Af Johannes Lund With

Tit er musik bedst når det får lov at stå selv, når kunstneren ikke behøver bidrage med alt for mange bevingede ord om konceptet for at ideen går rent ind. Denne uge skal vi dog tale om en af undtagelserne, der bekræfter reglen.

Emil Amos er en af mine yndlingsmusikere. Han spiller i Grails, Lilacs & Champagne, Om og hans eget soloprojekt Holy Sons, som alle sammen hører til på min liste over favoritbands. Især sidstnævnte formår på en forunderlig måde at være hudløst ærlig og sårbar, uden at blive hverken patetisk eller selvhøjtidelig. Det har et glimt i øjet og en tåre i øjenkrogen.

Men det er ikke kun Holy Sons der skal anbefales i denne omgang. I efteråret sidste år begyndte Amos og musikjournalist Jonah Bayer podcasten Drifter’s Sympathy, hvis episoder er skiftevis røverhistorier fra Amos ungdom og musik-episoder hvor han DJ’er obskure cratedigger-fund. Selv hvis man ikke er til mærkelig gammel musik er det bestemt værd at lytte til den anden halvdel af podcasten, hvis anekdotiske format er lige dele humoristisk og kuldegysende virkeligt.

Det er en række fortællinger fra skyggesiden af den amerikanske drøm, om alle de mærkelige ting der sker bag forstadernes facade, om at opløse sig selv med stoffer og kun med nød og næppe klare sig igennem med forstanden i behold. Det er oprigtigt morsomt at høre Amos fortælle om hvordan han som knægt rejste til LA uden andet end en bil, en pose pot og to pornoblade, for uden skyggen af relevant erfaring at arbejde som manager på en komiker-bar. Men det eksistentielle mørke kryber ind igennem sprækkerne, og ved sæsonens afslutning sidder man med fornemmelsen af at lytte til en ødelagt mands bekendelser. I løbet at podcasten når han forbi det ene efter det andet udskud, som verden tabte på jorden. Det er fortællingen om outsideren, men på en ærlig og reel måde, der både favner det sjove og det håbløse, charmerende excentrikere og fortabte narkovrag.

 Holy Sons: ”Robbed And Gifted”

 Godt og vel samtidig med at Drifter’s Sympathys første sæson blev afviklet udkom den nyeste Holy Sons-plade, In The Garden. Det er en af de bedre Holy Sons-plader i lang tid, om ikke den bedste til dato. For mig var det en kamp at komme ind i Holy Sons’ univers, det er ret enigmatisk og uigennemtrængeligt projekt, både lyrisk og musikalsk – men da jeg så endelig fangede den blev det hurtigt til mit nye favorit-”trist mand med guitar”-band. Og In The Garden er klart en af de mere catchy og lettilgængelige Holy Sons-udgivelser, og Drifter’s Sympathy er den perfekte måde at forstå de mange metaforer og uudgrundelige små sætninger, der udgør lyrikken på pladen. Pladen og podcasten udgør til sammen et hele, der er større end delene.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s