Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, “Utopia”, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det sjette album, “Médulla”, fra 2004
Neel Rosenqvist
Jeg står i Hallgrimskirken i Reykjavik. Eller sådan føles det da Björks sjette album Médullas overdådige acapella, strubesang og beat-boxing tårner op over mig og giver genlyd ind i sjælen. Det er næsten religiøst så godt det album er. Først var jeg skeptisk, men jeg har set lyset! For Médulla er nok det mest ”Björkske” album jeg har hørt indtil nu, for ikke nok med at det har hendes lyd, det er også 90% komponeret af menneskestemmer. Kun 3 af de 14 numre gør brug af musikinstrumenter som klaver, synthesizer og gongen, på 3 andre numre er vokale lyde blevet samplet til at skabe melodier, men alt andet på albummet er ren menneskestemme; rå, blid, mørk og lys.
Læs også: Sagaen om Björk #5: Halvvejs og badet i regnbuer og vandfald
Océania spiller med min psyke, og giver mig kuldegysninger ned at min rygrad ved kvinde stemmer der kurer som duer op og ned i kraft og tone. Og med teskter som ”/Every boy is a snake is a lily/ Every pearl is a lynx is a girl/” bliver jeg af en eller anden ukendt årsag meget bevidst om mig selv og alle andre omkring mig, vi er alle stærke men sårbare, konstrueret af flere facetter, lyse og mørke. Den blide, lidt sensuelle melodi, kreeret af beat-boxing blandet med sirenernes kurren, former et smukt kanvas for Björks stemme, som ikke lader sig holde tilbage og udfolder sig i sang og skrål.
Triumph of a heart er mere upbeat, og viser hvordan Björk formår at have kontrol over mange forskellige lyde og stemmer uden at det ender i kaotisk larm, men derimod melodisk kaotisk larm. Det er syret og spacy, ligeså er musikvideoen hvor Björk er i et forhold med en kat som vokser til menneskestørrelse når hun kysser den, og som hun har holder en lille dansefest med efter at have været på en meget slem bytur, og ja, jeg ved godt jeg ikke engang burde være overrasket…
Albummet er larmende, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Nogle af numrene er næsten ren og skær larm i mit hoved. Öll Birtan, som består at Björks stemme der overlapper sig selv med forskellige lyde og ord, lidt som et ukoordineret kirkekor. Det er melodisk, men samtidig skuer den mod mine hår, og bliver kastet frem og tilbage fra kirkens mure i en overdøvende støj. Mouth’s Cradle er også larmende, men med mere dybde, og her er tonen mere guddommelig med kvindekor og mandestemmer. Men overalt set er albummet et fantastisk ambitiøst værk der formår at leve op til de forventninger man har af Björk, det er ren gospel for mine ører, og hun overraskede i hvert fald positivt endnu engang.
Jeg har nu læst sjette kapitel af sagaen. Om en kvinde der udfordrer sig selv musikalsk, og som i sin genialitet kan få sine anstrengelser til at fungere musikalsk. Er der noget som den kvinde ikke kan?
Først var jeg skeptisk, men nu har jeg set lyset…
Pladegreb Magazine 