Sæt dig, sæt dig, uden ironi og lyt til ørnens stemme og tordenvejrets røst og fortællinger om uendelige, åbne vidder.

Af Jakob Filtenborg Andsager

Man bliver kynisk af kedsomhed.

Det erfarede jeg da endnu et år gik med ikke særlig meget. Entusiasmen forsvinder stille og roligt, uden at man rigtigt mærker det. Det, der før var nyt og spændende, er nu trægt og krævende.

Det er blevet gråvejr.

Ned fra en bjergtinde stiger Robbie Basho, en mokkasinklædt, løvehjertet guitarkriger; åbner skyerne og prædiker om åndelig vækkelse, stor kærlighed, dyb sorg og de evige amerikanske vidder på tolv strenge og bragende baryton. Lige dér, i det øjeblik var jeg ikke kynisk.

I noget tid havde jeg været interesseret i den gruppe af fremadsynede musikere, der voksede frem i nittentredserne og havde store idéer om, hvad den akustiske guitar kunne. The American Primitives, kaldte de sig, og deres bannerfører var John Fahey, en eklektisk visionær, der kombinerede den traditionelle blues, folk og bluegrassmusik med moderne kompositionsmusik, musique concrète og indisk raga for at skabe et nyt musikalsk sprog for den stålstrengede, akustiske guitar.

Basho kom ud af samme bølge, og satte sig for mål at hæve den akustiske guitar til et koncertinstrument. Den klassiske guitar var fin til kærlighedssange, men den stålstrengede kunne for ham kommunikere ild. Og det gjorde Robbie Basho. Fra midten af tresserne og frem til sin alt for tidlige død i 1986 udgav han fjorten usædvanlige og helt eller delvist fremragende plader; nogle kun med sit inspirerede guitarspil, nogle med vokal, alle med fjollede titler; Voice of the Eagle, Song of the Stallion og ikke mindst Rainbow Thunder: Songs of the American West.

Musikken er stor og dybtfølt, fuldstændig uden ironi, lidt fjollet. Og klart, det er som regel den respons, jeg har fået på det, når jeg har vist det frem. For det er lidt grinagtigt, når han storladent proklamerer, at han er “the voice of thunder“ og at han er genfødslen af poeten Matsuo Basho (1644-1690), men kan vi ikke alle af og til have brug for lidt new age-pjat, der hiver fat i os og fortæller os, at hey, husk nu lige at Verden er et smukt sted? Jo, ville jeg absolut sige, og Bashos musik var den helt rigtige for mig i en ellers grå periode. Et solskinsstrejf på et vissent træ.

Det kunne han godt have skrevet en sang om.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s