Den islandske vidundermusiker Björk udgiver sit 10. album, “Utopia”, i november. Pladegrebs Neel, der indtil nu, kun har haft et flygtigt forhold til Björk, har derfor besluttet sig for at lytte hver eneste af sangerens foregående ni album igennem, for at komme helt tæt på Björk. Vi er nu nået til det tiende og sidste album, “Utopia”, fra 2017.

Af Neel Rosenqvist

Her er jeg så, på toppen af bjerget. Utopia. Björks tiende album der udkom den 24. november er enden på denne rejse jeg ser udspille sig for fødderne af bjerget. Jeg ser den sno sig gennem dale, klipper, gletsjere, under vandfald, over havet og under gud. Dette er Utopia. Men er det Utopi? Ti albums af Björk på 2 måneder er meget Björk, især for én der ikke har været udsat for hendes musik før, og derfor tror jeg måske også at mit syn på hendes musik har meget mere at gøre med indtryk end hvordan jeg normalt ellers knyttes til musik. For at kunne holde styr på alle hendes numre, der findes nu 111 i alt, har numre der virkelig skilte sig ud, dem som jeg fandt mig i at gå og nynne eller små-synge med på når jeg var ude og handle, eller som jeg lyttede til når jeg ikke skrev mine anmeldelser, har virkelig været ét og alt for at kunne overskue en så stor diskografi som Björks, og sågar nå at nyde noget af det på rejsen. Håndplukkede sange fra diverse albums er hvad der har skabt mit billede af Björk, et billede som jeg tror, varierer fra person til person, lige så meget som hendes musik varierer i sig selv. Derfor føler jeg at Utopia afspejler min rejse næsten til perfektion.

Læs også: Sagaen om Björk #9: Lækker lyd tager al for lang tid

De første otte numre ud af albummets 14 fangede mig ikke synderlig, hvilket jeg føler repræsenterer hvordan selve startprocessen på Sagaen om Björk var for mig, for jeg kastede mig hovedkluds fra 10 metervippen, og bad til guderne at der var noget jeg kunne dykke mig ned i, og efter Björk, det første album følte jeg ikke at der var meget at komme efter. Heldigvis blev jeg positivt overrasket af efterfølgeren Debut, og derefter blev jeg overrasket gang på gang af den diversitet Björk havde i sin musik, uden at det virkede som om hun anstrengte sig for meget at fremstå på én bestemt måde. Debut, Homogenic, Vespertine og Medulla, alle albums der vil følge mig efter min slut destination er nået. Volta og Post får nok lov til at ligge i rygsækken som souvenirer jeg kan kigge på om 20 år for så at putte dem tilbage. Samlet set har det været en fornøjelse at lytte til Björks diskografi. Der er gået mange aftentimer med at lytte, genlytte, skrive, reflektere og filosofere over hendes musik. Derfor blev jeg også lidt bekymret da jeg havde lyttet til 43 minutter af Utopia uden at føle mig synderlig inspireret af musikken.

Da jeg kiggede mine noter igennem af hvad jeg havde skrevet af indtryk til numrene var det oftest bare et ”okay” der var skriblet ned, et ”okay” der ikke lever op til Björks standard. Der var dog nogle numre der var mere end okay. The Gate, hendes første single som jeg også var så fræk at lytte til inden jeg gik i gang med anmeldelsen fanger mig stadig. Den er meget nøgen, Björks stemme er instrumentet der er i fokus, og hvor versene er meget stille bliver omkvædet himmelsk melodisk. Men hvad der virkelig skinner igennem på albummet er de sidste fem numre.

Læs også: Sagaen om Björk #8: Jorden ryster: “elsk mig”. Björk synger ode til verdenen.

Sue Me, og især Tabula Rasa er numre der både musisk men også lyrisk er spændende. Sue Me er elektronisk anlagt med et vanvittigt fedt beat, men især lyrikken er interessant. I denne tid fuld af #Metoo hvor flere og flere store mediemoguler bliver anklaget for seksuel chikane er Sue Me utrolig relevant, især af lyset af at Björk selv er én af de kvinder der står frem omkring seksuel chikane.

/Can’t take her suffer/ It’s so unfair/ The things of the father/ They’ve just fucked it all up/
They’ve fucked it all up/

/Sue me, sue me, sue me, all you want/I won’t denounce our origin/

 

Man kan fortolke teksten ud fra dette perspektiv, men dybere omhandler det sangen måske om at gøre vores liv og tilværelse god for alle. I Tabula Rasa kommer dette budskab stærkt frem:

/Clean it: Tabula rasa for my children/ Clean it:  Not repeating the fuckups of the past/

Derudover er nummeret proppet til randen med lækker panfløjte, hvilket er det dominerende instrument på mange af numrene på Utopia. Sangen er lidt som en himmelsk prædiken, Björk gør som hun tit har gjort før, givet sin stemme plads i midt og center af sangen, hvor melodien aldrig tager overhånd, men akkompagnerer så fint og blødt.

Saint kommer denne utopiske klang af mekanisk fuglekvidder og panfløjte endnu engang. Björks stemme er et kærligt rumvæsen der kærtegner hver note hun udstøder fra sin strube. De fem sidste numre bringer mig virkelig tæt på Björksk Nirvana, det er smukt, det er blødt og himmelsk, fyldt med emotion.

Det utopi som udkommer af Utopia kan meget vel være fremtidens utopi, det vi gerne vil kunne give vores kommende generationer, et utopi hvor mennesker er gode mod hinanden, et utopi som allerede nu egentlig burde være realitet.

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

Utopia var en fantastisk afslutning på min rejse gennem Björks musik, og jeg kan nu sige at jeg har læst det tiende kapitel i sagaen. Et åben slutning der vender mod fremtiden, mod forhåbentligt lysere tider og mere musik. Jeg begav mig på denne rejse helt grøn på Björk, uden at vide noget om hende eller hendes musik, men jeg slutter min rejse som fan af Björk!

Jeg kigger en sidste gang over landskabet mens solen går ned. Utopia findes på dette sted.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s