Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, Utopia, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det tredje album, “Post”, fra 1995.

Af Neel Rosenqvist

Det er sent ude på natten.

Jeg står under mælkevejens stjerneklare himmel. I mine høretelefoner summer stilheden før stormen. Jeg starter Björks tredje album Post fra 1995, derudkommer kun to år efter Debut. Jeg forventer at høre mere fra den Islandske sylfide med den rå stemme som jeg nu har gjort mig bekendt med. Men da første nummer starter blæses jeg næsten omkuld! Lyden er industriel, elektronisk, ja, nærmest elektrisk ladet, og jeg mærker temperaturen falde omkring mig, min ånde bliver synlig i den kolde natteluft. Nordlys begynder at danse på himlen i takt med musikken.

Nummeret Army of me er starten på en ny epoke for Björk, en meget mere kraftig og kold lyd, hun ellers ikke har beskæftiget sig med. Denne lyd giver genlyd på Enjoy, der ligeledes er pulserende med elektroniske lyde og dybe beats, og musikken tager næsten overhånd i omkvædene hvor Björks stemme nærmest begraves i musikken.

Læs også: “Wonky funk”, nostalgi og R’n’B: Sådan her får du det top-nice (en guide med fire trin)

Björks house beats som hun begyndte at dyrke på Debut lyder ikke så kraftigt gennem albummet, og skal næsten lokkes frem på Hyperballad, men stadig da har det ikke den samme følelse som på Debut.

Nordlysene skifter farve. Björk lader sig ikke komprimere af genrer, og det er sjældent man finder et album så spækket af overraskende elementer som et cover af It’s oh so quiet fra 1951 og impromptu bongo fester. These modern things starter ud koldt, men ændrer som nordlysene form, der synges på Islandsk, der skiftes form igen og et jazzet trommebeat blandes med Björks rå stemme. You’ve been flirting again er intet andet end Björks stemme akkompagneret med en strygerkvartet. Man ved aldrig hvad man får med Björk, numrene skifter tempo og genre som vinden blæser. Der er nat og dag mellem sangene, men generelt set kan man granske Post som værende begyndelsen på en elektronisk æra for Björk.

Læs også: Sagaen om Björk #2: Æg på 50 forskellige måder

Jeg beundrer nordlysene, men de begynder at kede mig. Jeg havde forventet mere, hvilket jeg næsten ikke kan tillade mig at sige, for Björk formår gang på gang at lave musik der er innoverende, men samtidig føles albummet som helhed en smule kedeligt. Post virker lidt som en optakt til noget der ikke bliver forløst, man når aldrig et klimaks.

Jeg har nu læst tredje kapitel af sagaen. Jeg kan ikke vente til at læse videre.

Jeg beundrer nordlysene lidt endnu, indtil de stille dør hen. Daggry nærmer sig.

Læs mere: Sagaen om Björk #1: En let dis over en disko-oase, og… Kaj og Andrea? 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s