Af Jens Haag, fotografi af Per Lange @ Gaffa
”This next song is about a situation everybody knows. Well, at least, every man knows. You’re out having a drink, and there’s a girl you like. Nothing really happens.
Our advice: Keep drinking.”
Ordene kommer fra en ældre herre med en tydelig tysk accent, et respektabelt skæg og en saxofon – og musikken er en særpræget form for klagende jazz, der stærkt fordrer tyk cigaretrøg og laissez faire brug af Camus-citater. Jeg tager en stor slurk øl og bliver presset bagover af det kompakte (næsten fortættede) noir-soundscape.
Det er næsten som om lyset skifter farve og bliver koldere.
Bohren & der Club of Gore har eksisteret siden 1992, og opstod som et samarbejde mellem forskellige musikere i den tyske by Mülheim an der Ruhr – musikere der, vel og mærke, havde en fortid i diverse hardcore-punk-ensembles.
Bohren & der Club of Gore lyder sådan set også som et oplagt navn til et teutonsk hardcore-orkester, med morbid lyrik og chok-effekter – en mere autentisk Rammstein-oplevelse måske – men bandets lyd er tættere på udbrændte noir-detektiver og eksistentiel tomhed (af den kontinental-filosofiske whiskey-variant) end den er på moshende og høj-dreven punk-energi.
Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo
Til koncerten i Lille Vega er pladsen lige foran scenen (ganske passende) også udstyret med tre rækker klapstole. Bag dem står folk op i det tætpakkede lokale og stirrer intenst på de tre mand på scenen. En stirren der næsten, denne aften, føles som et invasivt indgreb i bandets optræden.
Bohren & der Club of Gore spiller musik af den slags, som lægger sig i baggrunden af levet liv. Man falder let i tågede staver og refleksioner i deres selskab, den drømmende saxofon og de tågede ambient-strukturer lægger sig i lag omkring ens fødder, og jeg følte korte trangstik til at indgå i samtaler med folk jeg ikke har set længe. At ændre noget eller tage definitive valg.
Der er en tristhed i Bohren & der Club of Gores musik, måske endda en overgivelse til det bølgende mørke fra virkeligheden – i lighed med den indledende historie var flere af sangene akkompagneret af dedikationer eller historier:
”This song is about a girl called Karina. She wen’t to New York, but she died shortly after. No one knows why. This one is dedicated to her.”
Der er ingen tekst på Bohren & der Club of Gores numre, og den klaustrofobiske midnatsjazz er ikke, medmindre du er inkarneret fan, let at skille fra hinanden. Numrene væver sig umærkeligt ud og ind af hinanden, forskellige kombinationer af de samme elementer: Bløde bækkenslag, spøgelsesklaver og rendestens-sax.
Læs også: Sagaen om Björk #8: Jorden ryster: “elsk mig”. Björk synger ode til verdenen.
Det antyder noget hjerteskærende bag deres tilblivelse. At følelsesregisteret og svaret på livets uretfærdigheder og åbne sår bliver den samme slags blanke opgivenhed, fastfrosset et uplacerbart sted i fortiden, i de drænede punk-firsere måske. Bohren & der Club of Gore præsenterer sig endda som et ”Vesttysk” band, en manøvre der enten antyder knusende fremmedhed overfor de genforenede østtyskere, eller en poetik der stammer fra før murens fald. Og måske en fremmedhed og en splittelse der er større, voldsommere og mere grundlæggende end to nationer, med det samme sprog og en bogstavelig mur i mellem sig.
Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste, for Bohren & der Club of Gores output føles som om det er udkrystalliseret i en forgangen spøgelsesfortid, hvor sortklædte skikkelser smed deres (billigere) smøger i afløbene og sukkede tungt og fortsatte med at drikke.
Virkeligheden er ikke blevet lysere eller bedre i mellemtiden. Vi står tre hundrede mand med blanke øjne, og en følelse af uro, og stirrer på vesttyskerne der i halvanden time lader sange om død og druk og fortabthed gjalde henover og igennem os.
For mig føles det mærkelig uhøfligt, både når jeg stirrer og når jeg lader værre. Splittelsen er total.
Pladegreb Magazine 