Af Jens Haag

Der findes mennesker, der hårdnakket insisterer på at der er sket et begrædeligt skred i den musikalske virkelighed over de sidste tyve år.

Mennesker, der mener at autenticiteten i moderne musik er død, og at de elektroniske elementer, der i stigende grad har gjort deres entre, repræsenterer et tab for musikken. At virkeligheden er blevet mere dystopisk i takt med at de akustiske, rigtige, instrumenter er faldet i baggrunden, til fordel for computere og synthesizere og fruity loops etc.

Det er naturligvis det rene vrøvl, og har mere at gøre med en bestant (og evig) romantiseren af fortiden forstilte fortræffelighed, end med musikkens egentlige kvaliteter, at gøre.

Alligevel er sammenstødet og -smeltningen af de organiske ”gamle” instrumenter, og den nymoderne elektronika interessant og frugtbar grund at behandle, og det er præcis det der foregår på den første af fire udgivelser fra den nye danske trio Urmutter, ”The Stars are Mute I”. Måske endda som symboler på en anden, mere menneskelig og dybere problematik.

Læs også: Musisk Muse for 2018: SZA er sejrherre over sine selvbevidste hjertesorger

Trioens hovedsangskriver, Søren Bonke, betegner selv de fire EP’er som kulminationen på en femårig rejse, der har bevæget sig fra rene, akustiske klaver-kompositioner til ”henførende, elektroniske produktioner”.

Og selvom numrene på ”The Stars are Mute I” i udpræget grad er præget af sfæriske synthesizerflader og tørre, programmerede trommer, er klaverets organiske klang stadig det hjerteblod som numrene svæver og drejer omkring; der er ikke et af numrene, der ikke starter med, eller inden for få sekunder istemmer, en kold og tom klaverakkord, der får lov at hænge i luften.

De elektroniske elementer udfylder tomrummet omkring klaveret, men tager ikke selv en central placering i lydbilledet. Også Bonkes sangstemme er i modsætning til klaverets kolde organiske klang; den er ofte duplikeret eller modificeret, så en snert af stål, maskine og kulde farver hans sårbare vokal i mørke, neonblå farver.

Læs også: Anekdoter og rendestens-sax: Bohren & der Club of Gore indhyllede Vega i tvetydig noir-stemning

EPens indledende nummer ”Machine Love”’s tekst fungerer nærmest som en poetik for denne dragende og sarte cyborg-poesi:

” I   feel   my   heart   beat   rhythmic   and   machine   like and   it’s   like   you   know   me   and   my   deepest   secrets

my   predictive   love my   predictive   love”

Mennesket og maskinen, kærligheden og urværket, ramler harmonisk sammen, kødet vokser og flår sig selv til blods på skruer og gnistrende ledninger. Selv en cyborg må græde i de kolde sparepærers skær, for vi kan ikke helt (endnu i hvert fald) programmere os ud af, eller væk fra, det faktum, at menneskelivet er smertefuldt og uforståeligt.

Den stærkeste sang på EP’en er det særpræget navngivne ”Os to” (alle tekster er på engelsk). Ganske langsomt bygger nummeret oven på sig selv, et element af gangen, tetris-agtigt, og skræller derefter sine lag af sig selv, et af gangen. I anden halvdel af nummeret indtræder de sprøde noter af en guitar, umærkeligt oven på den ubønhørligt fremskridende spøgelsesmejetærsker af klaver og elektrotrommer.

I teksten berøres universets uendelige uforsonlighed:

“Interspersed among the infinite
You will always find these stories of us
Us
You will look me squarely in the eye
I will take a hint and give my name to you
You
You will call upon the fiercest gods
I will end up up against the wall again
Again”

Hvilket du er her tale om? Hvilken ubønhørlig maskinel intelligens kræver jeg’ets navn og påberåber de ”voldsomste guder”? Hvilke historier finder vi strøet udover uendeligheden?

Læs også: Ugens Anbefaling: Gratis recept på ferie placebo

I et spil jeg spillede for nylig (danske ECHO) optræder en ekstremt interessant vinkel på de uovervindelige kunstige intelligenser som menneskeheden siden tidens begyndelse har på mærkelig vis frygtet og begæret: Idet menneskeheden når singulariteten vil de resulterende computer-superintelligenser ikke være de kolde rationalitetsvæsener og morderiske overherrer vi har set i alt fra ”Terminator” til ”I, Robot”.

Nej, deres overmenneskelige og universelle overblik over kosmos vil i stedet resultere i væsener af brændende og uendelig empati og næstekærlighed. Autenticiteten er ingenlunde død, der banker stadig et brændende hjerte, midt i maskineriet.

Jeg finder den tanke, uanset dens måske naive håbefuldhed, trøstende, og på Urmutters lille perle af en EP aner man kærlighedens grænseløshed, også i det tomme rum mellem klaveret og de programmerede trommer.

EP’en hedder ”The Stars are Mute I” – men det er de faktisk ikke. Deres kosmiske lyde er godt nok umulige for mennesker og dyr at høre (de foregår på frekvenser der er millioner af gange for høje), men måske en fremtidig cyborg af kød og blod og dioder og kærlighed kan høre dem og skabe mening af deres utilgængelige stjernesang.

På Urmutters EP ser man måske en mikroskopisk gnist af håbet om det.

Fuld disclosure: Skribenten har drukket bajer med guitaristen, men er professionel nok til ikke at skrive pæne ting om noget han oprigtigt synes er noget lort.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s