Af Melih Erdem

Københavns nye festival, Haven, levede i sandhed op til sit navn både på engelsk og på dansk. I navnets engelske forstand skulle festivalen fungere som et tilflugtssted, hvor man ideelt skulle kunne give slip på sit daglige liv og indtræde i et nyt rum og blive udfordret.

Og det fungerede også som et tilflugtssted, men ikke ind i et nyt rum, en ny verden og nye oplevelser, snarere hen til Refshaleøen som (bag)haven for en hvid kreativ- og middelklasse omkranset og beskyttet af Københavns havn som en de facto ligusterhæk. Det blev et tilflugtssted, hvor man med tilpas mængde hipt kluns og tilpas mængde finanser på betalingskortet kunne lukke sig som sig selv og sine nærmeste i en boble med lyden af ensformig indie-musik og smagen af en dyr pilsner, der smagte af IPA. Haven var et rum for en ny konformitet med friheden til at vælge, hvad der altid har været samme, som Frankfurterskolens Theodor Adorno ville sige det. Der var friheden til at vælge mellem dyr øl og dyr mad – når køerne ellers tillod det – og friheden til at vælge mellem et relativt homogent musikprogram.

Læs også: Der er fucking ingen anden Annelise

Jeg blev ellers temmelig begejstret, da jeg første gang så musikprogrammet for nogle måneder siden. Navne som Beach House, Band of Horses, Bon Iver, Feist og The National satte gang i nostalgien og henledte tankerne til gymnasietiden ti år tilbage, hvor indie-rocken i højere grad blev mainstream, og det ene guitarbaserede band efter det andet kom ud i sfæren. Indie-musikken har været mig tæt på livet gennem mine formative år og er det stadig, men når man har hørt to bands af den samme behagelige og mere eller mindre forudsigelige kaliber, har man ikke lyst til at høre otte mere på to dage. Den musikalske ensformighed og homogenitet definerede desværre programmet, og det blev aldeles trættende at høre på, især når lyden på hovedscenen Meadow var så elendig.

Læs også: Jeg bliver suget, med maven først, ind i et univers af sorte skygger og skræmte hjerter

Det er mig et mysterium, hvordan man kan slå sig op som en feinschmecker-festival, tage 1.200 kr. for to dages musik og så ikke have styr på lyden på hovedscenen. Jovist, det kan være svært at lave en god lyd, når det blæser, og vel er det første gang for festivalen, og dog er det utilgiveligt.  I et festivalfyldt og blæsende Danmark, må der være så meget knowhow på området, at disse ikke kan være undskyldninger. Hvis man ikke havde en ståplads inden for den firkant, der dannedes mellem scenen, de to højtalersæt på hver side og lydpulten 30 meter længere nede af pladsen, var lyden så krank, at publikum hellere indgik i dialog med hinanden i stedet for at være nærværende og høre musikken. Conor Oberst, Band of Horses og Feist efterlod mig kun med billedet af nogle musikere, der forsøgte og forsøgte, men aldrig nåede udover de første ti meter fra scenen. Resten af publikum nød hellere gourmet-sandwichen og -øllen, og sanserne smeltede på ingen måde sammen.

Ikke fordi de nødvendigvis ville gøre det, såfremt lyden havde fungeret. For det gjorde den andre steder. På de mindre scener, Værket og Mindfield, havde jeg de bedste musikalske oplevelser. Det danske rock band Nelson Can virkede dejligt forfriskende og opløftende som en musikalsk afstikker til den introverte og selvfokuserede indie-musik. Med en punket energi sparkede de mildest talt røv, og det var ikke min IPA-pilsner, der excellerede min musikalske oplevelse. Det var de tre kvinder på scenen, der sammen med deres gæster futtede festivalen af med bastante og fuzzede basriffs og solid samt vidtrækkende vokal.

En anden punker skulle der til for at løfte mit humør. Iggy Pop spillede efter Nelson Can på hovedscenen, hvor jeg fik sikret mig en plads oppe foran. Jeg har intet forhold til Iggy Pop, men hans energi og vilje til at interagere med sit publikum holdt den friske pust over landet i live noget tid endnu. Det samme gjorde det maliske ørken-blues band Tinariwen, som spillede på Mindfield-scenen efter Iggy Pop. De tre afstikkere i et ellers ensartet musikprogram var for mig de bedste indslag på festivalen.

En masse logistiske problemer var også karakteristisk for festivalen, men dem vil jeg ikke gå op i her. I stedet slutter jeg af med erkendelsen om, Haven Festival har givet mig en kedelig åbenbaring om indiens kultur og sociologi og dermed mig selv. Man er blevet konform, selvtilfreds og forudsigelig og lukket sig inde om sig selv bag de moderne ligusterhække, som har rykket sig fra 60’ernes parcelhuskvarterer til de store grønne baggårde i brokvarterene. Der findes Haven.

Læs også: Hvalfugl er paradoksal søndagsgenialitet

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s