I’m Happy, Hope You’re Happy Too.

Af Krille H

I skrivende stund ved jeg ikke om det er det rigtige valg jeg har foretaget.

Jeg havde mest lyst til at grave noget op fra gemmerne, dig in the crates og puste støvet af en gammel single, der siger noget tidløst om menneskeheden eller whatever. Alternativt kunne den være så ubønhørligt saftig at man bliver direkte bims og rykker sin krop rundt på stuegulvet i spjættende omdrejninger. Mine unge kolleger er så ferme til at finde de her nye navne, der formår at gentænke genrerne og mediet og med gispende hug kaster neongule nuancer op på det grumsede lærred. Ikke desto mindre udkom min anbefaling i fredags d. 7 april 2017.

Til mit forsvar er Johnny Allan, Benji Compston og Ash Coopers gruppe Happyness’ nyeste udspil ’Write In’ formet af et så fantastisk uprætentiøst format, at jeg ikke kan gøre andet end at gå i bad og lade som om jeg skal til privatfest i 90’erne.

Jeg ved sgu ikke lige hvordan det skal beskrives hvis jeg ikke skal gøre bruge af smånederen udtryk som forkælet ligegyldighed og bajerapati, men det vil jeg ikke, men det er noget med at når den attitude vi her er inde på, møder et enormt musikalsk talent så opstår den her elskværdige facon, som også Stephen Malkmus fremstillede i Pavement og som Elliott Smith gjorde et eller andet alkymistisk smukt ved, inden han offede sig selv.

Gott. Dammit.

Write In giver mig lidt den tomsmukke følelse at være tolv igen ude i forstaden, med min nye grønne cykel, i sommerferien, mens de andre børn var i Grækenland og byen var doven eller død. Masser af tid og nul planer.

Happyness indspiller i en lejlighed over en gammel bogbutik, og det er ikke lige til at sige hvem der spiller hvad, udover at det er Benji og Johnny, der synger og det er Ash, der spiller trommer. Lyden er ren og umiddelbar og har en ram duft af stilstand, men ikke som en sovset skraldedynge i solen – det er den der, når man lige er vadet ind i et sommerhus og har lyst til at tænde op & lufte ud på samme tid. Lyrikken er til tider småforelsket, men mestendels hånligt kålhøgen, som vi kender det fra Father John Misty og andre samtidige, omend mere afmålt og mindre opsøgende.

Bandet beskriver navnet som en mere forbrugsorienteret glæde end egentlig ’lykke’. Happy, som i den smiley man skal trykke på når man forlader lufthavnen og visse store supermarkeder. Maximal glæde lig med fuldendt tilfredshed.

Nå. Nu skal det heller ikke blive for langt. Happyness er langt henad vejen akustiske guitarer, orgler og ride-bækken. Det er også meget mere en det, men forestil jer hvis Blurs ’Coffee & TV’ tog form som en Sydlondonsk trio og spillede musik til hvilken dansen er, at blive siddende i sofaen og håbe på der sker noget efter reklamerne. Jeg

Det er mod forventning enormt befriende.

Hør lige med her engang, hva’?

TL;DR

Band: Happyness
Album: Write In
Anmeldelse: Simultant grineren og steneren London trio puster liv i en hedengangen coolness, der  hensætter anmelderen til en cykeltur uden formål, som

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s