Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, “Utopia”, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det niende album, “Vulnicura”, fra 2015.

Af Neel Rosenqvist

Jeg er der næsten. Jeg kan se toppen af bjerget der tårner sig over mig. Min rejse er snart slut. Passende flyder musikken fra Björks niende album Vulnicura fra 2015 gennem mine høretelefoner, der sjovt nok egentlig opsummerer min hidtil rejse gennem Björks musik.

Læs også:Sagaen om Björk #8: Jorden ryster: “elsk mig”. Björk synger ode til verdenen.

Der har været oppe og nedture, og jeg har til dels måske stadig et ambivalent forhold til Björk. Noget af hendes musik er vildt fedt, andet giver mig lyst til at kaste ting gennem lokalet eller skrige af fortvivl ud i tomrummet. Sådan har jeg det også med Vulnicura. Björk har siden sine tidligere album fundet en mere kohærent lyd, der stadig får lov til at variere inden for sit spektrum. Til stor glæde er den længeventede Alien fra Homogenic tilbage for fuld blæs! Lionsongs dramatiske forvrængede accapella intro lægger op til storslået musik. Personligt finder jeg det som værende det bedste nummer på albummet. Fra Björks lidt off-beat sang til de bløde strygere og det diskrete technobeat der pludselig får lov at tage lidt overhånd.

En anden gammel kending optræder også på albummet. Den islandske sangerinde Anonhi som tidligere samarbejdede med BJörk på Volta, bringer sin røst på Atom Dance. Det lange nummer bringer masser af overnaturlig dramatisk flair, og samspillet mellem Björk og Anonhis stemmer er fremragende, præcis som sidste gang de to kollaborerede, men nummeret bliver trættende i længden.

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

Albummets største udfordring er nok længden på numrene, som gennemsnitligt er over de seks minutter, og det kræver en hvis dedikation, at sætte sig og lytte til Black Lake eller Atom Dance, der ligger mellem de otte til ti minutter, og desværre tror jeg ikke at jeg er nok superfan til at kunne klare den most.

Men lyden på albummet er en stor trøst, for der er nogle vildt flippede numre, som Notget, hvor staccato strygere udveksles med elektroniske beat og så tilbage igen, hvilket jeg efterhånden kan tillade at kalde ”Björksk”.

Alt i alt er Björks niende album ligeså tvetydig som min kærlighed til hendes musik. Der er numre man enten hader, eller elsker.

Jeg har nu læst niende kapitel af sagaen, og slutningen på min rejse nærmer sig med hastige skridt. Hvad venter der mig på toppen af bjerget?

Læs også:Anekdoter og rendestens-sax: Bohren & der Club of Gore indhyllede Vega i tvetydig noir-stemning

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s