Af Jens Haag

Min ene fortand gør ondt af helvede til. Den slags smerte, hvis kilde er ganske lille, og hvis omfang vokser som en krysantemum, til den fylder et skræmmende stort kropsligt areal.

De nærmere detaljer er ikke relevante her, men udsigten til et liv hvor min fortand ikke gør ondt er lykkeligvis ikke langt væk. For nu er der dog ikke andet at gøre end at lukke kæben om de tilladelige, daglige panodiler og spise mad der ikke kræver bidekraft fra midten af munden. Og dulme den del af smerte medicinen ikke tager med musik.

Der er en plade jeg har genopdaget og hørt uforholdsvist meget under min flirten med tandfeen fra helvede – vidunder-DJ Nicolas Jaar og rytmeguitarens skytshelgen Dave Harringtons kollaborationsprojekt Darkside. Men selvom jeg har deres eneste ordentlige, fuldlængdede plade på vinyl (Psychic fra 2013), er det faktisk ikke den jeg har hørt.

Læs også: On point storbyjazz: Elektrojazz begår den musikalske udgave af New York

På Spotify faldt jeg over deres første fælles eksperiment, simpelt navngivet Darkside, en EP med tre sange, optaget på turne, i hotelværelser og (vil rygtet vide) –gange, da en converter engang eksploderede, og tvang de to ekvilibrister til at søge tilflugt uden for værelser. Man forestiller dem lænet op ad hotelvæggen med et væg-til-væk tæppe under sig, Jaar med sin iMac og Harrington sammenbidt, med hænderne på sin Gibson, lejlighedsvis pegende og gestikulerende mod skærmen.

Det lykkedes, under alle omstændigheder, og de tre sange, der er på den EP er hjemsøgt af et uforligneligt sammenspil mellem Harringtons forsigtige men melodisk cementstærke guitar, og Jaars uvirkelige, sære, hjemsøgte lydflader, der stiger og falder.

Læs også: Jeg bliver suget, med maven først, ind i et univers af sorte skygger og skræmte hjerter

Før jeg hørte Darkside, dengang i 2013, eller hvornår det var hele verden for alvor fik øjnene op for dem, vidste jeg ikke at altid havde manglet Darkside i mit liv. At den lyd, at den måde at spille guitar på altid, på sin vis, havde svævet rundt i min bevidsthed, som en ting, der med sit fravær fyldte alt den plads den ikke med sin tilsteværelse optog.

Numrene på EP’en har ikke som sådan navne. De hedder bare A1, A2 og A3. Og de flyder i øvrigt også mere eller mindre sammen. En drøm, af den slags, hvor man er på spidsen af sine tæer, men hvor man alligevel flyder igennem tilsvarende flydende landskaber, mærkeligt genkendelige og fremmede.

Det er nok til at få selv undertegnede (der piver og klynker ved selv den allermindste forkølelse) til endda, for en stund, at glemme min fortand.

Læs også: Hvalfugl er paradoksal søndagsgenialitet

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s