Af Melih Erdem

Som så mange andre mennesker har jeg henover påsken trukket mig væk fra storbyens mylder og hjem til mine forældre i den stille og salige periferi, til de vestlige forstæder (eller Vestegnen som det så berygtet kaldes, hvis man rigtig skal manifestere en hårdhed og frygt).

Men her er ganske fredeligt. I hvert i fald i skrivende stund, hvor jeg sidder ved mine forældres spisebord og skuer ud af vinduet og blot ser en endnu gylden bøgehæk, der lyser en ellers grå og regnfuld påskedag op.

Læs også: Måske verdens bedste plade

Fredeligt er også det stykke musik, jeg kom i tanker om i min iver efter at foretage mig et eller andet i disse påskedage, hvor vores verden går i stå, for en mand der efter sigende ofrede sig for menneskeheden for nogle tusinder af år siden.

Engang stod et digitalt klaver i hjørnet af stuen, hvorpå jeg kunne underholde mig selv og udfolde mine kreative sider. Det står der ikke længere. Og så kom jeg i tanker om en sang jeg hørte i radioen for nogle dage siden af den britiske singer-songwriter Sampha.

“No one knows me like the piano in my mother’s home” synger Sampha med sin afrundede, bløde og soulede stemme til et klaverakkompagnement, der blot slår nogle akkorder an og fylder hver sunget frase ud med et svar af en gentagende klavermelodi. Samphas større kunstneriske virke har jeg ikke kendskab til, men sangen, der først udkom som single tilbage i januar 2017 og senere i februar som en del af pladen Process, dedikerede han til sin mor, der gik bort efter et langt sygdomsforløb.

Jeg fandt sangen og afspillede den, og påskeroen, som allerede havde lagt sig over den københavnske vestegn, denne fysiske hvile med kun meget lidt aktivitet, mistede fuldstændigt sin tidslighed, og over 3 minutter og 38 sekunder gik verden i sandhed i stå. Det eneste jeg kunne tænke på, var det hjørne jeg satte mig hen i og kanaliserede al min energi ud i fingrespidserne, hvis aftryk mit klaver altid kunne genkende, hvormed det åbnede sig op for den musikalske magi der måtte opstå. I samme rum eller i køkkenet ved siden af, var mine forældre beskæftiget, og jeg forestiller mig, at de nogle gange lyttede med glæde, andre gange med irritation, men mest af alt af kærlighed.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s