Før du læser denne anmeldelse, så gør dig selv den tjeneste at sætte det her nummer på, og lade YouTubes autoplay-funktion stilfærdigt lede dig dybere ned af stien.

Af Jens Haag

Jeg har et minde, som virker så skrøbeligt og glasagtigt, at det for mig er drømmeagtigt og mærkeligt, og detaljerne er tågede og magiske:

Jeg er på Roskilde Festival første gang. Jeg er ramt af den særlige ensomhed som uden varsel og hurtigt som Jin Xiang Yu-bambus kan skyde op i ens krop fra den støvede festivalgrund.

Jeg vakler rundt, 16 år gammel, med langt hår, tømmermænd og uden en smartphone, for det var før smartphones, jeg mindes det er varmt, tørt og ørkenagtigt. Jeg kender ikke festivalpladsen, jeg kender ingen mennesker, alle er en strøm eller en masse af ansigter, der glider forbi mig uden at jeg kan nå at forstå at de er individer.

Jeg er svimmel og forvirret, og jeg vakler ind det første det bedste sted med skygge, og sætter mig opad en rå, sortmalet trævæg.

Jeg husker det sådan, at jeg er næsten alene i teltet. Der er et band på scenen, en overjordisk smuk kvinde, musikere omkring hende som stenstøtter, jeg vender ansigtet opad.

Hun kigger ned på sine fingre, der tager greb på guitaren. Så lader hun hånden stryge henover strengene, og ånder ind og begynder at synge.

Jeg glemmer jeg er alene og bliver suget, med maven først, direkte ind i et univers af sorte skygger og skræmte hjerter, solen er holdt op med at skinne klart udenfor. Det føltes som om musikken var skrevet og spillet kun til mig.

Den minder om ravnens skrig i skovbrynet i øjeblikket hvor en flammende orange sol oplyser universet, og du går mellem stammerne i øjeblikket før verden indhyller sig i en kappe af skyggefulde minder og natten falder på. Og i det du forlader skovbrynet flyver ravnen væk og du opdager at der er gået 100 fortryllede år, siden du forlod landsbyen.

(Jens, 16 år, var ret stor fan af Edgar Allan Poe, i øvrigt).

Sådan sidder jeg i en tid, jeg ved ikke hvor længe.

Jeg finder mig selv igen ved koncertens slutning, jeg havde helt glemt jeg var væk, og træder udenfor. Og så fortsatte festivalen, som festivaler gør for teenagere, med øl, usikre forelskelser og stormfulde følelser, og koncerten med den smukke sangerinde blev glemt.

Det er først mange år efter, at jeg kommer i tanke om koncerten igen, som fragment fra en halvglemt drøm, og, på en måde jeg ikke husker længere, kommer frem til, at der er tale om amerikanske Marissa Nadler.

Tirsdag den 11. juli i år så jeg hende igen.

Det er nede i Jazzhouse, og jeg er blandt lidt ældre mennesker, for det er under jazzfestivalen. Vi sidder ned.

Jeg er lidt nervøs. Jeg har hørt hendes plader heftigt siden jeg feberagtigt huskede at jeg havde forelsket mig i hende dengang, for næsten ti år siden. Ville det i virkeligheden være bedst, hvis hun bare forblev et spøgelse i mine tanker, en malet drøm, en oplevelse der er ligeså meget fantasi som virkelighed?

Hun bliver introduceret, vi klapper høfligt. Marissa Nadler kommer ud på scenen, og taber en ledning til guitaren. En tekniker kommer løbende med en tændt telefon, for at lyse op for hende. Hun siger nogle ord, noget med undskyld, jeg kan ikke høre det, lyden er lav.

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Der er en nervøs mumlen. Uro.

Og så læner hun sig frem, og hun kigger ned på sine fingre, der tager greb på guitaren. Så lader hun hånden stryge henover strengene, og ånder ind og begynder at synge.

”Red is a color of memory
Blue was a way to green
And, darling, you did gamble
‘Cause you were a dying breed
Yes, you were dying breed

Yellow — the color of your skin
Black was the color of your hair
Your earthly days have passed you by
Where, oh where, oh where did you go
When they took your bones, now?”

Og jeg har ingen svar, mens hun bliver indhyllet i bananrøg og drømmen tager over. Jeg er meget mindre end jeg er, og jeg føler en tåre presse sig hårdt mod indersiden af mit kranie. Mine ryghår løfter sig mens Marissa Nadler fremmaner det ene spøgelse efter det andet, på en lang række, en ad gangen, tusind døde elskere, millioner af flygtige følelser og stemninger.

Hver gang hun stopper med at spille, der nedstiger hun og bliver menneske igen, hvad slår det allermindste skår af min glæde, men det er svært at brokke sig for alvor over.

For når hun læner sig frem og kigger ned, og slår strengene an, og synger som var hun fra en anden verden, så løfter min sjæl sig med mine nakkehår, og alting føles forkert og smertefuldt på den helt rigtige måde.

Og så kan det være lige meget om der er gået hundrede år, når jeg kommer ud af mørket igen.

Marissa Nadler spillede på Jazzhouse d. 11. juli.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s