Improvisation, fængende rytmer og det uvisses kraft hypnotiserede publikum på Loppen til en rituel dans i bandets mystiske lydunivers

Af Tomas Vlk

Vi lever i en affortryllet tid: religion og troen på det overnaturlige har måtte vige for den tekniske videnskabs gennemskærende præcision, hvormed alt kan regnes ud. Sådan har diagnosen lydt siden slutningen af det 19. århundrede, og den har også ligget og rumsteret i mit hoved siden den dag i 1.g, da jeg første gang hørte den i samfundsfagstimen.

Og på det seneste har diagnosens ekko buldret mere højlydt end ellers. De seneste år fyldes medierne med snak om falske nyheder, anti-vaxxers og flat-earthers. Ikke-videnskabelige fællesskaber, der forsøger at modsige den hårde videnskabs autoritet. Måske et forsøg på at tage den umiddelbare, selvskabte viden, vores fjerne forfædre altid har haft om deres verden, tilbage: et spørgsmål om at gøre verden hjemlig gennem egen tro, og finde trøst i den.

Med andre ord at genfortrylle verden.

Det var også min oplevelse af det, som Vanishing Twin havde gang i på Loppen onsdag aften. I modsætning til anti-vaxxers og falske nyheder var deres forsøg hverken farligt for samfundet eller bakket op af et større internetfællesskab. Selvom det godt kunne blive det sidstnævnte, for der er rigtig meget potentiale i Vanishing Twins musik.

Det beviste de fra det allerførste nummer, der var en lydpromenade af alt, hvad de havde med op på scenen: foruden det sædvanlige band-setup havde de en tværfløjte, fire-fem keyboards, beatpads, bongotrommer, bjælder. Lydene blev langsomt lagt ud i rummet, få toner ad gangen. Lidt efter lidt blev delene til en større helhed, og før man vidste af det havde lydene gennemsivet ens legemer, der uden tanke havde kastet sig ud i en rituel dans.

Dette var et gennemgående tema for koncerten. Og det virkede, for det meste: visse passager var kendetegnet af en anelse for meget tomgang, hvor bandets improvisatoriske tilgang var i fare for at få dem til at lyde lidt for meget som en rytmisk legestue, hvor de bare slog tilfældige toner an.

Når det så er sagt, viste tomgangen sig alligevel til tider at rumme en positiv effekt: den lurede en med ind, mens man ikke var på vagt. Bedst som man troede, at man havde gennemskuet bandet, satte en hypnotiserende rytme ind, der ikke var til at forsvare sig imod. Og da omarrangerede de før tilfældige lyde sig til fordel for et detaljerigt lydlandskab, der bedst udforskedes med lukkede øjne.

Et andet element, der gjorde Vanishing Twin til et tryllebindende band, var deres sans for mange stemninger. Selvom de denne aften mest gav plads til den legende stemning, havde de også afskygninger af en paranoid side: det kom til udtryk på numre som Vanishing Twin Syndrome, hvor de skiftede mellem det eksotiske og det velkendte, det excentriske og det nydelige. Scenelysene skiftede passende til blodrødt og roterede som alarmlamper.

Sammen med den improvisatoriske tilgang gav de skiftende stemninger mig en fornemmelse af en konstant uvidenhed om, hvad der skulle til at ske. Først var det lidt underligt, næsten irriterende: jeg kendte sangene hjemmefra, men genkendte ikke det meste af det, der blev spillet. Men det viste sig at være en kærkommen overraskelse. Især i et samfund og en hverdag, der er besat af elimineringen af usikkerheder og det uforklarlige. Her fik netop disse elementer lov til at blive udfoldet, og det gjorde det sjovt at se Vanishing Twin live.

Vanishing Twin spillede på Loppen d. 20. september. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s