Underwerket i Valby, 4. Maj

Long Island musikeren Jeff Rosenstock og hans band udgød deres hjerter til svedig kælderfest i Valby

 Af Tomas Vlk

Det er ikke hver dag, at et amerikansk band lægger vejen forbi kælderen på Valgårdsvej i Valby. Derfor havde spillestedet Underwerket mildest talt begået et scoop, da det lykkedes dem at få musikeren Jeff Rosenstock og hans band ned i deres dunkle kælder.

Med sig havde Rosenstock og co. svenske Still Ill, der leverede et energisk og selvsikkert set af en moderniseret post-hardcore lyd. Bandet spillede utrolig tight, og lydbilledet bød på et væld af aparte guitartoner og varierende rytmer, som det var svært ikke at blive opslugt af.

På stortrommen havde Still Ill et klistermærke med teksten It’s OK not to wear leather, hvilket på sin vis meget fint opsummerede den punk-stil, som aftenens bands lagde for dagen. Jeff Rosenstock kom op på scenen iført en neon-gul tanktop og surferklar jeansshorts, og resten af gruppen kunne også til forveksling ligne nogle fædre på casual weekendtur til København.

For Rosenstock spiller hverken klassisk læderpunk eller pseudo-deprimeret emo-punk. Derimod er det en nærmest overgearet, usoigneret og ivrig lyd, der med forvrængede guitarer og stormende trommer bombarderer lytteren. Samtidig bevares melodi og catchiness, hvilket udgør en sprængfarlig cocktail.

Settet startede ud med Bang on the Door, et et-minuts punk-inferno fra sidste års Worry, der var slut lige så pludseligt som det startede. Publikum kastede sig ud i fællessang nærmest instinktivt, og resten af koncerten kunne til forveksling ligne en kaotisk karaokefest.

Til tider var der fare for, at nogle af sangene smeltede lidt for meget sammen til en buldrende mur af punkstøj. Det var lige ved at ske da Rosenstock spillede en række sammenhængende sange fra Worry, men efter den spærreild afhjalp bandet det med et par hits.

18339680_10212776759364696_1137788965_o

Rosenstock fik således også mikset ældre sange ind i settet, og et af aftenens absolutte højdepunkter var Nausea fra 2015, en ængstelig hyldest til midtvejskrisen, der omdannede publikum til et svajende kødbjerg foran forsangerens Kim-Larsen-sized ædespalte.

Bandet spillede upåklageligt, og trods tømmermænd var de i godt humør. Sangene blev leveret i en god blanding af lige-efter-studieversionen og improviserede livestykker. Navnlig var det You, In Weird Cities der nød godt af en mere løs struktur, hvor spændingen blev bygget op hen mod slutningen af sangen for til sidst at eksplodere.

Det skulle have været det sidste nummer, men efter indvendinger fra størstedelen af publikum gik Rosenstock med til at spille to numre mere på den betingelse, at vi alle blev enige om, hvilke det skulle være. Et af dem blev Beers Again Alone, en sang om ensomhed og frygt for at være en byrde for andre – hvilket er karakteristisk for de emner, Rosenstock tager op i sin musik.

For mit vedkommende er Rosenstocks musik et oprør mod et forventningstyranni. Mod de konforme forventninger om, at man som voksen skal følge en nøjagtig og økonomisk rationel karriere-livsbane, fuld af alvor og fornuft og succes. En livsbane, der ikke har plads til udskejelser og følelser og usikkerhed.

Men det var der plads til på Underwerket. Der var plads til alle. Dreadheads, metalshirts og helt almindelige typer, der bare gerne ville danse og synge med på hvad der i sidste ende er meget larmende popmusik. Og den formåede Rosenstock at levere jordnært og med stor indlevelse og energi.

★★★★★☆

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s