 80’er-guitar, synth-effekter, samples og et beat der flyder sammen i ét. Det hele opbrydes metrisk og udmattes endeligt i sin egen cyklus af genkendelige effekter. I løbet af de 46 sekunder, Carpe/Diem varer, fandt jeg på paradoksalt vis en ro i et ellers rytmisk og lydmæssigt kaos.

Paradokset opløses dog straks efter i nummeret I ❤ Stress med en konstant bombarderende rytmisk mikrounderdeling af musikken, og stressen forstærkes kun af de maniske og aggressive 80’er synthesizer-melodier, der dels præger omkvædet, men som også agerer erstatning for den klassiske guitarsolo – et træk, som i øvrigt er gennemgående og karakteristisk for hele albummet.

I ❤ Stress lægger musikalsk såvel lyrisk op til hele albummets tumultuariske og anmassende karakter. Som lytter kan man godt irriteres over alle de excentriske udslag i musikken, der ellers kører bekvemt og har et godt flow. Udslagene fungerer ikke altid lige godt i alle numre, og over albummet bliver det gennemgående og dermed genkendeligt, hvormed det kan ophæve sin egen funktion.

Samtidig kan det også forstås som en kommentar til og en parodi over en generation, der er vokset op i en all-inclusive klub[2] og lever eller forsøger at leve det magiske liv med alle dets materielle goder som Sneakers4free. Ligeledes refereres der til åndelige goder, når forsanger Maurice Ernst med en overlegenhed og flabethed beordrer: Erzähl deinen Mädels ich bin wieder in der Stadt (Fortæl dine damer, at jeg igen er i byen), for “Ich schmecke immer noch nach Fruit Juice (jeg smager altid efter juice).” Der skal togtes efter (frugt)kød, og kærligheden reduceres til en investering:

Mein siebtes Investment bist du …
Ey Lady, komm zu mir, Ich hab alles, alles was du willst: Vanilla, Nutella, Stracciatella … Ein schickes Investment …
Schiggidywiggidyvestment. Ich mein du und ich im splashy Marmorbad so splashy.

(Du er min syvende investering / Ey Lady, kom til mig, jeg har alt, alt hvad du vil have: Vanilje, Nutella, Straciatella … En stilet investering … Schiggidywiggidyinvestering. Jeg mener, du og jeg i det sprøjtende marmorbad, så sprøjtende)”

Investment 7

Det musikalske udtryk er saftigt og flødet, og det bærer ens tanker hen imod Frank Ocean og Kanye West – dog med en tilbagetrukkethed og punket sarkasme i Maurice Ernst’ sang- og rappestil såvel de bizarre udslag i musikken.

Kommentarer og referencer til popkulturen høres også flere steder på albummet. Sprit n’ Soda er en parodi over O. T. Genasis’ Coco fra 2014, hvor der rappes om kokain i form af “Bakin’ Soda”. Bilderbuch har ikke kokain men alkohol og sodavand, og referencen høres tydeligt i omkvædets melodi, som er metrisk identisk med O. T. Genasis’ opskrift på billig kokain blandet med bagepulver: “Whip it through the glass, nigga / I’m blowin’ money fast, nigga,” som hos Bilderbuch bliver til “Skoda-Crash-Stuntshows / Highlife im Bungalow / Snacks für die Late-Night Show / By the rivers of cashflows.”

Hvori ligger meningen med det? Sprit n’ Soda står i forlængelse af den ørehængende single Bungalow, hvor bungalowen ikke er en romantisk hytte på en sandstrand i det indiske ocean, snarere en beboelse, hvor ens date kommer forbi i sin Skoda til snacks og Late-Night-Show, alt imens mor kokkerer i køkkenet. Er det et billede af en europæisk white-trash-karakter, som blot sidder hendøende i sin hybel og ser meningsløs Flow-TV, æder snacks, holder sig kørende med alkohol og sodavand og drømmer om stride strømme af guld og rubler, for at kunne opgradere sin Skoda? Det er med mine sociale briller mit bedste bud.

Skal man beholde de sociale briller på, tager Bilderbuch også i højere grad et socialt ansvar og ytrer sig også imod de tendenser, der har udviklet sig i verden. Albummet er blevet til, mens man har oplevet en flygtningekrise, Brexit og senest valget af Donald Trump som præsident USA, og det får også sin plads i blandt andet det super funky 80’er-spækkede Superfunkypartytime. “It’s super funky partytime” når

An der Grenze, kein Admiral, na. Ich brauch no Passport, no credicard, na … Bring die Future Love vom weiten All

(ved grænsen, ingen admiral, nej. Jeg har ikke brug for et pas, ikke brug for et kreditkort, nej. Bring Future Love langvejs fra)”

 

Og fremtidens kærlighed bringes langt borte fra: “Mama aus Brasilien, Papa aus Usbekistan … Mama aus Rumania, Papa aus Arabia.” Der slås et slag for globaliseringens ideologi, som så hårdt udfordres i disse dage. Ikke mindst i Østrig, hvor en højre-populist var tæt på at vinde præsidentvalget i 2016. Bilderbuch forestiller sig derudover en tid uden abrahamske religionskrige eller kultursammenstød, når de drømmer sig til Babylon fuld af kærlighed og soul-kor. Både Kristus og Muhammed dikterer akkurat det samme: “Come drink! … Let’s dance! … Relax!” og Bilderbuch gør blot efter: “und ich Drink … und ich mach den Dance … und ich bin entspannt.” I Babylon er det hele lige meget.

Personligt vil jeg fremhæve den smukke Monika, som siger det sart og siger det igen så stille (i Maurice’ øre?): Baba. Udover singlen Bungalow, er Baba min favorit på albummet. Det er et rigtig stærkt og simpelt nummer. Dæmpet pumpes der powerakkorder i omkvædet til lyden af helt enkle off-beat markerende trommer. En anden guitar leger med finurlige klik-riffs, der akkompagnerer versets melodi på yndig vis. Det finurlige og elegante bliver afbrudt med de aggressive og atter maniske melodier, der saver igennem lydbilledet, ligesom Monika i kraft af sin elegance saver igennem bybilledet.

Udadtil griber Bilderbuch dagen på YOLO-vis, men indadtil efterspørger de måske det epikuræiske ståsted og tager i virkeligheden pis på og karikerer den moderne popkulturs klichéer og ligegyldigheder ved netop at vende dens virkemidler på hovedet og demaskere dem. Af dialektikken mellem det antikke og det moderne Carpe Diem opstår en spøjs men virkningsfuld syntese af noget grimt, smukt og poppet elektro-punk-rock med et kæmpe skud R&B.

__________________________________

[1] Bent Christensen & Chr. Gorm Tortzen, 2006. Romersk Antologi. København: Museum Tusculanums Forlag, p. 155

[2] Bilderbuchs eget udsagn i interview m. Puls Musik  d. 21. Februar 2017

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s