Af Jens Haag

Jeg holder af instrumental musik.

Misforstår mig ikke; jeg holder også af musik med vokaler.

Men der noget særligt rent og skært over musik, hvor man ikke skal forholde sig til lyrikken. Musikkens atmosfærer og følsomhed svinger sig op på et hidtil uset niveau, og spreder sig fra ens ører og videre ud i kroppen. Rummet man befinder sig i bliver farvet i skære nuancer. Musikken griber virkeligheden i sine hænder og ens egne ord, fremsagt i indadvendte tanker og drømme, får lov at fylde i stedet.

Refleksionen får lov at fylde. Stilheden, den gode stilhed, bliver, paradoksalt nok, større i musikkens selskab. Man kommer til at gøre det farligste af alt; man kigger indad.

Det er, kort sagt, de ting, der sker, når man lytter til jazz-trioen Hvalfugls debutplade.

By, hedder den.

Men det er jo i virkeligheden ikke sandt hvad jeg siger, at den instrumentale musik er renset helt for ord. Den har stadig titler.

Læs også: Befriende, legende og lækker world-jazz du ikke har råd til ikke at kende

Men de titler bliver, fordi de er så ensomme og åbne for fortolkning, desto større. For hvorfor hedder pladen By? Det virker paradoksalt.

Musikken får automatisk mine ører og mine tanker til at søge mod naturen. Mod den glemte hede, de dybe fyrreskove, de brede, danske strande, de norske fjelde, Skandinaviens råsmukke og benhårde natur. De pludselige regnskyl. Solens kortvarige kys. Andre, halvt lyksalige, halvt uoverskuelige, poetiske situationer.

Indledningsnummeret, Novemberhymne, har en stærk og langsomt opbyggende melodi. Den veksler mellem klaveret, den elektriske guitar og bassen. Det er nu i det hele taget et gennemgående træk ved Hvalfugls musik; før nummeret overhovedet bliver skrevet færdigt lærer alle medlemmer af spille melodien, så stærkt rodfæstet er melodiøsiteten.

Man bliver ramt af novemberhymnen. Det er sjovt, en hymne er traditionelt en ”lovsang”, men hvad er egentlig mere novemberagtigt end en ordløs lovsang?

Efter en rolig start folder melodien sig ud, flyver højt og dykker dybt, som var det halvt en hval og halvt en fugl (smart, ikke sandt?).

Og pladen fortsætter lige så stærkt; det næste nummer hedder Lomborg, opkaldt efter, kan jeg tænke mig, Anders Foghs yndlings klimakriseskeptiker, og der er også en opgivende melankoli vævet ind i nummerets eftertænksomme trykkethed. Undertiden snubler det elegant over sig selv. Man fortabes.

Læs også: Pladegreb Anbefaling: Rockens moderne svar på en tremandssofa

Hvert eneste nummer på pladen har sine stærke meritter, det er næsten den ultimative søndagsplade – og det er sagt på den allerbedst tænkelige måde. Søndagen er den langsomste dag, og undertiden også den mest triste. En ven sagde engang: ”Om søndagen ser man alt det, man har bygget op, gå under og i grus.”

Det har han i og for sig ret i, men man ser måske også den nye uge foran sig, såfremt man magter det. Man ser i den grå horisont de nye begyndelser, de smukke muligheder, selvom de er spejlet i en ængstelig knugethed. De følelser står op i mig, når jeg lytter til By.

En Hvalfugl er både et fantasivæsen, halvt tung halvt let, men også et rigtigt dyr, en arktisk stormsvale. Der er et nummer på pladen, der hedder præcis det, og der er noget sært poetisk over dobbeltheden.

I virkeligheden er dobbeltheden i høj grad et gennemgående tema i Hvalfugl, og særligt på By. Den hedder By, fordi den også handler om naturen. Men selvom den handler om naturen, med titler som Forårsdagen, Stormsvale og Hvalfugl, så handler den også om Færgen og Lomborg.

Hør også: Pladegreb Interview med Hvalfugl

Det er ambitiøst at gabe over så store, og så forskelligartede temaer, men den modsatstræbende energi fungerer upåklageligt på By.

Det er slet og ret en fortræffelig plade. Den tager ved lære af de gamle skandijazz-helte, med god portion arv fra Jan Johanson og lignende, men i modsætning til andre kontemporære danske skandijazz-folk som eksempel Bremer/McCoy er der ikke udelukkende tale (og det skal ikke forstås som en kritik af Bremer/McCoy) om en tænksom og indadvendt musik.

Der er strejf af solstråler og glimt af folkemusikkens danseglæde i Hvalfugls musikalske univers. Nok er der hvaltyngde og alvorlige drømme om Lomborg og stormen på horisonten – men der er også fuglens lethed, glæden ved regnen, smut, der, på en søvnig søndagseftermiddag, bliver slået på en urolig havflade.

Lige midt imellem byen og skoven, mellem pigen der sidder og fyren der danser, mellem musikeren der spiller, og musikeren der lytter, mellem latteren og eftertænksomheden, lige der, der befinder Hvalfugl sig.

Og de har lavet en fantastisk plade. Og jeg kan ikke anbefale den nok.

Læs også: Tidligere black metal band udgiver genialt pop-album

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s