Du er enten med dem, eller imod dem. Der findes ingen middelvej. Derudover er Bob Dylan noget opreklameret skrammel.

Af Jens Haag

Der var lykkelige nyheder til musikelskerne i min fars generation for ikke så lang tid siden igen.

Bob Dylan, resident gud og Übermensch for fallerede rockhoveder, nedværdigede sig til at modtage Nobelprisen tidligere i år, efter at have surmulet og spillet patetisk vigtig i et lille års tid. Hvilken jubel! Endelig havde denne guitarhelt, folkrockens grand old man, fået en hæderspris, der indkapslede hans enorme bidrag til musikken, nej kunstens verden!

Jeg fatter ikke Bob Dylan. For mig virker han til at være en lidt-over-middel singer-songwriter med nogle undertiden habile linjer og en latent misogynisme. At han skulle være rockmusikkens og poesiens redning (og fortjene en Nobelpris) er for mig uforståeligt. Den tanke er jeg tydeligvis ene om.

Musikindustrien virker nærmest manisk besat af at finde ”den nye Bob Dylan”.

Et eksempel.

Endnu et eksempel.

Et tredje.

Et fjerde, for good luck!

Det er næsten som når Dhalai Lama reinkarneres; man forestille sig en trup af musikjournalister med Kim Skotte i spidsen, der rejser rundt til nyfødte med en af Dylans mundharmonikaer (skjult blandt tusinder af andre mundæne mundharmonikaer) og andre Dylan-relikvier – først når et barn har valgt den rigtige harmonika og kravlet ind i den læderjakke Dylan havde på til Newport Folk Festival i 1965, udkåres det som den sande genfødte Gud.

vi-sau-nhac-si-ca-si-bob-dylan-gianh-giai-thuong-nobel-van-hoc-2016-_91910986_dylan4_afp-1476379603-width624height351

Vor gud og frelser Bob modtager en æresmedalje (eller lignende, hvad ved jeg) for hans heltemodige indsats. 

Herefter følger mange års rigid træning i at skrive små-social poesi, spille C-dur, G7, D og A-mol på guitar, vrisse af kvinder og hade sine hengivne fans så intenst, at man ændrer måden man synger på (http://www.huffingtonpost.com/michael-hogan/bob-dylan-in-concert_b_3654022.html), så hans fans, de fucking hæslige pøbelmennesker, de små svin ikke skal synge med på hans sange, som han har skrevet og ejer – åh, hvor ville verden, for Bob Dylan, bare være bedre uden folk der satte pris på ham.

Efter lang tids træning er Neo-Bob klar til at tryllebinde enorme fanskarer med uinteressante fortolkninger af amerikansk folkemusik og vage sange om, øh, sex? Kvinder? Noget i den retning.

Kritikerne og fansne bider naturligvis på. Som om Bob Dylan var en pick-up-artist, og fansne var selvsamme pick-up-artists kødeliggjorte, platoniske idé om kvinder; behandl dem som skidt, og de skal nok komme til dig.

Bob Dylan står jævnligt under koncerter, med ryggen til sine fans, og giver et krystalklart udtryk af en mand, der afskyr og hader, virkelig hader, sin fanbase. Ikke altid naturligvis, Dylan er en nådig gud, og i ny og næ (hvis månen står rigtigt), spiller han faktisk de sange, som horden af mennesker, der betaler hans usmageligt dyre levestandard, gerne vil høre.

Nogen gange endda med den melodi de plejer at være på.

Hvis man påpeger de usympatiske tendenser vil jeg ikke sige at folk flipper skråt – ikke udadtil i hvert fald. Du får et misbilligende blik, og en rynket næse. En dirrende stemme, der ikke så meget har argumenter, men mest har eksempler; du skal høre Lay Lady Lay i den her udgave, du bør kigge bort fra stemmen, hvis du nu bare hører det her album, så vil alting falde på plads.

Lige under det rolige ydre gemmer det maniske raseri sig, fornemmer man. På Bob Dylans officielle hjemmeside finder jeg en truende knap ”GET BOB DYLAN NEWSLETTER” (et evangelium, forestiller jeg mig, hvor vor herre og frelsers nyeste mirakler står beskrevet i versaler og de vantros fejltagelse bliver begrædt med bittersøde tåre), mens jeg genlæser teksten til ”The Times They Are A-Changin’”:

”Don’t stand in the doorway
Don’t block up the hall
For he that gets hurt
Will be he who has stalled
There’s a battle outside and it is ragin’
It’ll soon shake your windows and rattle your walls
For the times they are a-changin’”

Og tilbage står jeg, og synes det All Along The Watchtower er, i bedste fald, en ok sang, og fatter pertentligt intet af den rasende kult, der insistere på at tilbede en gud der hader dem. Det er indremission, men de er opstået helt uden totusind års undertrykkelse, tænderskærende fattigdomsmoral og eksistentiel frygt.

(Siden Uncle Bob ikke vil la sine sange ligge ude på youtube, lægger vi ved dette smukke cover)

I stedet for fadervor og nadver, drikker de whiskey, mindes Ginsburg i ubehagelig grad og er, så vidt jeg kan se, alle sammen, alle som én, mænd. Selv indremission har en bredere kønssammensætning end Dylan-kulten.

Vid, at Bob Dylan kulten tæller meget magtfulde mænd. Masse-milliardæren George Kaiser har benytter sin enorme formue på at købe for 20 millioner Bob Dylan-relikvier for at indrette dem, i et særligt tempel, en helligdom for verdens vigtigste musiker.

Nobelpriskomiteen elsker ham også, en slags latent kærlighed, Bob Dylan måtte og skulle have nobelprisen, også hvis han ikke ville have den, og, som den modvillige gud han er, først kunne nedstige langt senere for at høste ofret.

Men det lykkedes, og kultens begyndende, latente trang til Bob Dylan blev stillet.

For nu.

Men jeg gruer og frygter, alt imens, for den dag han dør.

Ikke så meget for en verden uden Dylan (det skal nok gå), men mest for den syndflod af kronikker, lister og nekrologer der uden tvivl vil oversvømme verden i de følgende dage, uger og år. Kulten vil drukne os i en malstrøm af blæk og usandheder om, hvordan rockmusikken aldrig var seriøs før Bob Dylan. Før vi opdager det, vil de have samlet sig i grupper i gaderne, alle sammen med mundharmonikaer og læderjakker fra Newport Folk Festival.

Mens de ædelt fælder en tåre ved tanken om lyden af Highway 61 Revisited, vil de stimle sammen om os, de uindviede, og mens solen sender sine sidste, døende stråler igennem verden, vil de løfte os til det nyligt konstruerede, George Kaiser-sponsorerede Dylan Mausoleum, og i håbet om at Dylan, når han viser sig igen, vil spille en genkendelig udgave af Blowin’ in the Wind, fældes kniven, og vores varme, mørkerøde hjerteblod sprøjter ud over mundharmonikaerne og glasvinduerne og blander sig med smertensskrigene.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s