The Chairman har netop udgivet sit splinternye album ‘The Strange Life’. Den danske tordenrøst og pophelt har vi før talt om, her på Pladegreb, og her er anmeldelsen af den nye plade.

Af Mathias Stilling

Ah, fredag! Og fredag betyder ny musik i alle afskygninger. Der er den musik, der let svæver i stratosfæren af ens tanker – og bliver dér – og så er der musik, der rodfæster sig i hukommelsen.

The Chairman’s nye plade ’The Strange Life’, er af den sidst nævnte slags.

Måske er det fordi man ikke når at kede sig undervejs i pladen. Lucas Berner formår at holde lytteren dybt dér, hvor de lave frekvenser gør sig bedst. Dér hvor det kilder alle de rigtige steder.

’The Strange Life’ inviterer til storladen semimelankoli på intronummeret ’Masquerade on the Radio’ – en single, der lige har rundet sin 1-månedsfødselsdag. Allerede her kommer man ikke til at være i tvivl om, at pladen gerne vil være en musikalsk legeplads, men en legeplads, hvor de voksne altid havde et vågent øje til én.

Læs også: Musik til Mor bliver verdenskendte – i et parallelunivers

’Masquerade on the Radio’ rundes af i et pop-omkvæd med horn-hook. Men man får ikke mange sekunders tænketid, før man igen skal drages af The Chairman’s modige genreblend. Ud går det klassiske horn, og ind kommer forventningen om et rap-airhorn, idet nogle pitchede, forvrængede stemmer, pisket sammen med et hårdt synth-lead, introducerer dig til nummeret ’Lemon Yellow’. Spoiler alert: Rap-airhornet udebliver, og i stedet får vi et strikværk af effekter stukket i ørerne. Og man bliver overrasket.

Overraskelsen er tilstede før, under og efter alle numrene – og man ved aldrig hvad der venter en, når man runder et af albummets 12 hjørner. Specielt nummeret ’She’s Not Fine’ fik mig op at støde, når The Chairman kombinerer tilbagelænet og elektro-poppet RnB med rapper-kammersjukken MONTI’s luftige flowsekvenser. Albummet beviser at alt kan lade sig gøre.

Læs også: Som at blive ført gennem en fest i helvede

Undervejs drømmer jeg mig ud til en koncert i en kælderklub i Camden, og når du lytter til pladen om lidt, kan du sikkert fornemme den samme rustikke, rå klang, der får mig til at tænke på noget så nationalromantisk som den londonske undergrund. For det er trods alt dér vi har huset danskere som MØ & Alex Vargas, der på samme måde har eksperimenteret med det danske take på international lyd.

Det kræver mod at lave numre, der varierer i så høj en grad, som de gør på ’The Strange Life’. Bevares, Lucas’ vokal er ikke for vidt farende i spektret af eksperimenter, men kombineret med det levende bombastiske lydbillede og alternative pitches og panoreringer giver det en helt speciel oplevelse, man sjældent får på en dansk plade.

The Chairman tør være bombastisk, storladen og eksperimenterende, men i en så kontrolleret grad at det aldrig bliver dybt kontroversielt og blasfemisk overfor genrehybrider. Lucas Berner er en farvepallet af musikalske dimensioner, og ’The Strange Life’ er ikke et album jeg kommer til at smide i TP Musikmarkeds glemmekasse. Jeg husker overraskelserne.

Læs også: Pladegreb Anbefaling: Historier fra kanten af afgrunden

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s